Lakridser og litteraturhenvisninger. Det har været emnerne for de seneste posts her. Om ikke andet et tegn på at alt er konstruktion (sagde humanisten). For jeg har gemt mig i sneglehuset.
Min skriveproces er nemlig inde i en ny fase efter at jeg har fået respons fra en af de bedste skribenter jeg kender (og jeg kender mange, og de er saftedme gode!). Og det var jo en øjenåbner der satte ting og sager i gang. Så. Sådan står det til her i kosteskabet:
- Afhandlingen er blevet omstruktureret. Fra 7 kapitler til pt. 11. Fra rodebunke til klassisk struktur: teori + metode + analyse + konklusion. Sorry folks, men det er faktisk blevet ret lækkert.
- På min opslagstavle hænger en tidsplan for de næste nu fem uger. Udkastet skal være færdigt om to uger. Så vejledning. Så færdiggørelse.
- Kapitel 2-5 har fået flueben. I dag og to dage frem arbejder jeg på at lukke kapitel 6 (eller pr. her til morgen: kapitel 6 og 7)
- På min succesorienterede kærestes forslag skriver jeg ud for hvert flueben hvor mange procent af dagens forventede indsats jeg har leveret. Kæmpe optur i starten – i torsdags nåede jeg sågar op på 110 procent. I disse dage ikke helt så fedt. Mandag hed 75 procent. Så jeg afvejer stadig fordele og ulemper ved værktøjet.
- Når jeg er færdigt med et kapitel, skriver jeg det næste ud og tager det med hjem. Så sidder jeg den aften og læser det igennem. Skriver rettelser i margen (og over det hele). Laver en liste over de større ting der skal bakses på plads, i min notesbog der har fulgt mig overalt i det seneste halve år (er nu på bog nr. 4).
- Den liste følger jeg indtil kapitlet er færdigt (inden for tidsplanen). Jeg streger hver stor ting ud når den er afsluttet.
- Formalia gemmer jeg til sidst.
- I weekenden tænker jeg overhovedet ikke på afhandling og tidsplan. Måske lige bortset fra de par timer jeg sniger mig til søndag eftermiddag. Ahem.
At arbejde sådan her, med sømmet i bund (Put your FOOT down, som en gammel kæreste en gang sagde), kan jeg ikke særlig længe. Jeg er træt, og både hovedet og kroppen værker. Men kolonnen med flueben vokser, og det er det værd.
Det lyder velnok godt. Godt og effektivt gået!
Succes-rate-konceptet ville skræmme livet af mig. Men samtidig tror jeg også, at jeg ville ende med at forhandle meget med mig selv og sige “jamen jeg har jo lidt at give af, når jeg nu fik 110 forleden – så er det ok, at det er mindre i dag” (og det ville jeg så gøre hver dag, den lå under forventning – selvom der kun havde været en enkelt dag over…) Og så opløser konceptet jo lidt sig selv
Jammen, nejmmen, det er jeg ikke sikker på at du ville på dette tidspunkt i processen. Efter tre års “der er også en dag i morgen” er der ikke så mange dage tilbage. Nærmere bestemt nøjagtigt fire arbejdsdage med løn, inklusiv i dag. Den hyggelige taloptimisme er efterhånden forduftet, erstattet af noget vi vel kan kalde for realitetssans. 10 procent er ikke 25 procent.
Resultatet af et par dages taloptimisme er på dette stadie at et kapitel ikke bliver færdigt nok efter planen. Det er ikke noget der skal holde mig søvnløs. Shit happens. Men jeg tager det (endelig) alvorligt. Nok er dette ikke et overdådigt koncerthus. Projektstyring er stadig projektstyring.
Når alt det så er sagt, så ved jeg PRÆCIS hvad du mener.
I går var 90 procent. Jeg må hellere komme videre.
En anden tanke, i en anden retning. Min fantastiske tidscoach, Trine, (for hende var jeg nødt til at hyre i efteråret, ellers skulle I bare have set løjer) ville klappe i hænderne af succes-rate-konceptet.
Man kan nemlig se det som et redskab til selverkendelse i forbindelse med planlægning.
Vi er alle sammen nogle forbaskede tidsoptimister (Trines begreb? Jeg tror det). Det er MEGET svært at vurdere hvor lang tid noget tager, og de fleste af os kæmper med at lære at vi ikke kan arbejde otte timer i streg uden pauser hver dag, eller med at erkende at løse opgaver kan tage op mod en tredjedel af vores hverdagstid og at det altså ikke nytter noget at lade som om de ikke findes.
I slutningen af denne her arbejdsperiode er jeg, hvis jeg holder fast i konceptet, måske blevet klogere på hvor realistisk min tidsplanlægning faktisk er. Pt. ok, efter omstændighederne. 80 procent, og jeg har en time tilbage.