Jeg har lært afsindig meget i de seneste uger, og den bedste hjælp man kan få i forberedelsen til sit ph.d.-forsvar, er fra sine kolleger. Andre ph.d.-studerende og dem der allerede har fået de flotte bogstaver. Dem jeg kender, er fantastiske. Stort set alt det der står nedenfor, stammer fra dem. Det virkede, og de gode råd fortjener at blive videregivet.

Hold generalprøve og øv dig

Hav dit oplæg klar i god tid, uanset om det er fuld tekst eller fra stikord, og hold så en generalprøve, helst hos en der selv har været igennem et forsvar. Hav også dine slides med, så det er helheden der bliver vurderet. Du skal holde det i plenum alligevel, så selv om de første minutter er lidt mærkelige, er det en ideel lejlighed for at høre om du kan tage ordene i din mund, om dine slides understøtter pointerne, om du gør dig selv retfærdighed. Der bliver helt sikkert et redigeringsarbejde bagefter, men så kommer skidtet godt på plads. Og så skal du køre oplægget igennem flere gange inden du skal på. Det har flere fordele. For det første får du hver eneste gang luget ud i nogle af de ting der er så svære at tage i munden: verbalsubstantiver, abstraktioner, skriftlig syntaks. For det andet giver det lidt mere ro i maven til premieren.

Gør det helt klart hvad der er dine bidrag til forskningen

Den her er svær for mange af os som har lært at vi helst skal sætte vores lys under en skæppe. Men det skal vi ikke. Som en af mine uundværlige uofficielle vejledere gjorde mig opmærksom på, er det faktisk formålet med ph.d.-forsvaret at kandidaten fortæller hvad hendes eller hans bidrag til forskningen er. For mig indebar det, at jeg gjorde det tydeligt hvad af det jeg sagde i mit oplæg, der var taget fra den eksisterende forskning (og det er jo helt legitimt!) - men ikke mindst hvad jeg er den første eller næsten første, eller første i Skandinavien, til at mene noget om. Det indebar at jeg rigtig mange gange i løbet af mit oplæg sagde ting som: “Efter min mening er afhandlingens væsentligste bidrag til den eksisterende forskning bla bla…” Jeg havde hårdt brug for generalprøven for at sparke mig derhen!

Brug tid på dine slides

De må gerne være enkle i layout. Men de skal understøtte pointerne og fungere som en lyttehjælp til publikum der skal lytte i stive 30 minutter på et oplæg der alt andet lige er på et højt fagligt niveau. Skriv dine pointer i overskrifterne, hvis det giver mening. Sæt dine slides ind i dit manuskript så du ikke skal kigge op på skærmen for at huske hvad der står på dem. Tænk over om du kan sætte ting ind i skemaer eller temaer der kan give et overblik. Lav et sidste, hvidt slide, så du kan klikke videre til det når oplægget er slut og snakken begynder. Så lander du ikke tilbage i Power Points slideoversigt ved sidste klik.

Forbered et skema til kritikken

Opret et simpelt skema med to kolonner. Skriv bedømmelsesudvalgets kritikpunkter ind i den ene kolonne, og dine egne svar i den anden. Brug skemaet som en tænkeskrivning. Skriv løs i din egen kolonne og find frem til de bedste argumenter. Opret så en tredje kolonne og skriv de bedste svar ind i kortform. Herfra kan du så lave en oversigt på et enkelt ark papir, fx et endnu kortere skema, en mindmap eller bare en simpel liste.

Dit bedste svar: Hvad har jeg gjort

Dit bedømmelsesudvalg vil helt sikkert have en masse gode ideer til hvad du burde have gjort, hvilke teorier du burde have inddraget, hvilke opfattelser du burde have nuanceret. Men forsvaret er ikke en eksamen hvor du skal vise at du har magtet at læse op på alle de nye referencer. Du skal fortælle hvad dit arbejde har handlet om og hvorfor du har truffet dine valg som du har. Så når spørgsmålet lyder: Hvordan sætter du socialkonstruktivismen i forbindelse med situeret læring? Svarer du: “Det er sørme et svært spørgsmål som jeg måske ikke er den rette at svare på. Jeg valgte socialkonstruktivismen som en kontrast til organisationens positivistiske opfattelse af skrivning som er bla bla bla. Det var den optik jeg havde brug for, og det er sådan jeg har brugt teorien.”

