Skæbner fra ph.d.-land

A afleverede sin afhandling til tiden, men hun var egentlig færdig med den et par måneder før afleveringsfristen. Den ene side tog lissom den anden.

B skrev en monografi med en del empiri, men besluttede sig sent i forløbet for at skrive afhandlingen helt om, uden empiri. Og gjorde det. Og afleverede.

C sidder lige nu og skriver færdig. Tiden er løbet ud, sådan med et par barselsorlove der gjorde det svært at få momentum igen. Nu kører det på skinner. Et kapitel lukkes om måneden uden at se sig tilbage. Aflevering om et par måneder.

D skrev en afhandling med artikler, en antologi, men besluttede sig for – da afleveringsfristen var overskredet – at skrive hele afhandlingen om til en monografi på tre måneder. Det lykkedes.

E afleverede til tiden, skrev efter tidsplan det sidste år, ikke så meget fikumdik. Den blev lidt for lang, men tidsplanen skulle holdes, så der blev ikke redigeret mere da afleveringsdatoen kom.

F skrev færdig de sidste måneder med ti timers feberhed skrivning om dagen. 100 sider på en måned.

G var et år væk fra projektet for at undervise og udvikle en ny uddannelse. Skrev derefter færdig over en hektisk periode sideløbende med mere planlægning og undervisning, sov nogle gange på kontoret, væk fra sin lille nye familie.

H skrev en antologi, artikel efter artikel i løbet af ph.d.-en, alle publiceret. Afleverede til tiden – hvorfor ikke? Den var jo færdig.

I skrev hele afhandlingen igennem, fik respons på hele skidtet fra tre kolleger, redigerede alle kapitler med en tættekam over et par måneder.

J skrev afhandling og samarbejdede med en organisation samtidig. Skrev vigtigt dokument for organisationen sideløbende med ph.d.’en. Fik drømme-udviklingsjob i organisationen der har bevilliget orlov til at skrive afhandlingen færdig.

K sidder lige nu og kæmper med kapitel 8 og 9. Kom igang med at skrive otte måneder før afleveringsfristen og har skrevet som en gal lige siden. Skrev de fleste kapitler og troede at de næsten var der. Fik respons og lavede det hele om – men det gjorde det nemmere at skrive færdig, ikke sværere. Lukker kapitler med 180 km i timen inden vejlederne bliver belemret med hele molevitten. Plages skiftevis af angst for ikke at være god nok og desperation efter at få det overstået, pyt med konsekvenserne.

Der er lige så mange måder at gøre det på, som der er uddelte stipendier. Kunsten er at finde den vej der er den bedste for en selv. Faktum er at den vej kan man først se når man står og kigger tilbage på landskabet. Og man VIL gå forkert flere gange, på sin egen måde.

Min søn, der ellers lever under visse tv-restriktioner, må sjovt nok se ret mange ting der ellers ville falde for kvalitetskontrollen, når klokken er kvart over seks lørdag morgen. Omtrent på det tidspunkt sendes der noget bras der hedder Skavumserne. Marius er begejstret. Nu går han rundt og råber “Tro på det!” hver gang han skal cykle, lege med Spiderman eller bare er gået i selvsving.

Bras, ja. Men altså: Tro på det!