Ny blog lige her

Jeg har bygget et nyt site op her: http://katrinedahlclement.wordpress.com. Håber I ka li det.

Nyt job

Så er jeg begyndt på mit nye projekt her i min hjemkommune. Jeg har kontrakt på tre dage om ugen de næste syv måneder og skal arbejde med at skabe de gode fortællinger om et stort nyt udviklingsprojekt i bymidten der strækker sig over de næste fem-syv år. Lige nu er projektet på tegnebrættet – min opgave er at kommunikere til brugere, borgere og hele interessentrækken hvad det går ud på, hvorfor det er fedt, hvorfor det er nødvendigt. Og at give til politikere og medarbejdere en god forståelse af detaljerne i projektet så de kan stå inde for det, tage gode beslutninger og forklare det når de bliver spurgt.

Det er en fantastisk strategisk kommunikationsopgave. Helt umulig i den forstand at man aldrig kan undgå at nogen bliver sure når man laver om på det de er vant til. Men utrolig spændende fordi der er så god en fortælling at arbejde med, nemlig hvordan en by kan være det den er og var, og samtidig gå fremtiden i møde.

Og så har jeg den store fornøjelse at skulle arbejde sammen med de mest spændende folk. Arkitekter, byplanlæggere, projektledere, institutionsledere, rektor for gymnasiet og forstanderen for VUC, direktører på tværs af kommunen. Bare det at sidde på kontor med de søde arkitekter med tegninger hængende overalt. Det holder.

Den triste historie er også her: To medarbejdere er gået på pension i forbindelse med besparelserne, og en er blevet afskediget og forlader sit job til sommer, men kommer samvittighedsfuldt hver dag og løser sine opgaver. Vi har hilst på hinanden. Snakket om hvordan det føles, og at det er mærkeligt at jeg pludselig dukker op når hun er blevet fyret, selv om vi laver helt forskellige ting. Hun er ked af det. Jeg kan mærke det helt ned i maven og bøjer mig i støvet for at hun er stolt og modig og ser mig lige i øjnene. Den er hård.

De sidste to dage om ugen bygger jeg en freelanceforretning op. Det er fandme svære tider at gøre det i, og banken er lidt stramme i betrækket, men nu giver jeg den nogle måneder, og så må vi se. Så nu har jeg faktisk ikke tid mere, for i dag er freelance-dag, og jeg er ved at bygge min nye blog op et andet sted. Mere om det senere.

Sparring med grus i øjnene

S-toget på vej hjem. Sent. På en hverdagsaften.

 

 

Fordi god sparring er mere værd end en smule søvnmangel.

Velkommen med 42,195 kilometer

I går ringede en af mine nye kolleger. Hun  havde fået ansvaret for at “oprette mig i systemet” som det hedder, praktiske ting som at sørge for at jeg får computer, e-mailadresse og adgang til arbejdspladsens it-systemer. Så det talte vi kort om.

 

 

Og så sagde hun: Jeg skal lige høre noget andet. Jeg kan se her på dit CV at du løber. Det gør jeg også. Du skal da være med i den lokale løbeklub, skal du ikke? Det er rigtig hyggeligt.

 

Og så fik vi os en lang telefonsludder om hendes planlagte marathonløb nr. 2, og mit planlagte halvmarathon nr. 1. Om træningspas og intervaller og cocktails i Berlin. Og vi har ikke en gang mødt hinanden i virkeligheden endnu.

 

Så let er det at tage godt imod en ny medarbejder. Damen i telefonen turde række ud og gribe fat i mig selv om hendes ærinde var rent administrativt. Hun vidste noget om mig fra mit CV som hun havde fået fordi min adresse stod på det – og så blev hun nysgerrig og fulgte sin nysgerrighed, bare sådan menneske til menneske. Hun kunne have valgt at tænke: Narj, jeg venter lige og ser hvad hun er for en, hende Katrine. Heldigvis for mig gjorde hun det modsatte og tog løbeskoene på og spænede lige ind i mit hjerte, og blev den første kollega der også var en ægte person, allerede inden jeg er begyndt.