En anden god grund til at det er en god strategi, er at opponenterne faktisk ofte stiller spørgsmål som man allerede har svaret helt eller delvist på i afhandlingen. Hvad end det er fordi at det for selv de bedste af os er svært at huske alle detaljer i 300+ sider, eller fordi de vil høre dig sige det igen og få en diskussion i gang om noget der er vigtigt, er det en gylden chance for at skære dine resultater ud i pap både for opponenterne og publikum. Gå ikke glip af den ved at tænke at de nok synes at det du har skrevet i afhandlingen er helt forkert, så nu skal du finde på et nyt svar!

Svar simpelt og kort

Ja, det er et ph.d.-forsvar. Men hverken tilskuerne eller opponenterne er så godt inde i stoffet som du. Start med at give det simple, klare, og for dig FULDSTÆNDIG INDLYSENDE svar. Det er ikke nødvendigvis indlysende for alle de andre i salen, og de vil gerne høre det! Diskussionen kan gå videre herfra på et solidt grundlag som du, og ikke opponenten, har defineret. Det er fristende at svare langt. Så går der tid med det, og derfor tid til færre spørgsmål. Og nogle spørgsmål har det med at lyde som om de er trickspørgsmål som får en til at tænke at man skal komme op med noget helt nyt som man slet ikke har forberedt. Det er da også fedt at nå derhen og få en nuanceret dialog med en interesseret kollega - men start med fundamentet, og gør det kort hvis du kan.

Spark til hjørne

Noget af den kritik du får, kan og skal sparkes til hjørne uden klynk og fortrydelse.  Det er legalt at tilbagevise en opponents ønske om at du inddrager X-teori med begrundelsen at du har holdt dit forskningsprojekt inden for det felt som du kender bedst, nemlig Y-teori. På samme måde er det tilladt at sige: “Ja, det havde ganske rigtig været godt, men da jeg blev klar over det, tillod tiden ikke at jeg udforskede den vinkel.” Og du kan referere til forskningsprocessen, der ofte nødvendiggør bestemte greb der udelukker andre, eller flytter fokus et andet sted hen. Jeg blev for eksempel i udtalelsen kritiseret for at kalde mig organisationsforsker, men ikke at bruge opdateret organisationsteori. Her havde jeg forberedt et svar (godt hjulpet af en klog antropolog!) der hed: “Positionen som organisationsforsker var en rolle som jeg var nødt til at tage på mig for at flytte den retoriske forskning hen i et andet felt. Nu er jeg tilbage i retorikken, og det er naturligvis her jeg skal være. Fantastiske teorier om organisationer i øvrigt - hvor VILLE det bare være spændende at tage deres vinkler op i et projekt som mit. Det må være næste gang.” De spurgte mig ikke.

Og det bløde

Tænk lidt over hvad der vil gøre de sidste timer inden forsvaret, til nogle gode timer for dig. Jeg sørgede for at være alene hjemme og havde så god tid at jeg kunne have kikset håropsætningen tre gange uden panik. Og der var tid både til lidt zen og fuld volumen på anlægget. Det var godt givet ud, selv om jeg skulle rive mig selv fra 24. gennemlæsning af mine noter. Aftenen før var jeg igennem alle de ting jeg skulle have med i tasken, og jeg tjekkede mit slideshow fem gange ved samme lejlighed. Så sov jeg godt. På dagen var jeg så heldig at en god veninde havde tid og lyst til at køre mig ud til universitetet - hvilket hun tog som en opfordring til forkælelse, så der var sushi, grøn te og friske jordbær som vi sad på bordet i auditoriet og spiste. Festen var allerede begyndt. Jeg glemmer det aldrig. Og sidst, men ikke mindst: Der kan være en masse konventioner for hvad for en slags fest man bør holde i sådan en anledning. Blæs på dem. Hold den fest som DU har lyst til. Det er dig der skal fejres!

Jeg forsvarede i fredags! Woo-hooo!

