I lang tid har sidetallet (eller på særligt nervøse dage: antal ord) været i fokus. Jeg har bidt negle over om jeg nu faktisk har noget og nok at sige.
Nu tror jeg på at jeg har noget og nok. At ramme målet på 200 sider (ca. 230 sider er max) bliver ikke noget problem. For nu at sige det pænt. Så fordi jeg fra dag til dag arbejder forholdsvis lineært, er fikspunktet nu hvilken side jeg står på. I dag fx s. 161. Hvilket vil sige at siderne frem til s. 160 er mere eller mindre gennemarbejdede. Hvor mange sider der er fra s. 161 og frem er ikke så væsentligt. Mit daglige kald er at tygge mig igennem de sidste sider, uanset hvor mange eller hvor få der er.
P.t. 184. Disse resterende sider er stikord, litteraturnoter og fritflyvende argumenter. Så hvis I vil have mig undskyldt: Jeg har lige noget jeg skal have tygget.
PS: Man må faktisk gerne skrive meget mindre end max. Og her vil jeg så komme med den interessante og aldeles ustatistiske observation at det som regel er mandlige ph.d.-kandidater der vælger den korte model på 80-100 sider. Manner, hvor er der et godt forskningsemne lige der! Køn og højniveau-skriveproces.
Hej Kathrine. Interessant side. Der er alt for lidt om ph.d.-processen paa nettet efter min mening. Op- og nedturene, de gode og mindre gode dage og glaeden ved at have naaet dagens pensum og evt. lidt mere. Er selv paa side 194, gennemarbejdet, men der mangler halvanden kapitel endnu. Saa det bliver nok omkring de 240 sider. Elelr maaske 247. Bedste hilsener og god flow. Andrea
Ja, der er alt for lidt om ph.d.-processen, og det er lige præcis derfor at denne blog var vigtig, selv om det også bliver noget navlebeskuende til tider. Men hvis alternativet er at vi ingenting ved om hinandens processer og derfor tror at alle de andre synes det er lige ud af landevejen, kan jeg godt leve med lidt navle. Der er også den institutionspolitiske agenda at det – i hvert fald her hvor jeg er – negligeres at ph.d.-forløbet er en læreproces. Det er faktisk en uddannelse, og hvis vi vidste hvordan vi gjorde, ville det være fordi vi havde gjort det allerede. Det er meget moderne at tage ansvar for sin egen læreproces – sagen er bare at som ph.d.-studerende tager man ofte ansvar i blinde. Og her på mit fakultet bliver vi så ovenikøbet behandlet som om vi er ude på at snyde systemet hvis tilrettelæggelsen af forløbet svigter (vi har jo ikke prøvet det før, og er ikke ligefrem erfarne projektledere), og det derfor kniber med kurser eller med at blive færdige til tiden, eller hvis vi som alle andre offentligt ansatte af personlige årsager skulle få behov for at gå på orlov. Det sidste kan vi faktisk slet ikke. Hvis jeg havde energien, ville jeg gå videre med det.
Det er saftsuseme for galt!
Dejligt at høre fra dig og godt at vide at der sidder andre i rutschebanen sammen med mig. Det er noget af en forlystelse, må jeg sige.
Jo, jeg tror, at der er et decideret marked for ph.d.-blogs og sikkert ogsaa erfaringsboeger om skrive-/laerningsprocessen (men hvilken ph.d.´er gider skrive den bog? Endnu en bog…*argh*…)
Jeg tror at dagsordenen er den samme alle steder, ikke alene i hovedstaden. Jeg laeste (og anmeldte) engang en bog som hed “kvinder i akademia”, jeg tror den kan bruges af alle, ikke kun de kvindelige ph.d.´ere. For der er en masse regler og love i det akademiske liv, som det naesten er vigtigere at laere om end selve de teorier, man anvender. Bla. den der med, at som akademiker klarer man det selv.
Jeg skulle f.eks. undervise ret meget, og der foregik det paa samme made – man fik gode raad omkring studentervejledning paa gangene og i frokostpausen. Man “goer det bare”! Det samme med afhandlingen: man “skriver den bare”. “Institutionen” gaar ud fra, at man saetter sig til tastaturet og spytter et stykke helstoebt faglitteratur ud efter tre aar. Og saaan ser realiteten jo ikke ud.
Naa, tilbage til fagteksterne;-)
Mange hilsener fra Andrea