Skriveproces. Nu ude i lyset.

Tja. Jeg laver en blog om skriveproces, især min egen. Skriver løst i 1½ år. Går for alvor i gang med at skrive. Og bliver tavs.

Hvad kan jeg sige? Det er ømfindtligt. Jeg kan jo rapportere de hårde fakta (selv om vi godt ved det det med fortolkningen og udvælgelsen, ikke? Vi er jo moderne tænkere):

Jeg skriver 1-2 sider om dagen. Det tager 3-4 timer. Jeg glemmer at holde pauser. Jeg har i de seneste uger stået meget tidligt op for at læse, for når først jeg sidder foran skærmen, får jeg ikke læst grundigt nok.

At skrive denne her tekst føles som at projektere og bygge et enormt bygningsværk med bind for øjnene. Jeg har masser af ting at sige, argumenter at læsse på. Men hvor er jeg henne? Hvor skal denne blok være? Hvad kommer først? Hvad er for meget og hvad er for lidt.

Jeg kan godt lide det. Jeg er bange næsten hele tiden, og jeg har vist lidt problemer med stressniveauet. Men det er en fantastisk fornemmelse endelig at bygge. Og når bindet falder fra øjnene en gang i mellem, tænker jeg at jeg nok egentligt er en meget god konstruktør.

 Jeg har nu 139 sider. Godt 59.000 ord. Heraf er måske halvdelen gode sider. Men måske kun en fjerdel er gode kapitler. Hvis I forstår. Den anden halvdel er en blanding af gode stikord, henvisninger, argumenter i firkantede klammer, metatekst – og beskrivelser fra min empiri.

Afhandlingen må max fylde 100.000 ord.

Jeg mangler altså på en gang meget og lidt.

Jeg begynder at føle mig som en ekspert på området. Det er meget svært at sige når man er opdraget til jysk beskedenhed. Men efter 3½ år har jeg endelig en gang imellem fornemmelsen af at jeg har overblik, at jeg er inde i feltets state of the art, at jeg kan fremføre argumenter som er gode fordi jeg siger det. Det sidste er naturligvis et skråplan uden lige, men forstå mig ret. Det er den akademiske autoritetsfølelse jeg taler om, ikke at være en påståelig idiot.

Jeg tror efterhånden at der kommer til at stå nogle ok ting i afhandlingen. At jeg kan bidrage med noget.

Jeg har identificeret mit drømme-bedømmelsesudvalg. Holder navnene lidt for mig selv, men de er der, og hvor kunne det være fedt at få netop deres respons.

Jeg holder stædigt fast i aflevering i midten af august. Kender for mange der lang tid i forvejen giver sig selv ekstra tid, og så overskrider også den. Vi er alle forskellige – og jeg ved med stensikkerhed at det er en strategi der ikke vil virke for mig. Selv om jeg også ved at en færdig afhandling tre måneder fra nu er mildt optimistisk, for nu at sige det på en afdæmpet måde.

Apropos: Videre til ord nr. 58.927.