Min fuck-jer blazerjakke var gennemsvedt, og dem der sad tæt på, fortalte at jeg havde røde pletter på halsen på et tidspunkt (gætter selv på at det var omtrent da formanden for bedømmelsesudvalget blev VED med at bore i afhandlingens socialkonstruktivistiske grundlag), og mit mellemgulv blev først afspændt igen henad klokken 22 - men faktisk gik det rigtig godt.

Det var nervepirrende, men fedt at stå der. Der var spørgsmål jeg ikke kunne svare på - men det gjorde ikke noget. Jeg fik nye ideer. Jeg fik feedback fra kolleger jeg respekterer - i plenum. Min familie så min faglige persona for første gang.

Vi holdt fest bagefter, og jeg fik fantastiske gaver - masser af bling og kærlighed. Jeg gav den fuld gas - og havde de ondeste tømmermænd dagen efter.

Det var bare, ja, dejligt.

Jeg har opdaget hvorfor jeg helst vil bruge min forberedelsestid på at forberede mit svar på bedømmelsesudvalgets kritik. Det er fordi jeg får så ækelt mange sommerfugle i maven lige så snart jeg begynder at arbejde på mit eget oplæg.

Men det skal til. Og det hele hænger jo sammen. Grundlæggende er der to strategier man kan anlægge ved et ph.d.forsvar.

1) Kom bedømmelsesudvalgets kritik i møde i dit oplæg
2) Sig ikke et ord om kritikken i dit oplæg, men træk i stedet kæphestene af stalden

Fordelen ved model 1 er at den i princippet åbner op for en åben, fordomsfri akademisk dialog fordi banen er kridtet op. Ulempen er - for lad os ikke glemme at vi alle er mennesker - at man risikerer at tage bedømmelsesudvalgsmedlemmernes egne omhyggeligt forberedte oplæg på forskud, så de skal finde på nye begavede spørgsmål på stående fod. Hvilket må være omtrent lige så irriterende (læs: ubehageligt) som at skulle svare på uventede begavede spørgsmål på stående fod.

Fordelen ved model 2 er naturligvis at man sikrer sig at man får fyret i hvert fald nogle af sine guldpointer af uden at nogen kan afbryde. De 30 minutter er hellige. Man har også muligheden for at hjælpe de stakkels tilhørere til at få bare en lille smule ud af den efterfølgende højstemte akademiske dialog. Ulempen er, så vidt jeg kan se, at man placerer sig i en forsvarende position. Det er ikke så proaktivt, ville man sige hvis man var til sådan et vokabular. Men bare fordi man ikke bruger sine 30 minutter på modsvar, kan man jo godt have forberedt sig grundigt alligevel.

Jeg var til et fantastisk forsvar i fredags hvor model 2 blev anvendt forbilledligt.

Nå, oplægget kalder. Altså, det gør det faktisk ikke, men jeg må insistere.

Så sidder jeg her og skal styre skuden igen. Min sidste sammensparede ferie i dette ferieår går på forsvarsforberedelse. Der er 11 dage til, hvis jeg tæller i dag med. Fratrukket en enkelt fridag (påskemandag) og en uaflyselig arbejdsdag (onsdag), bliver det til ni arbejdsdage.Her til formiddag har jeg fået overblik over hvad der skal nås, lavet et skema over temaerne i bedømmelsesudvalgets kritikpunkter og brainstormet på mine første, umiddelbare svar (”Klo er en klaptorsk, en klaptorsk,  en klaptorsk”. Nej, det går vist ikke). Og så er jeg gået i gang med at læse. Afhandlingen altså. Det er lissom ved at være fem måneder siden jeg sidst havde et intimt forhold til den.Men jeg vil ikke have sex med min afhandling. Bare lære den lidt bedre at kende. Måske skal vi bare være venner, nu efter at vi har holdt en pause.Så har jeg aftalt generalprøve med en god kritiker. Ladet to kander the blive kolde. Og har ringet op i børnehaven for at sige at jeg nok fejlbedømte vejret da jeg i morges vurderede at det forlængst må være slut med vanter og - gru! mit moderskab har fejlet - elefanthuer. Jeg håber at de blå læber har fortonet sig på barnet når jeg henter ham ved bussen i dag. 

