Vejspærring

Efter 14 dage med sla-dam-dunk lukning af det ene kapitel efter det andet uden de store forhindringer (men en masse små, jo tak!) står jeg nu foran et kæmpe gult skilt der kræver omkørsel.

Det er sådan her:

Kapitel 7 er lækkert og lukket

Kapitel 9 er næsten færdigt, helstøbt i en struktur der ‘holder på’ afsnit som ikke bare kan flyttes, og en struktur som jeg er rigtig glad for.

Kapitel 8. Ja. Det viser sig ved gennemlæsningen, her hvor jeg har planlagt sla-dam-dunk at lukke kapitel 8, at de fleste af de gode pointer er foregrebet i kapitel 7 eller står dødlækkert i kapitel 9. Det tilbageværende er noget juks, stort set.

Nu er jeg jo ikke bange for at slagte tekst. Hvis det skal ud, så skal det ud. Så min første tanke var, juhu, så slipper jeg for at skrive kapitel 8 færdig, det stryger bare lige ud til højre, ud i Afhandling fraklip-dokumentet. Særlig godt var det ikke, det skal guderne vide (Jeg sender en kærlig tanke til min respons-læser, der fornylig sled sig igennem alle de – på det tidspunkt - ekstremt ‘ulækre’ kapitler og klarede at give mig respons uden at fortrække en mine, eller at sende mig ned i kulkælderen. Det var en bedrift af de store, og jeg skylder, er I sindssyge.)

Men så let går det ikke. Det grundlæggende i kapitel 8, det der altså ikke står på en lækrere måde andre steder, er nemlig en af de væsentligste motivationer for hele afhandlingen: Respons er læring af skrivning i organisationen + mit samarbejde med organisationen var kraftstejlemig en genial måde at arbejde med læring af skrivning på (jeg har besluttet mig for at bande noget mere). Det er vigtige sager.

Hvafannengørmanså?

Man skriver det om. Ikke noget sladamdunk her. Det er bare om at være glad for at de andre kapitler var sladamdunk. Kapitel 9 bliver delt i to, fordi den første halvdel i nogen grad var kapitel 8, og den anden halvdel skiftede retning på en måde at det gjorde at man ikke kunne se at den første halvdel var kapitel 8-stof. Det lader sig gøre uden at ødelægge den lækre struktur. (Ja, jeg forstår godt hvad jeg mener). Og man sakser med hård hånd i det eksisterende kapitel 8, der hvor det vitterligt er noget juks.

Det man kan lære af denne historie, er at dette er en almindelig skriveproces-oplevelse. Jeg har oplevet det mange gange før. I denne afhandling er det første gang det sker på kapitelniveau, men det sker hele tiden i brødteksten. Man skriver og skriver udenom pointen – og pludselig opdager man at de firkantede klamamser der minder en om at man skal huske at skrive pointen, er blevet overflødige. Pointen er produceret. Hvis man er heldig, står den flottere end man havde planlagt.

Tro på det!