Denne email tikkede ind forleden fra mit institut:
Til orientering kan proceduren vedr. ansøgning om tilknytning til instituttet ses på hjemmesiden på følgende adresse: http://mef.ku.dk/procedure_postdoc_ansoegninger/
That’s it. Der står ikke andet derudover end et kort hej fra den administrative medarbejder der har sendt den ud. Den er sendt bcc, så jeg kan ikke se hvem der ellers har fået den.
Nu ved jeg da hvad jeg skal gøre hvis jeg vil søge om tilknytning til instituttet. Og det glæder mig da at der er styr på budgetter og vigtige sager som anciennitet og løn.
Jeg kunne bare godt tænke mig at vide om der er nogen her på instituttet der synes at det kunne være fedt hvis jeg blev som post.doc. At jeg laver noget der er spændende og værdifuldt. At jeg ville være en skattet kollega. At jeg kunne tilføre instituttet og universitetet noget som ingen andre kunne. At vi kunne have det skægt og gøre noget godt for verden samtidig.
Begejstring. Samarbejde. Krudt. På tværs. Arbejdsglæde.
For ellers kan jeg sådan set ikke se hvorfor jeg ikke skulle søge et andet sted hen. Om jeg så blev betalt med valsede havregryn og matadorpenge.
Det er klassisk KUA-kommunikation – og hvor er det ærgerligt! Minder mig i øvrigt om min oplevelse af at aflevere speciale på samme institut – det var tydeligvis meget ubelejligt at vi kom rendende med alt det papir.
Gad vide hvornår den administrative del af universitetet begynder at tænke på VIP’er og studerende som ressourcer og ikke bare som irritationsmomenter?
Det er ikke kun det administrative personale. Det er en indadvendt og individuel kultur der præger det meste organisationen, i hvert fald de dele som jeg har stiftet bekendtskab med.
Desværre.
Og nå ja. Lad mig komme med en forudsigelse der er så godt som hugget i sten:
Det er en kultur der medfører hjerneflugt. VI SØGER VÆK.
Tiderne er skiftet, og min generations forskere føler sig ikke hjemme i sådan et miljø. Uanset om Københavns Universitet så er den naturlige afslutning på tretrinsraketten “Oxford, Yale og …”. Det handler ikke om løn, og det handler ikke om status. Det handler om sprudleri og arbejdsklima.
De gamle mænd og deres passivt-aggresive systemer dør snart af blodmangel (7-9-13).
De kan ikke fatte at prestige og anseelse, magtkampe og udspekulerethed, strategi og plotten, ikke er noget man gider nutildags.
Nutildags vil man heller bruge krudtet på en mere konstruktiv måde, som fx. at studere / forske / formidle forskning. Fuldstændigt uhørt, jeg ved det
Nu bliver det resultaterne det kommer til at handle om – og ikke hvor langt oppe i de hellige analer sølvskeen sidder. Pardon my french.