Nå ja. Fredag d. 28. marts kl. 13-16. I kan nok regne med at jeg er lidt grå i hovedet. Men bagefter er der vin, jeps!

Så sejler skuden igen. I går fik jeg brev om at afhandlingen er indstillet til forsvar. I samme kuvert lå bedømmelsesudvalgets udtalelse, så det var som det skulle være.

Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. “Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende,” var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen “opfylder stort set alle de formelle krav,” skriver udvalget og fortsætter “(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling” . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling - jeg er ikke kun fornærmet - men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode?

• “Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser.”
• “Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning”
• “Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte”

Og det er - behøver jeg at sige det? - ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

• “Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]“
• “(…) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD’s pointer (…)”
• “Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (…)”

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.

… det har bare været en hård start på livet efter skriveriet. Jeg begyndte på mit nye job 14 dage efter afleveringen, sideløbende med at jeg stod for en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet. Så sad jeg en aften da det lige var slut, og pustede ud og tænkte, nu skal jeg have et almindeligt morgen til eftermiddag-job som alle andre, men først skal jeg lige lege lidt ved computeren. Så tjekkede jeg min universitetsmail og så at bedømmelsesudvalget havde rekvireret alt mit materiale. Lydfiler og transskriptioner.

Så hylede jeg. Og tænkte at nu afviser de den. Så fik jeg krisehjælp af kloge folk med forstand på etnografi. Så tog jeg mig sammen. Så knoklede jeg om natten i en rum tid (har fuldtidsjob, I ved, og der var lissom 150 siders transskription der skulle anonymiseres). Afleverede det. Uindbundet og uceremonielt.

Så snakkede jeg i telefon et par aftener med alle dem jeg havde forsømt i nu omtrent tre måneder. Så så jeg dårligt fjernsyn.

Og så var det jul.

Jeg får stadig kriller i maven ved tanken om forsvaret (eller rettere, det bliver værre uge for uge), og på dårlige dage tænker jeg stadig at den jo helt stenbombesikkert bliver afvist. Meeen. Mon ikke det går?

Lige nu øver jeg mig bare i at have et almindeligt morgen til eftermiddag-job. Det er der meget at fortælle om, men det bliver ikke lige nu.

Jeg havde planlagt at blogge helt vildt, men i stedet har jeg, tja, dimset og småarbejdet. Hygget mig, I ved. Så for lissom at bøde på forsømmelsen kommer her smutvejen til afhandlingen, der hedder Lærende skribenter. Læring gennem respons i organisationens kollaborative skrivning. Så er der noget at gå i gang med. Hvem gider osse at se Forbrydelsen eller valgkamp, spise lakridser og strikke uldsokker? Næ, seriøst tanketrilleri, det er det vi vil ha!

På stuegulvet mellem legetøj og krummer ligger Lærende skribenter. Læring gennem respons i organisationens kollaborative skrivning. Og når man ser bort fra snotklumpen i mit hoved, flimrer jeg rundt som en lille fjer, så lettet er jeg. Det er skønt. Tak for opbakningen - det betyder meget mere end I aner. Jeg vender tilbage og fortæller mere lige om et par dage, når jeg har holdt efterårsferie, set Lille Nørd hundrede gange og bagt kanelsnegle.

10. oktober 2007, kl. 09:29

Afhandling færdigskrevet. Punktum sat.

Øvrige opgaver

• Find på titel, ahem 
• Få endelig godkendelse fra samarbejdsorganisation
• Køb snotpapir, hostesaft, urtemedicin, næsespray
• Tjek regler for aflevering
• Skriv abstract
• Skriv resumé
• Tjek College English reference
• Skriv 2x Doheny-Farina på littliste og sæt Lave før Levin
• Overvej evt. gennemførelse af sidste-øjebliks-kommentar til konklusion fra medvejleder. I forlængelse heraf: Bevar roen.
• Tjek farveprint - hvor?
• Gennemfør korrektur
• Afklar forsideillustration
• 2. korrektur: Fjern horeunger
• Skriv drivende sentimentalt forord
• Udskriv
• Indbind
• Aflever Hep hey!!
• Bliv beruset