 

Der kan og skal siges meget godt om introduktionsprogrammer, velkomstbuketter og -taler, og ikke mindst den efterhånden obligatoriske fælles morgenmad komplet med basser. Det er brandgodt. Men den personlige forbindelse slår det hele med 42,195 kilometer.

 

Farvel for nu

I dag sagde jeg farvel til mine kolleger, nu tidligere, på min arbejdsplads. De havde sørget for sandwich og et mødelokale med lukket dør så vi kunne spise frokost sammen uden at nogen forstyrrede. Flødeboller fra Summerbird, kaffe og lakridser. Sodavand (så ved man at bølgerne går højt). Gaver: Håndværkeren af Richard Sennett og Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami. Søde ord i kort jeg gemmer inden i bøgerne. Vi snakkede om mit nye arbejde som jeg begynder på på tirsdag i min hjemkommune, wohooo, først i dag er startdatoen faldet på plads. Jeg fortalte: Det bliver tre dage om ugen i syv måneder indtil videre. Vi grinede vidende sammen over direktører der bare er sådan som direktører er, uanset hvad kommunen så hedder.

Krammere og vi ses. Det sidste fortrolige “Hvordan har du det egentlig?”-spørgsmål. Og meget kan man sige om mig, men når følelserne sidder uden på tøjet, som de gjorde i dag, så kan jeg ikke lyve når jeg bliver stillet lige netop det spørgsmål. Men så er det jo godt at man godt på græde på sit arbejde. Bare en lille smule, fordi det var en af de dage hvor isen herude føltes en lille smule tynd.

 

 

I bilen tændte jeg for P2. Alt for mange ord på P1, alt for flade popsange på P3 og ikke det store overskud til at rode i albums på telefonen. Og så leverede Danmarks Radio et lille mirakel. Jeg kender Griegs Peer Gynt fordi jeg havde en stædig musiklærer i 5. klasse (som vi var alt for onde ved, hvorfor er det altid sådan?). Og jeg kan vel til nød nynne Champagnegaloppen. Og omtrent der stopper min ikke-viden om klassisk musik, og måske er det derfor jeg holder af at tænde for P2 når tankerne bokser på indersiden af mit kranium. Men ud af radioen, midt på motorvejen, strømmer en fortætning af håb, for det kan simpelthen ikke siges anderledes. Det var en indspilning af The Lark Ascending af Vaughan Williams. Ved jeg nu, for jeg lyttede desperat efter annonceringen da violinen klingede ud. Memorerede. Og sendte en sms til mig selv med stikordene så snart bilen holdt stille. Det er lærken der stiger mod himlen. Jeg har fundet en totalt autentisk optagelse til jer på Youtube. En tåreperser, jeps. Men jeg har jo også altid været en sucker for patos i praksis. Der er nu ikke noget som en god gang strygere tilsat dybe suk og skrå blikke ud mod horisonten (jeps, jeg er en af dem der elskede soundtracket til Den Sidste Mohikaner…).

 

Dagen i dag gav mig to indsigter. Jeg kommer til at savne dem. Og det kommer til at gå godt.

 

Må man græde på arbejdet?

Foreningen af Ufrivilligt Grædende Medarbejdere. Det er navnet på en forening jeg overvejer at stifte. Det viser sig at der er et vist rekrutteringsgrundlag.

Historien er sådan set kort for os alle: Vi græd på arbejdet en dag. Der var en god grund. Vi ville nok helst have undgået at vores kolleger så os græde. Ak, det lykkedes ikke.

I et blogindlæg på Harvard Business Review med titlen How not to Cry at Work holder den tidligere Wall Street-leder og nu kommunikationsrådgiver Jodi Glickman pegefingeren højt løftet: NIKSENBIKSEN, siger ms. Glickman, DET MÅ MAN IKKE! Hun er ikke idiot, langt fra. Hendes budskab er at alle oplever på et eller andet tidspunkt i deres karriere at de ikke kan holde tårerne tilbage. Det er vældig naturligt, I skulle bare vide hvor mange gange om dagen vi tuder på Wall Street. Men, formaner stramme Glickman, så er det bare om at komme ud af vagten som om der var ild i kontorstolen. Find på en undskyldning hvis du kan nå det. Hvis ikke: Tag benene på nakken og giv en forklaring når du kommer tilbage.

