Hokus pokus - jeg er (for fanden ikke hele tiden) i fokus

Jeg har været så fikseret på min egen navle (den er pæn, det er den altså) at jeg har glemt at bringe en vigtig nyhed og udbringe en champagneskål af de største:

Min kollega, langtidsstudielidelsesfælle og uundværlige sparringspartner Elisabeth Hoff-Clausen afleverede sin afhandling for fjorten dage siden. KÆMPEHURRA!

Den har været et par titler igennem så jeg kan ikke liiige gengive hvad det endte med. Men den handler om online ethos, altså troværdighed på internettet, og efter alt hvad jeg ved (vi har ikke haft det store mod på at læse hinandens afhandlinger, hvilket vores omgivende - og i høj grad fælles - netværk har måttet lide under, for så måtte de jo holde for) er den fabelagtig god! Læs den før din nabo!

Korrektur og rumkapsler

Nu ligger korrekturudskriften her på bordet og klar til at blive afleveret. Med et fint lille brev forrest hvor jeg skriver til Korrekturlæserkammerat at hun ikke skal spilde tid på rettelser i kapitel 1, for det skal vist nok skrives om.

OK, jeg ved jo godt at når man skubber et bjerg foran sig bliver det på et eller andet tidspunkt hurtigere at løbe uden om end at bestige det. Men altså. Afhandlingen kan ikke afleveres med en ufærdig litteraturliste eller halve sætninger. Men den kan til nød afleveres med det eksisterende kapitel 1. Det er et spørgsmål om at prioritere sin tid. Og jeg satser stadig på at jeg når at bikse det forbaskede kapitel mens korrekturen er undervejs.

Så her er et kollektivt delmål: De af jer som jeg er på fornavn med og for hvem dette kunne være en relevant oplysning (I ved nok hvem I er): I kan godt sætte næste fredag aften af til rødvin og snacks. Fuck kulturnatten. Så kan I jo ved samme lejlighed se den lejlighed som I af relaterede årsager ikke er blevet inviteret til housewarming for, selv om vi snart har boet der i et halvt år.

Eller sagt med andre ord. Nu er den dag endelig kommet hvor jeg tør tro på en afleveringsdato. I næste uge.

Hvordan jeg har det? Fuld af febrilsk, nervøs energi, hektisk og listefikseret (”har jeg tjekket det, og det, og det?”), underudhvilet og lysfølsom i min egen parallelverden. Når jeg cykler over min elskede Langebro føles det som om jeg svæver i en rumkapsel, sendt herned af kaptajn Spock for at observere de mærkelige mennesker på Planet Earth. Og på trods af jeg nogenlunde rationelt kan se at afhandlingen er færdig eller i hvert fald færdig nok, er mavefornemmelsen at den er helt rå og skeletagtig stadigvæk. Jeg er på en gang helt ude af stand til at læse hvad der står på siderne; og hyperbevidst om alle de huller der helt sikkert er i den; og også om alle dem der nok bare findes i min fantasi.

Og mere mærkeligt er det heller ikke. Nu går jeg ned i Studentercentret og sætter en spiralryg i min egen kopi. Altså den jeg skal bruge som reference når jeg skriver kapitel 1 om på mandag.

Stay tuned

Ti, ni, otte, syv….

Jeg ved at I følger med. Men jeg har været en uge i sommerhus for at få sand i ørerne og lirke mig ud af det røde felt igen.

Nu skal afhandlingen nørkles færdig.  Jeg er ved at læse hele teksten igennem og markere de sidste rettelser. Det ser fint ud, synes jeg. Det ville som sagt være vældig godt med en revidering af kapitel 1. Og et af teorikapitlerne kunne også have glæde af en overhaling, men det fungerer nogenlunde som det er. Hele næste uge kommer til at gå med at bakse mig igennem siderne og få styr på de sidste formaliteter. Så har jeg Danmarks bedste korrekturlæser siddende parat. Hun får det efter planen på fredag. Og så får jeg det tilbage i klumper så jeg kan gennemføre korrekturen. Så er der også liige et abstract, det bliver nok noget med de sene nattetimer.

