Så er jeg begyndt på mit nye projekt her i min hjemkommune. Jeg har kontrakt på tre dage om ugen de næste syv måneder og skal arbejde med at skabe de gode fortællinger om et stort nyt udviklingsprojekt i bymidten der strækker sig over de næste fem-syv år. Lige nu er projektet på tegnebrættet – min opgave er at kommunikere til brugere, borgere og hele interessentrækken hvad det går ud på, hvorfor det er fedt, hvorfor det er nødvendigt. Og at give til politikere og medarbejdere en god forståelse af detaljerne i projektet så de kan stå inde for det, tage gode beslutninger og forklare det når de bliver spurgt.
Det er en fantastisk strategisk kommunikationsopgave. Helt umulig i den forstand at man aldrig kan undgå at nogen bliver sure når man laver om på det de er vant til. Men utrolig spændende fordi der er så god en fortælling at arbejde med, nemlig hvordan en by kan være det den er og var, og samtidig gå fremtiden i møde.
Og så har jeg den store fornøjelse at skulle arbejde sammen med de mest spændende folk. Arkitekter, byplanlæggere, projektledere, institutionsledere, rektor for gymnasiet og forstanderen for VUC, direktører på tværs af kommunen. Bare det at sidde på kontor med de søde arkitekter med tegninger hængende overalt. Det holder.
Den triste historie er også her: To medarbejdere er gået på pension i forbindelse med besparelserne, og en er blevet afskediget og forlader sit job til sommer, men kommer samvittighedsfuldt hver dag og løser sine opgaver. Vi har hilst på hinanden. Snakket om hvordan det føles, og at det er mærkeligt at jeg pludselig dukker op når hun er blevet fyret, selv om vi laver helt forskellige ting. Hun er ked af det. Jeg kan mærke det helt ned i maven og bøjer mig i støvet for at hun er stolt og modig og ser mig lige i øjnene. Den er hård.
De sidste to dage om ugen bygger jeg en freelanceforretning op. Det er fandme svære tider at gøre det i, og banken er lidt stramme i betrækket, men nu giver jeg den nogle måneder, og så må vi se. Så nu har jeg faktisk ikke tid mere, for i dag er freelance-dag, og jeg er ved at bygge min nye blog op et andet sted. Mere om det senere.
Hej Katrine
Thumbs up for din ærlighed og din tænkeskrivning. Havde glemt dig lidt, men blev glad (underligt nok) og inspireret (ja, også det) af at vende tilbage til dig.
Kh Lene
Hej søde Lene og tak. Glad er godt.
/K
Nettopp funnet denne bloggen. du flytte da? Jeg skal sjekke din andre siden, men vil legge til en kommentar her också.Du skrive godt og ærlig. det som jag liker.fortsättt lykke.