Allright. De fleste af os der opfylder optagelseskriterierne, har den fornemmelse som Jodi Glickman sætter ord på, nemlig at det er et no-go at græde på jobbet. Det gør man alt hvad man kan for at undgå. Jodi Glickman vil ovenikøbet have os til at gøre noget der kan forekomme meget opsigtsvækkende, nemlig for eksempel at spæne afsted midt i en samtale og så komme tilbage bagefter med en lam undskyldning.

Men hvorfor er det at vi synes at vi ikke må græde når vores kolleger – eller værre! – ledere ser det? Her er mine bud:

1. Den indlysende. Det er et tegn på svaghed. Som Jodi Glickman skriver: “We’d do whatever it took not to let them see us cry and then we’d march back inside the building with our heads held high: onwards and upwards.” Præcis. “Upwards”. En der græder, lader sine følelser stå i vejen for sine ambitioner. Hvis man er svag, kan man ikke også være stærk. Os der har gjort det, kan formodentlig alle nikke genkendende til følelsen af pludselig at være helt blottet, skrællet af, at have indrømmet sin sårbarhed og sin manglende evne til at kontrollere følelserne. Mon ikke kollegerne i deres stille sind tænker: Og hvad sker der så næste gang hun bliver presset lidt på et direktionsmøde? Eller af en utilfreds leverandør?
2. Det gør folk utrygge. På jobbet har vi en vis fernis, en overflade, også når vi er sammen med de kolleger som vi kender allerbedst og holder mest af. Vi er os selv, men alligevel ikke helt. Vi tager nogenlunde nydeligt tøj på, vi slår ikke store prutter, vi diskuterer ikke intime detaljer fra vores parforhold. Det kan godt være at vi har uudtalte “kontrakter” med enkelte kolleger som vi også er venner med, om at vi godt kan have sådan et tæt forhold hvor den slags intim information er ok. Men som hovedregel er arbejdspladsen en kontekst hvor vi ikke slipper dyret løs. Så når nogle af os kommer til at græde foran de andre, ryster vi ved hele vores forestilling om hvad arbejdspladsen er for en størrelse og hvad den kan kræve af os. For den der fernis skjuler noget af os – men vi kan også gemme os bag den, og det er dejlig trygt. Men lige så snart en du kender overfladisk, står og græder foran dig, er du nødt til at tage stilling til vedkommende på et helt andet niveau – og pludselig så hele din arbejdsplads lidt anderledes ud, dén dag. Hvordan reagerer kollegerne omkring jer? Hvad gør chefen? Det er ikke rart.
3. Gråd kan opfattes som følelsesmæssig afpresning. Jeg har lige været en tur ovenpå for at putte dynen om min datter i tremmesengen. Hun græd nok fordi hosten vækkede hende. Men nok også lidt fordi hun trods sin meget unge alder allerede er helt skarp på systemet: Hvis jeg græder, så kommer mor og putter mig og hvisker lidt og finder sutten for mig, og det er bare så HYG-geligt og SÅ kan jeg sove. De færreste af os kunne drømme om at sige det højt på vores arbejde – og det er langt fra altid tilfældet at der bare i teorien var et mål med tårerne – men mon ikke der af og til er nogen der tænker om nogen der græder: “Dét der, det er bare for at få sin vilje.”? Og selv om der ikke er, så er det nok at os der kommer til at græde, skammer os, for tænk nu hvis nogen troede at der var et formål, at det faktisk var med vilje? Og jeg ved hvad jeg snakker om, for jeg er lige blevet fritstillet efter en episode hvor jeg blev ked af det på mit arbejde. Mit eneste brændende ønske var at jeg kunne få kroppen til at makke ret. Men det er sgu lidt svært at forklare.