Og så har jeg faktisk en konklusion som ingen andre end jeg selv har læst. Det giver lidt ondt i maven. Der er nemlig en model i den. Hvem sagde anvendelsesorienteret? Hm. Den skal jeg lige holde weekend på. Måske trækker jeg vejlederkortet. Min bivejleder har konklusionen liggende, men har gode grunde til ikke at kunne læse det. Så er der jo kun en tilbage. Midt i semesterstart. Det skal jeg nok gøre mig populær på.

Well, lokalpolitikken er onduleret - nu venter vi på hvad instituttet må bringe os af ændrede lokaleplaner. Som ikke kommer til at berøre mig. Jeg har fået job uden for universitetet. I en større organisation hvor jeg hvis alt går vel, kan arbejde videre med den praksislæring af kommunikation som jeg har forsket i og mener en hel del om i en større tekst hvis proces I efterhånden er nært bekendt med. Det er superdeluper. Der er et liv efter en ph.d.

Men jeg er ikke færdig her. Kun lige begyndt. I’ll keep you posted om de sidste afhandlingskrampetrækninger. Og derefter om alt det andet skriveri.

En uge i lokalpolitikkens tegn

Jeg skylder en opdatering.

• I mandags kopierede jeg omtrent 1.500 sider, satte dem i spiralryg og sendte dem afsted til mine samarbejdspartnere i den organisation jeg har lavet feltarbejde i. Delmål nået! Hurra for mig! Nu venter jeg på at høre dem, mens jeg skal lave de sidste rettelser der ingen betydning har for dem. Nå ja, jeg vil også gerne liige skrive kapitel 1 om, men det går nok.
• I tirsdags forsvandt min dag i en lang personalefrokost om tilrettelæggelse af en ny kandidatuddannelse og ophedede gangdiskussioner om en ny lokaleplan på instituttet der vil putte de ph.d.-studerende og post doc’erne i storrumskontorer (5-10 personer i hvert lokale).
• I onsdags holdt jeg fri og spiste sushi.
• I torsdags deltog jeg i to møder om ph.d.-politik, herunder en såkaldt ‘drøftelse’ af føromtalte lokaleplan. Jeg må blogge om det for sig, for min harme er kolossal og denne post risikerer at ekslodere.
• I fredags skrev jeg sammen med en ph.d.-kollega på et notat der skal overbevise institutledelsen om at lokaleplanen [tilkæmpet ro] må og skal droppes. Vi har ovenikøbet et smukt og godt alternativ der frigører en masse kvadratmeter og giver bedre tværfaglighed - vupti!

Så. Min uge gik faktisk i det store og hele op i lokalpolitik. Er det godt? Mange af mine ph.d.-kolleger er væsentligt bedre til at sidde på deres hænder end mig. Jeg har aldrig været ret god til at sidde på mine hænder. Og det er et mærkeligt tidspunkt at bruge tid på noget andet på.

Men det er godt. For det første fordi det er så hamrende vigtigt. Jeg har før skrevet om holdningen til ph.d.-studerende (og nu også  post doc’ere) her. Bortset fra at jeg snart fylder 35 og ikke længere vil finde mig i at blive behandlet som om jeg ikke eksisterer, har jeg jo opdaget at jeg faktisk elsker universitetet. Og den praksispolitik som udføres her hvor jeg er, er på det nærmeste selvmorderisk. Man er i færd med at sabotere de unge forskeres mulighed for at lave god forskning; i færd med at reproducere celle-kulturen hvor det fineste er at sidde i enmandskontorer (alle fastansatte tildeles naturligvis et enmandskontor i udkastet til lokaleplanen); og allerværst: i færd med at cementere et hierarki som 68-generationen kæmpede for at gøre op med, hvor fastansatte er i øverste kaste og vi andre flere hakker nede, nedenunder det administrative personale og de studerende. Jeg siger ikke at vi burde være i kaste nr. 2, jeg siger at organisationen universitetet skal gøre op med kastesystemet hurtigere end Helge Sander kan sige øf.

