Efter at min plakat er gået verden rundt, eller i hvert fald har været i Humanist, har jeg fået forskellige henvendelser om respons. Den mest interessante var en email fra en kollega her på KUA som skulle skrive en ansøgning om EU-midler til et kollaborativ forskningsprojekt. Han skrev sådan her: “(…) Her skal jeg argumentere for, hvorfor det er bedre at være tre end én til et projekt (…). Ud over at vi producerer delresultater hver især, vil jeg argumentere for, at den respons vi kan give hinanden er helt uundværlig.”
Pointen er at humanistisk forskning ofte foregår individuelt, men i virkeligheden egner sig helt formidabelt til at være kollaborativt – som al anden forskning. Det havde min kollega set, og han efterspurgte gode og konkrete argumenter til sin projektbeskrivelse. Her er hvad jeg svarede:
Kære [kollega]
Tusind tak for din henvendelse – det er virkelig spændende, og jeg sidder faktisk og river mig i håret over at vi skriver 2007 og stadig som akademikere skal bruge tid på at argumentere os væk fra at det akademiske arbejde som en selvfølgelighed er en ensom, individualiseret proces.
Jeg har lynende travlt med min afhandling. Det siger jeg bare fordi jeg har lyst til at gå i gang med at finde alle mulige henvisninger frem til dig og skrive et langt og indviklet argument for hvorfor skrivning og i særdeleshed forskning er/bør være en kollaborativ proces. Men det kniber med tiden.
I stedet vil jeg give dig tre henvisninger. Den vigtigste er Karen Burke LeFevres monografi og helt fantastiske værk Invention as a Social Act.
Inventio er det klassisk-retoriske begreb for idéprocessen/-arbejdet når man skaber et stykke retorik/en tekst (som for eksempel et akademisk argument, altså et stykke forskning). På engelsk kender vi invention som begreb i dagligsproget, så vi er altså ikke ude i noget antikveret her. LeFevre går i clinch med det hun betegner som den platoniske opfattelse af hvad det vil sige at få nye ideer og skabe ny viden, nemlig den individualiserede introspektive inventio; en privat, asocial aktivitet. Nej, siger LeFevre, der findes mindst tre andre former for inventio, der alle er sociale i stigende grad. Den form for inventio som du beskriver i dit projekt er det som LeFevre ville kalde for kollaborativ inventio (nr. tre på kontinuumet), nemlig når individer arbejder sammen med hinanden for at skabe ny viden.
Uden denne form for invention ville videnskaben ikke eksistere, hævder LeFevre, og citerer en række eksempler på videnskabelige samarbejder, fx Watson & Cricks herostratisk berømte DNA-samarbejde og -artikel, der ikke ville have været mulig uden samarbejdet mellem de to.
Den næste henvisning er Lisa Ede & Andrea Lunsfords Singular Texts/Plural Authors. Bogen beskriver en særdeles omfattende empirisk undersøgelse af hvordan skribenter arbejder kollaborativt, men her er fokus på organisationer og ikke på akademisk diskurs. Ede & Lunsfords kapitel 3 er dog en særdeles grundig historisk gennemgang af det jeg vil kalde myten om den ensomme skribent – tankevækkende og interessant, blandt andet med en særdeles slagkraftig kritik af akademiske praksisser som fx citation indexes der lægger vægt på den individuelle præstation og fuldstændig overser den kollaborative proces. Endelig beskriver Ede & Lunsford i bogen deres eget samarbejde som en absolut nødvendighed for at kunne skabe den (inden for feltet banebrydende) forskning som de har udført. De går så langt som til at beskrive deres forsøg på at overvinde de uretfærdigheder som citation indexes medfører (vist nok noget med hvordan deres navne står på titelbladet, jeg husker det ikke lige). LeFevre beskriver i øvrigt også i sin bog Ede & Lunsfords overvejelser om deres eget samarbejde.
Endelig er der en artikel af JA Reither og D Vipond: Writing as Collaboration fra College English vol. 51, no. 8, december 1989. Reither & Vipond beskriver akademisk kollaboration, netop af den slags du har i tankerne, som et eksempel på kollaborativ skrivning. Denne artikel er måske den teoretisk mindst vægtige, men samtidig måske den der umiddelbart er mest praktisk brugbar for dig. Du burde kunne finde den på Jstor, ellers kan jeg kopiere og sende den til dig.
Sådan som jeg ser det, er respons netop det praktiske, håndgribelige handling i den ellers lidt mystifistiske og abstrakte kollaborative vidensproduktion. Eller sagt på en anden måde: Det er fint nok at sige social inventio, men i praksis er der for eksempel tale om respons, ofte på tekst, men jo også bare på ideer frembragt i løbet af en samtale. Jeg kommer i min afhandling til at beskrive hvordan skribenter i KMD netop udfører (og bliver overraskede over) at de får ideer og udvikler ny viden netop når de giver respons på tekstudkast ved et møde som de troede bare var en sidste tilretning af ordvalg og struktur. Teksten og samarbejdet omkring den er altså netop det der giver anledning til den kollaborative vidensproduktion.
Jeg vedhæfter her et uddrag fra mit (grove udkast) til min afhandling. Det er slet ikke færdigt, og det vil jeg gerne bede dig om at have respekt for, men beskriver netop de tre kilder i lidt flere detaljer (det andet er et argument som jeg indtil videre kun har inden i hovedet). Som du kan se, har jeg kun nået at beskrive de tre af LeFevres fire former for inventio på det kontinuum hun ridser op, men jeg tror at det er de tre første der er mest interessant for dig alligevel.
Nå. Nu har jeg vist demonstreret hvorfor jeg ikke skal give mig i kast med den lange version. 
(…)
Held og lykke med det – jeg vil meget gerne høre hvordan det går. Det er en kamp der er værd at kæmpe!
Mange hilsner
Katrine
