Midt i fagligt irrelevant, men charmerende medieomtale og årets første mini-hedebølge er klappen gået ned med en tung og ildevarslende lyd.
Der kommer ikke noget ud af mit hovede, uanset hvor meget jeg lytter til lydfiler og flytter mig, i teksten og på stolen (og det er ret meget). Problemet synes at være at det langt om længe er begyndt at gå mig på at jeg ikke har noget overblik. Jeg kan simpelthen ikke huske hvad jeg skrev to sider forinden. Hverken stort eller småt. Det er som om det er en anden der har skrevet det.
Jeg er midt i kapitlet om respons og betydningen for skriveprocessen. Hvis der nogensinde stod en skov omgivet af træer…
