Er lykkeligt genforelsket i min lille isvaffel (Ishuffle) og hører podcasts på vej til KUA. Det er blevet til en masse Kaffeklubben. I dag hørte jeg programmet fra den 6. marts om at have følelserne uden på tøjet. Alexander Kjerulf, der tilsyneladende er en meget glad mand der har formået at tjene penge på det, holdt stædigt på følelsernes fordele. Negative følelser der undertrykkes, bliver stærkere; og positive følelser forsvinder.
Og så pointerede han hvad Chaim Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca sagde allerede i deres New Rhetoric i 1958: Det er ikke sådan at vi beslutter os for hvad vi vil gøre efter en nøje, rationel afvejning af sagens argumenter (beslutningsproces version 1). Næ, vi har besluttet os på forhånd, og så leder vi efter de argumenter der understøtter den beslutning (version 2). Kjerulfs budskab var at det er vores følelser der styrer beslutningen, og frem med det, lad os sige det højt, for sevans. Denne påstand (det er et pænt ord på retorisk) bakkede han op med “forskningen viser”. Det har jeg ikke brug for – jeg synes at Perelman og Olbrecht-Tytecas indsigt er indlysende uden hvidkitlede tal. Lav en lille selvanalyse: Hvordan plejer du at nå frem til en beslutning? Version 1 eller version 2?
Hej Katrine – fin weblog du har!
Hvordan plejer jeg at beslutte mig? Jeg tror faktisk mest på version to, men nu er jeg så også en håbløs nietzscheaner på dét punkt. Du valgte købet af en trøje som eksempel, og så er vi ovre i smagsdommenes boldgade, men hvad hvis vi taler videnskab i stedet? Gælder de samme efterrationaliseringer der?
Baumgarten, æstetikkens fader, sagde tilbage i 1750′erne, at enhver abstraktion (eller efterrationalisering) er et tab i forhold til forståelsen af det partikulære, vi står over for (det kunne være købet af en trøje). Tænker man i de baner, så fjerner vi os egentlig fra trøjen, idet vi begynder at efterrationalisere vores beslutning (jeg kunne altså også godt bruge en langærmet trøje mere … etc.).
Jeg tænker i den situation: hvorfor finder vi behov for at skulle rationalisere en beslutning? Fordi vi ikke må købe trøjen? Hvem beslutter egentlig det? Mig selv. Jeg er altså i retorisk krig med mig selv. Samvittigheden i blåt ringhjørne, ønsket i rødt ringhjørne. Men hvorfor kom samvittigheden (den dårlige – findes der andre?) overhovedet ind i billedet? Nietzsche ville analysere dette motiv i beslutningsprocessen, hvorved han kun kan acceptere processen som en retroaktiv handling: jeg har besluttet mig til at købe trøjen, fordi der stadig kan komme snestorm i april.
Når købet af en trøje kan kræve så snørklet en retroaktiv beslutningsproces – hvor umådeligt mere snørklet må så ikke vores videnskabelige beslutningsprocesser tage sig ud for at blive godtaget som rationelle?
Godt argumenteret. Jeg tror at jeg nu vil gå ud og købe en trøje. Den skal være rød fordi…
Hm, grunden til at vi skal rationalisere en beslutning, eller på retorisk: finde belæg for påstanden: det er en god idé at købe en ny trøje, er vel at vi er sociale væsener? Altså at vi i kraft af handlinger og beslutninger (og belæg) ’skubber os ind’ på den plads i fællesskabet hvor vi gerne vil være. De andre skal synes at vores beslutning er god.
Siger jeg nu at argumenter, eller rationaliseringer, er identitetsskabende? Det gør jeg vist. Hvad siger det så om den videnskabelige beslutningsproces. Og hvad siger det om vores fremstilling af den videnskabelige beslutningsproces, for vi kan vist godt blive enige om at de to ting ikke er det samme?
Uh. The Rhetoric of Science. Dybt vand.
Uha … her er rigtig meget på spil synes jeg. Jeg går striks logologisk til værks.
“Hm, grunden til at vi skal rationalisere en beslutning…” Vi SKAL vel ikke rationalisere, men vi gør det rigtignok tit og ofte. Jeg forstår bare ikke helt, hvordan du hægter det sammen med “at vi er sociale væsner”. Du taler helt klart om en social tvang, der i mere eller mindre ekstrem grad gør det muligt for os at indtage en plads i det konforme – for ellers var der vel ikke noget grundlag for at fremhæve netop det sociale som en betydende faktor for dit trøjevalg? Selvfølgelig klæder vi os på ud fra en særlig hensigt, men kan tøjet ikke tænkes udenom det sociale? Og hvis det ikke kan er her så ikke næsten formuleret en socialfobisk væsensbestemmelse af (by)mennesket?
Skal jeg begive mig ud i noget så anløbent (men også underholdende) som motivanalyse, så vil min tanke omkring din argumentation være, at du i et forsøg på at rationalisere din egen frygt for at falde udenfor i sociale sammenhænge, klæder du dig i en rød trøje (opmærksomhed kan du nemlig også godt lide), mens du fortæller mig (og alle mulige andre), at du i bund og grund er tvunget til at argumentere sådan, fordi du er social – men alt i din argumentation peger på, at du netop ikke er synderligt social … at der i det sociale altid lurer en bøn om accept. Dermed ville min motivanalyse pege på, at det er frygt, der får dig til at ønske at indgå i det almene (du er som alle andre, altså argumenterer du sådan, og du ønsker at indgå i nogle sociale sammenhænge, hvor du ikke automatisk er et accepteret medlem, altså omfavner du gruppens konformitet).
