Ohøj

Så sejler skuden igen. I går fik jeg brev om at afhandlingen er indstillet til forsvar. I samme kuvert lå bedømmelsesudvalgets udtalelse, så det var som det skulle være.

Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. “Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende,” var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen “opfylder stort set alle de formelle krav,” skriver udvalget og fortsætter “(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling” . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling - jeg er ikke kun fornærmet - men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode?

• “Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser.”
• “Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning”
• “Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte”

Og det er - behøver jeg at sige det? - ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

• “Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]“
• “(…) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD’s pointer (…)”
• “Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (…)”

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.