Strategier og sommerfugle
marts 18, 2008 af katrine
Jeg har opdaget hvorfor jeg helst vil bruge min forberedelsestid på at forberede mit svar på bedømmelsesudvalgets kritik. Det er fordi jeg får så ækelt mange sommerfugle i maven lige så snart jeg begynder at arbejde på mit eget oplæg.
Men det skal til. Og det hele hænger jo sammen. Grundlæggende er der to strategier man kan anlægge ved et ph.d.forsvar.
1) Kom bedømmelsesudvalgets kritik i møde i dit oplæg
2) Sig ikke et ord om kritikken i dit oplæg, men træk i stedet kæphestene af stalden
Fordelen ved model 1 er at den i princippet åbner op for en åben, fordomsfri akademisk dialog fordi banen er kridtet op. Ulempen er - for lad os ikke glemme at vi alle er mennesker - at man risikerer at tage bedømmelsesudvalgsmedlemmernes egne omhyggeligt forberedte oplæg på forskud, så de skal finde på nye begavede spørgsmål på stående fod. Hvilket må være omtrent lige så irriterende (læs: ubehageligt) som at skulle svare på uventede begavede spørgsmål på stående fod.
Fordelen ved model 2 er naturligvis at man sikrer sig at man får fyret i hvert fald nogle af sine guldpointer af uden at nogen kan afbryde. De 30 minutter er hellige. Man har også muligheden for at hjælpe de stakkels tilhørere til at få bare en lille smule ud af den efterfølgende højstemte akademiske dialog. Ulempen er, så vidt jeg kan se, at man placerer sig i en forsvarende position. Det er ikke så proaktivt, ville man sige hvis man var til sådan et vokabular. Men bare fordi man ikke bruger sine 30 minutter på modsvar, kan man jo godt have forberedt sig grundigt alligevel.
Jeg var til et fantastisk forsvar i fredags hvor model 2 blev anvendt forbilledligt.
Nå, oplægget kalder. Altså, det gør det faktisk ikke, men jeg må insistere.
Følger dig i tankerne.
Men jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor model 2 skulle være mindre proaktiv end model 1. Jeg ville sige snarere tværtimod.
Model 1 forekommer mig NETOP at være alt andet end proaktiv. Man har ladet bedømmelsesudvalget kridte banen op og forsøger at forsvare sig så godt man kan. Men man risikerer både at bruge for meget tid på noget, der reelt kun var et lille kritikpunkt eller at spørgsmålet reelt besvarer sig selv under oplægget alligevel. Det er fristende og forekommer måske trygt. Men reelt er det farligere, fordi man går sig langt mere sårbar, end hvis man faktisk har haft chancen for at bevise sit værd og præsentere sine guldpointer sammenhængende.
Og det bringer mig så til, hvorfor Model 2 netop er proaktiv. Her får du mulighed for at præsentere det sammenhængende, tillægge det betydning som DU synes er vigtigt i stedet for de ting, bedømmelsesudvalget har valgt at fremhæve og trække røde tråde der måske manglede i selve afhandlingen. Og så skal man ikke glemme at det også gør selve arrangementet langt mere fornøjeligt for alle parter:
Tilhørerne får et indblik i, hvad du har arbejdet med, som du til evig tid bedre kan vende med dem i helt andre sammenhænge.
Bedømmelsesudvalget får nye indsigter i, hvad du havde tænkt dig og hvad du synes, er det mest interessante når alle de akademiske krav er skrællet af. Og diskussionen bagefter kan blive langt mere interessant, fordi de kan målrette deres forberedte spørgsmål undervejs, droppe nogle og finde på andre, hvis inspirationen skulle komme over dem.
Og det er langt sjovere og mere interessant for dig at fokusere på guldpointerne.
Forstå mig ret - jeg har fuld forståelse for, hvis du vælger model 1, fordi den på mange måder er lettere at gå til. Men det må ikke være fordi, du finder model 2 mindre proaktiv. Lad diskussionen være diskussion af afhandlingen styrker og svagheder og akademisk-peer-udveksling, når den er bedst. Men brug oplægget til at sætte dit personlige aftryk.
Kernepunktet er i virkeligheden en uklarhed omkring hvem de egentlige modtagere ved et forsvar er; eller hvad er formålet med forsvaret? Det er ikke en eksamen, for med mindre man gør sig ualmindeligt uheldigt bemærket - for eksempel ved ikke at have et begreb skabt om hvad der står i den afhandling man burde kende i detaljer - kan man ikke dumpe. Måske er det et formidlingsgreb fra universitetets side; en showcase for den forskning der er institutionens eksistensgrundlag (eller burde være det, ahem). Og måske er det en akademisk dialog for fagfæller; et rum hvor vi base jumper fra 56. etage og ser hvor mange kolbøtter vi kan slå mens vi stadig svæver frit - samtidig med at publikum ser på. Den bedste definition jeg har hørt, kom fra en professor i mediestudier. “Ph.d.-forsvaret er jo bare et talkshow,” sagde han mildt. Det er poppet, men ikke helt forkert. Publikum skal på en gang præsenteres for noget nyt, udfordres og også gerne underholdes. Samtidig er akademikerne på direkte. Vi skal have en udbytterig diskussion mens publikum lytter. Og vi - mest kandidaten - skal have mulighed for at præsentere sit nye produkt. Jeg synes ikke at model 1 er reaktiv. Den lægger op til et base jump meget højt oppe fra. Det er meget sjældent man som akademiker har den luksus at få så meget diskussionstid med nogen som har brugt så lang tid på at sætte sig grundigt ind i netop din forskning. Men den glemmer publikum, og risikerer dermed at gøre hele seancen en smule skabagtig, for hvorfor skulle de sidde der hvis ikke de på en eller anden måde havde handlekraft? Handlekraften får de når de får mulighed for at få indsigter og være aktivt lyttende i diskussionen fordi de gennem kandidatens oplæg har fået en mulighed for at høre hvad forskningsprojektet indeholder og dermed også større mulighed for at forstå den efterfølgende diskussion. Og på den måde får forskningen mulighed for at nå længere ud. Bare der er et par publikummer der går hjem med en enkelt aha-oplevelse og tænker “det der forskning, det kan sgu alligevel noget”, taler vi jo om en megasucces!