 Nå, nu eksploderede jeg alligevel. You know, det er VIGTIGT!

Den anden grund til at det er godt, er at jeg faktisk har følt det som en ferie fra min afhandling. Jeg har slet ikke tænkt på den hele ugen. Nu er jeg klar til at give den fuld skrue igen. Altså, når vi lige er blevet færdige med det der notat.

Så langt så godt

Hør lige det her: Min voodoo-dukke (se ovenfor) er blevet stjålet. Måske nogen har taget den med til et bedre og kærligere hjem. Måske var de bare fulde, og min dukke har været med på tur og er endt i en rendesten et sted (sandsynligheden er stor - det er lørdag morgen, og gangene lugter en lille smule af fest). Måske bad den om at blive hjulpet væk fra KUA. Jeg ved det ikke. Den var her i går, den er her ikke i dag. Jeg vælger at se det stærkt opmuntrende i at der er blevet festet her på gangene nederst i fødekæden.

Bortset fra det:

• Konklusionen er færdig. På overfladen. Jeg tror nok at den liiige skal kvalitetstestes hos en eller to officielle og uofficielle vejledere.
• Kapitel 1 findes i en færdig, men ikke særlig skarp version. Og i en bedre, men indtil videre imaginær version.
• Kapitlerne imellem er færdige, pånær kapitel 3 der trænger til en opdatering omtrent på side 55 og et par sider frem.
• Og så er der alt det løse: Bilag, dillioner af smårettelser og formuleringsfedteri, krydsreferencer og konsekvensrettelser (som i: Jeg laver et begreb om i kapitel 9, så nu tilbage til kapitel 1-8 og rette det igennem). Og korrektur, ej at forglemme.

I dag skal jeg lappe alle de småting jeg kan nå + lave en grov oversigt over bilag, så jeg på mandag kan udskrive og sende syv eksemplarer til den organisation hvor jeg har lavet projektet. De skal læse og rette i fakta og vigtigst: godkende.

Jeg er glad, men også en lille smule bedøvet. Og der er stadig lang vej igen. Det er ikke bare krukkeri: Kapitel 1 har vist sig at være en rigtig vampyr der suger mit blod og for helvede ikke vil sparkes på plads. Med konklusionen nogenlunde på plads er jeg dog lidt mere optimistisk.

Alt det her er en smule kedeligt og egentligt den slags bloggeri jeg bryder mig mindst om: Vil du se min smukke navle? Well, det er ikke fordi I er uvant med det her på denne plads, ahem, og jeg vil bare sikre mig at jeg ikke glemmer at denne her dag også var en del af processen. Og nu i gang.

Heureka

!

Jeg tror at jeg har fundet ud af hvad min konklusion er. Det er vel heller ikke for tidligt, her ugen inden fælden klapper i.

Men jeg kan ikke sige så meget om det [sammenknebne læber]. If I tell you, I would have to kill you.

Eller rettere: Det er et møjsommeligt opstablet korthus. Og efteråret suser allerede udenfor. Jeg må se om det arter sig, om jeg kan få cementeret lortet inden tanken bliver pustet omkuld. For nu at blande metaforerne ret så grundigt.

Bis später…

Nedtælling

Jeg følger jo med på din blog. Det er der to mennesker der har sagt til mig i dag.

Og selv om jeg dårligt ved hvad måned det er (og i øvrigt har haft det samme par bukser på i snart 14 dage, jeg kan ikke finde på andet, men de bliver dog vasket med mellemrum), kan jeg dog godt komme med en opdatering. Så der er noget at følge med i.

