Tror du ikke bare at du skal holde op med at skrive? spurgte min søster (på mobilen mens hun sad i s-toget på vej til lufthavnen og en måneds eventyr i Australien med sin mand og deres to voksne børn + kærester – hvem sagde friværdi??).
Godt spørgsmål. Faktisk et rigtig godt spørgsmål. For på et tidspunkt skal man holde op med at skrive. Og gå i gang med at arbejde med det skrevne.
Desværre er det ikke endnu. Dagen nærmer sig, gudsketakoglov med hast. Men der er stadig et halvt kapitel hvor der i det mindste skal produceres et eller andet. Og vildvejene er mange. Det ligger i min natur (eller i mit manglende overblik) at jeg skal helt ud og miste orienteringen før jeg kan komme tilbage.
Først da kommer redigering, færdigskrivning af forladte afsnit, omstrukturering, kontrollering og detaljebesættelse. Kreative og knivskarpe venner står klar til at læse og give respons. I skrivende stund er de første fem kapitler i sommerhus i det nordsjællandske. Fra Læsø lyder opfordringer til at sende en tyk kuvert med udskrifter. Tænk, en gave jeg har fået i den slags venner. Det er kolossalt.
Angsten for at skuffe er stor. De der første fem kapitler er fulde af huller. Burde jeg ikke have skrevet lidt mere på dem?
Sikkert. Men bevægelse er, som vi ved, nøglen. Også i teksten. En færdigsamlet og efterspændt tekst har det med at stivne. Hvad skal læseren mene hvis alt er lukket for kritik, alle modargumenter afvist?
Kunsten er at åbne sig for dialog og potentiel kritik før man holder op med at skrive. I princippet gælder det også i det lange tidsperspektiv. En karriere er ikke en logisk argumentkæde hvor noget endegyldigt følger af noget andet og ingen kan bevise at man har taget fejl.
Well, jeg væver. Jeg vil fortsætte med at skrive så jeg snart kan holde op.
