I dag sagde jeg farvel til mine kolleger, nu tidligere, på min arbejdsplads. De havde sørget for sandwich og et mødelokale med lukket dør så vi kunne spise frokost sammen uden at nogen forstyrrede. Flødeboller fra Summerbird, kaffe og lakridser. Sodavand (så ved man at bølgerne går højt). Gaver: Håndværkeren af Richard Sennett og Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami. Søde ord i kort jeg gemmer inden i bøgerne. Vi snakkede om mit nye arbejde som jeg begynder på på tirsdag i min hjemkommune, wohooo, først i dag er startdatoen faldet på plads. Jeg fortalte: Det bliver tre dage om ugen i syv måneder indtil videre. Vi grinede vidende sammen over direktører der bare er sådan som direktører er, uanset hvad kommunen så hedder.
Krammere og vi ses. Det sidste fortrolige “Hvordan har du det egentlig?”-spørgsmål. Og meget kan man sige om mig, men når følelserne sidder uden på tøjet, som de gjorde i dag, så kan jeg ikke lyve når jeg bliver stillet lige netop det spørgsmål. Men så er det jo godt at man godt på græde på sit arbejde. Bare en lille smule, fordi det var en af de dage hvor isen herude føltes en lille smule tynd.
I bilen tændte jeg for P2. Alt for mange ord på P1, alt for flade popsange på P3 og ikke det store overskud til at rode i albums på telefonen. Og så leverede Danmarks Radio et lille mirakel. Jeg kender Griegs Peer Gynt fordi jeg havde en stædig musiklærer i 5. klasse (som vi var alt for onde ved, hvorfor er det altid sådan?). Og jeg kan vel til nød nynne Champagnegaloppen. Og omtrent der stopper min ikke-viden om klassisk musik, og måske er det derfor jeg holder af at tænde for P2 når tankerne bokser på indersiden af mit kranium. Men ud af radioen, midt på motorvejen, strømmer en fortætning af håb, for det kan simpelthen ikke siges anderledes. Det var en indspilning af The Lark Ascending af Vaughan Williams. Ved jeg nu, for jeg lyttede desperat efter annonceringen da violinen klingede ud. Memorerede. Og sendte en sms til mig selv med stikordene så snart bilen holdt stille. Det er lærken der stiger mod himlen. Jeg har fundet en totalt autentisk optagelse til jer på Youtube. En tåreperser, jeps. Men jeg har jo også altid været en sucker for patos i praksis. Der er nu ikke noget som en god gang strygere tilsat dybe suk og skrå blikke ud mod horisonten (jeps, jeg er en af dem der elskede soundtracket til Den Sidste Mohikaner…).
Dagen i dag gav mig to indsigter. Jeg kommer til at savne dem. Og det kommer til at gå godt.
JA! P2 det er det ,som dur når … nåh ja når man ligesom ikke rigtigt kan få noget andet til at passe.
Med klump i halsen, ønsker jeg dig god (løbe)tur til dit nye job.
Hej Katrine,
Hvor ER det fantastisk for din fremadrettede færd, at du har fået den mulighed, at sige rigtigt farvel til dine kollegaer, uanset hvor hårdt det end må ha’ været!!
Det er SÅ vigtigt, at du har fået sat et seriøst punktum – så du nu kan komme videre.
Hvor virker du dog stærk, på mig:)
Når du nu beskriver digselv som “een der jo også altid har været en sucker for patos i praksis, og elsker soundtracket til Den Sidste Mohikaner…” så hør lige denne;
Kan desværre ikke finde ud af at ligge et direkte link hérind – så du må kopiere, og gå på YouTube.
Melodien er fra den storslåede film “Alexander den Store” – fantastisk historie!!
Kære Katrine – held og lykke i dit nye job, glæder mig til at høre om dine oplevelser ved at starte et nyt sted.
- et sted “hvor man godt på græde på sit arbejde” – ??
Selvom det vel “i bund og grund” handler om, at ha’ det SÅ godt i det pågældende job, at det IKKE bliver nøvendigt… at græde!!!
Kram til diiig
Jonna;)
Hej de damer – og tak. Det er så fedt at skulle i gang med noget nyt, og jeg er ubeskriveligt priviligeret både fordi det er gået så stærkt (netværk-netværk-netværk) og fordi de opgaver jeg skal løse, er spændende og udfordrende. Byudvikling, for at det ikke skal være løgn. Meget cool. Og ikke mindst fordi jeg sidder her lige nu og bakser mit firma på plads så jeg kan løse endnu flere af de opgaver jeg synes er allersjovest, i den resterende tid. Se, det er luksus med luksus på, også selv om det var trist at sige farvel til de kloge søde mennesker jeg plejede at arbejde sammen med.
Jonna, tak for musikken. Lækkert, og ja, skamløst storladent. Det må det godt være! Mht at kunne vende tilbage på sin arbejdsplads og sige farvel, så vil jeg sige at det som alle andre ting af den slags man gruer for, er sådan at det er det der går forud, der er slemt. Formiddagen og køreturen derned var mærkelige. Men så snart jeg var inde af døren – intet problem. Det er jo mennesker jeg holder af og har talt med dag ud og dag ind i efterhånden lang tid. Jeg kan godt blive overmandet af følelser, men det er altså bare folk. Som man snakker med og siger det man mener til. Uanset hvad, er det langt bedre at have gjort det, end ikke at have gjort det.
Mette B: Jeg spæner.