• Afhandlingen skal være færdig og sendes til den organisation hvor jeg har lavet min empiri, mandag d. 10. september. Det giver, inklusiv i dag, 7½ arbejdsdag.
• Organisationen har en måned til at læse den.
• I den måned ordner jeg formalia (referencer, bilag, korrektur, dippedut og dimmelum). Og holder en lille smule hårdt tiltrængt ferie.
• 7½ dag + 10. september + en måned + formalia + ferie = cirka 10. oktober.

Så. Nu har jeg sagt det. Råd nr. 4 i Dr. Kasparis fem gode råd mod overspringshandlinger (se også om yndlingsord som for eksempel procrastination hos Nadja) er:

4. Advertise and share the pain. Sometimes it’s peer pressure that can work for you…

Hvad laver en post doc?

Til dig der kom herind via disse søgeord: Fortæl os hvad du fandt derude! Jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe - men jeg kender mange der leder lissom dig. Lad os dele!

Hvad jeg ved om min egen skriveproces

… det tager mig omtrent 10 minutter, ofte mere, sjældent mindre, at ’komme ind i’ et udkast jeg arbejder på. Og først efter 20-30 minutter arbejder jeg intenst og har tekstens idé præsent, lige i fingerspidserne.

 

… jeg skriver vidensproducerende. Eller omvendt: hvis ikke jeg kunne skrive, ville mine tanker ikke have en chance. De ville forblive flyvske og idealistiske, usammenhængende og svage. Jeg skriver min viden frem. Jeg lærer noget når jeg skriver, og jeg skriver mig frem til argumenter.

 

… jeg når næsten altid, både på korte og lange tekster, til en fase af dyb frustration. Jeg-har-ikke-noget-at-sige-fasen. Jeg mister overblikket.

 

… jeg er nødt til at skrive, ellers kan jeg ikke skrive. Jeg har utrolig vanskeligt ved at fokusere, ved at planlægge en tekst. Jeg må lade den skrive sig selv frem. Jeg kan ikke rumme en tekst i hovedet før den har materialiseret sig og har nået en kritisk masse.

 

… på et tidspunkt når jeg en form for ligegyldighed der sætter mig i stand til bare at skrive rent mundtligt. Bare jeg genererer sider, er jeg ligeglad. Det har ofte været min redning.

 

… når teksten er svær og skal laves om, går jeg rundt om den med knuder i maven, læser udskrift og springer frem og tilbage i dokumentet på skærmen, taler med mig selv og kan ikke komme i lag med teksten. Indtil jeg tager mig sammen og skriver. Så er det en enorm lettelse at få skrevet de første sætninger, også når de – som oftest – alene er opvarmning.

 

… jeg skriver mig ofte ind på et emne gennem dets modsætning eller negation. Forstået således at jeg begynder med at definere noget ved at skrive hvad det ikke er. Det betyder at jeg ofte skriver et afsnit meget hurtigt, men så må rykke tilbage, op til den indledende sætning og føre den videre, fordi det jeg skrev til at begynde med, var negationen.

Fest, farver og skriveeksil

Jeg har massepostet her til morgen. Det er for at dulme risikoen for abstinenser. Nu har jeg nemlig to vigtige meddelelser:

1. I dag er min sidste dag som lønnet ph.d.-stipendiat, og jeg har besluttet mig for at det skal FEJRES! Champagnepropperne frem - tre år på stipendium (+ en orlov, man skal vel gøre sit for samfundet) er vel overstået! Hurra for mig!
2. I aften tager en afhandlingsskrivende veninde og jeg i sommerhus i det nordsjællandske for at forsvinde helt ind i skriveboblen i fire dage. Når vi lukker ned for de bærbare på fredag sidst på eftermiddagen, er det med succes i maven fordi nåede det vi kom for. Ja, det er så.

Vi skrives ved derefter. Ha det godt så længe.

Update: Det hedder vel strengt taget “champagneflaskerne frem og propperne op”. Eller noget i den dur. Ivedhvadjegmener.