Det bekymrer mig altid, når ‘man’ vil skubbe sig selv ind på en plad, hvor MAN GERNE VIL VÆRE, i stedet for at handle så tilpas langhåret, at man heller vil blive den man er … pyha … det peger nemlig på, at man (jf. netop dette man, som Heidegger gjorde så emfatisk opmærksom på) vælger og handler alment, i et forsøg på at undslippe det aprtikulære … det faktisk forekommende.
Og ja vi kan blive rigtig meget enige om, at beslutning og formidling er to meget forskellige ting, men jeg mener egentlig også, at der er nogle grundliggende problemer, som ikke mange vil røre ved, når det kommer til videnskabens retoriske identitetsprocesser. Enhver videnskabelig metode er et forsøg på at sætte parantes omkring det individuelle, et forsøg på at fase forskeren ud – det vil sige de irrationelle aspekter ved forskeren. At udføre matematiske beregninger er én ting, at kigge i et mikroskop er én ting, men noget ganske andet er at definere og formidle resultaterne af forskningsmaterialet. Det er en underkendt del af videnskabsteorien, synes jeg. Fordi ethvert forskningsmateriale er en formidling af nogle (sommetider) kolde fakta, fordi det er sådan undgår vi ikke retoriske elementer – og dermed heller ikke det irrationelle aspekt ved enhver situation, hvadenten den er forskningsmæssig eller helt dagligdags. Dertil kommer et endnu større problemfelt i den avantgardistiske biologiske, kemiske og fysiske forskning.
Men det egentlige problem forekommer mig at være, at vi accepterer, at vi kan sætte parantes om det irrationelle … les petites perceptiones kaldte Leibniz det og muliggjorde dermed hele forskningsfeltet omkring relationen mellem det almene og det partikulære (og det er i virkeligheden det eneste spørgsmål jeg behandler på min egen blog).
Der er selvfølgelig en psykologisk gevinst ved i det mindste at forestille sig, at man kan sætte sig ud over sig selv (det irrationelle), men kan den gevinst videreformidles til det videnskabelige område, og hvordan behandles problematikken overhovedet videnskabsteoretisk?
For det første. Her kan jeg ikke svømme. Vandet er blevet mig for abstrakt. Altså, jeg er helt med på at det er en positiv værdi at blive den man er i stedet for at være som de andre synes. Men altså. Efter min egen, totalt uakademiske, erfaring er det ikke sådan vi mennesker handler, hvis vi foretager bare et minimum af selvransagelse.
For det andet. “(…) som sådan undgår vi ikke retoriske elementer – og dermed det irrationelle(…)” For mig er retorik ikke læren om det irrationelle, og målet med vores sølle anstrengelser er ikke at undgå retorik. Der er mig bekendt en lang række kloge hoveder der har beskæftiget sig indgående med videnskabens retorik; de siger det sikkert langt bedre end jeg.
Men hvis jeg har misforstået argumentet, beder jeg om forladelse.
Jeg er usikker på, hvad du præcis mener, når du siger, “Efter min egen, totalt uakademiske, erfaring er det ikke sådan vi mennesker handler…” Henviser du til min (drilske) motivanalyse, så skal jeg lige have det ind med skeer – og det skal jeg sikkert også alligevel.
Retorikken er IKKE læren om det irrationelle, men en forestilling om, at vi faktisk KAN videreformidle private tanker – og her er allerede forholdet mellem det partikulære (eller irrationelle, emotionelle) og det almene (det fornuftige kendetegnet ved gennemsigtighed) sat i spil. Jeg mener ikke det er muligt, at beskæftige sig med retorik udenom det, vi ovenfor kaldte for efterrationaliseringsprocesser.
Sagt på en anden måde – jeg mener det er fuldstændig ligegyldigt, om vi skal købe en trøje eller skrive en Ph.D.-afhandling, det vi først og fremmest vil er at fremstå fornuftige. Sagt på en tredje måde – vi skal sætte parantes om alt det private, f.eks. vores tilbøjeligheder eller instinkter, som Nietzsche sagde, herunder også vores følelser (og det er dem min lille drilske motivanalyse hægter sig op på).
For mit eget vedkommende er retorikken nødvendig, fordi den kan være med til at reagere IMOD fornuftsmetafysikken (der bl.a. har som sit kongemærke, at erkendelse er almen og fornuft er evnen til at almengøre (dvs. overse og abstrahere fra det partikulære)).
Jeg har klart truffet min beslutning på forhånd! Men den kan omstødes, men modargumenterne skal være i overtal, og jeg skal modstå den impulsive handletrang. Hvis det f.eks. et tale om køb af noget materielt tror jeg det virker lidt abstinens-agtigt, trangen skal holdes nede i længere tid end jeg måske selv tror – trangen dukker simpelthen op igen i svage øjeblikke.. Det er svært at komme i tanke om konkrete situationer hvor det kan understøttes, disse trange er jo gået i glemmebogen – men måske var den forhåndsbesluttede beslutning jo netop et ´nej´! Jeg vil nok kombinere svaret med at sige at det er en følelsesmæssig forhåndsbeslutning!