Vægtløs

Alt svæver frit. Det kunne være en eksistentiel kommentar til selve livet, men det er det ikke. (Det ville også være rimelig dødssygt). Nej, det handler om mit projekt. Fra forsigtigt at overveje om jeg måske kunne dreje mit feltarbejde lidt anderledes, er alle projektets byggeklodser: empiri, hypoteser, problemformulering pludselig kastet i luften. Og i stedet for at ramle ned om ørerne på mig, og således blive konkretiseret på en eller anden måde, bliver de bare mystisk ved med at hænge deroppe og hoppe lidt rundt om hinanden. Eller sagt mere konkret: Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg faktisk skal skrive om, nemlig respons. Men hvordan skal jeg gøre det? Hvad skal min empiri være? Skal det overhovedet være et aktionsforskningsprojekt i en organisation? Er det ikke også alt for omfattende? Hvor blev etnografien af? Var det ikke meget nemmere? Måske skulle jeg bare snakke med retorikkolleger og studerende om kritikkultur på studiet? Er jeg overhovedet interesseret i kollaborativ skrivning? Vidensproduktion? Og hvad med blogging, kunne det spille en rolle? Jeg ved ikke om det her er en krise, men det håber jeg næsten, for en krise går ofte forud for et nybrud, siger Elisabeth. Og uden hende var jeg da helt fortabt.