Velkommen med 42,195 kilometer

I går ringede en af mine nye kolleger. Hun  havde fået ansvaret for at “oprette mig i systemet” som det hedder, praktiske ting som at sørge for at jeg får computer, e-mailadresse og adgang til arbejdspladsens it-systemer. Så det talte vi kort om.

 

 

Og så sagde hun: Jeg skal lige høre noget andet. Jeg kan se her på dit CV at du løber. Det gør jeg også. Du skal da være med i den lokale løbeklub, skal du ikke? Det er rigtig hyggeligt.

 

Og så fik vi os en lang telefonsludder om hendes planlagte marathonløb nr. 2, og mit planlagte halvmarathon nr. 1. Om træningspas og intervaller og cocktails i Berlin. Og vi har ikke en gang mødt hinanden i virkeligheden endnu.

 

Så let er det at tage godt imod en ny medarbejder. Damen i telefonen turde række ud og gribe fat i mig selv om hendes ærinde var rent administrativt. Hun vidste noget om mig fra mit CV som hun havde fået fordi min adresse stod på det – og så blev hun nysgerrig og fulgte sin nysgerrighed, bare sådan menneske til menneske. Hun kunne have valgt at tænke: Narj, jeg venter lige og ser hvad hun er for en, hende Katrine. Heldigvis for mig gjorde hun det modsatte og tog løbeskoene på og spænede lige ind i mit hjerte, og blev den første kollega der også var en ægte person, allerede inden jeg er begyndt.

 

Der kan og skal siges meget godt om introduktionsprogrammer, velkomstbuketter og -taler, og ikke mindst den efterhånden obligatoriske fælles morgenmad komplet med basser. Det er brandgodt. Men den personlige forbindelse slår det hele med 42,195 kilometer.