Nå. Jeg har grundet temmelig meget over det her. Så her er mine bud på hvorfor vi alligevel godt må græde på arbejdet. (Ja, det anede jer forhåbentligt):

1. At vise sine følelser er et tegn på menneskelig styrke. Styrke forstået som selv-stolthed og indsigt, ikke som gorillabrøl og bank-på-brystet. Vi skal blive inde på det kontor med hovedet højt hævet, for nu at parafrasere Jodi Glickman. Jeg siger ikke at arbejdspladsen skal være et stormende hav af menneskelige følelser. Men det er min klare overbevisning at vi bliver klogere og mere kompetente kolleger og medarbejdere hvis vi kender os selv rigtig godt, og det kræver altså at vi er i kontakt med vores følelser, hvis I lige vil bære over med terapeut-sproget i et sekund.
2. Hvis vi slapper af når vores kolleger lader tårerne trille, og behandler dem som vi ville en ven eller et familiemedlem der gav sig til at græde (hvilket de fleste faktisk gør – det er ikke så svært!) forsvinder utrygheden som dug for solen. Værre er det heller ikke. Hey, det er bare nogen der lige græder lidt. Det går over. Og her er bonusinformationen så: Vi kender hinanden lidt bedre bagefter! Det behøver ikke at være starten på en helt ny arbejdskultur, og vi behøver ikke at blive venner for livet, eller bare venner. Men mit bud er at vi bliver bedre kolleger, og bedre til at løse vores opgaver bagefter, fordi vi lige lærte noget nyt om hinanden den dag. Altså, faktisk er mit bud at arbejdspladsen bliver et rarere sted at være hvis vi kan håndtere en kollega der græder, på en god måde. En rarere kultur giver mere effektive medarbejdere.
3. Den kan vi tage helt kort. Tro mig når jeg, som potentielt æresmedlem af Foreningen af Ufrivilligt Grædende Medarbejdere, siger: Vi græder ikke for at opnå noget, jf. pkt 1 og 2. Det er alt, alt for tæt forbundet med noget skamfuldt. I de sjældne tilfælde hvor det faktisk er tilfældet at der er tale om afpresning, så gætter jeg på at man VED det, man har ikke EN MISTANKE om det. Og til os der er bange for at andre skal tro at vi afpresser: Let it go. Hvis de gør, er det dem der er nogle fjolser.
4. Og et bonusargument. Jeg kender en vældig dygtig terapeut der har lært mig noget meget vigtigt. Det hedder “at græde.” Det hedder IKKE at hyle, at tude, at flæbe, at vræle, at pive, at klynke, at vande høns, fortsæt selv. Hav lige lidt respekt for dig selv og dine egne følelser i situationen. Hvis du nedgør dig selv og dine reaktioner, hvordan skal andre så kunne tage dem alvorligt? En fyring er fx en ret god grund til at græde. For nu at lukke den dér.

Der er undtagelse der bekræfter reglen. Nemlig når man har et problematisk forhold til en kollega eller måske især ens leder. Noget der lugter af magtkamp, noget hvor man bliver presset og vedkommende måske ikke er det sødeste menneske i verden, og hvor det virkelig ikke er smart at vise svaghed fordi det virkelig vil blive tolket helt forkert. Her er jeg ret sikker på at Glickman har ret: Væk! I en fart.

 

Men ellers: Man skal ikke skamme sig eller fortryde at man græder på arbejdet. Sådan er det, værre var det ikke, måske er det ligefrem en god ting.

Fritstillet

Med 1½ uges forsinkelse kan jeg fortælle at jeg er blevet fritstillet.

Jeg forsøgte virkelig at gå på arbejde. Virkelig. Og jeg vidste godt at det ikke var det bedste for mig at være der – det var jo derfor at jeg havde bedt om at blive fritstillet i første omgang. Men alligevel tænkte jeg at det da ikke var så slemt. Jeg har jo guldkolleger,  søde og kloge. Og sjove arbejdsopgaver som jeg er glad for.

Så jeg dukkede op når jeg ikke havde aftaler om hjemmearbejde. Med sygdom (januar!) blev det ikke til megamange dage, men dog noget. Og det var drænende. Fuldstændig.

Og endelig kom der en dag – og jeg skal ikke kede jer med detaljerne andet end at sige at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage selv om Jodi Glickman hævder at det skal man gøre alt for at undgå at gøre på sit arbejde. (Jeg kan følge hendes argument langt, men er ikke absolut enig, men den kan vi jo tage en anden dag. Lige nu vil jeg nøjes med at sige at så er vi mange der har pisset ved siden af et par gange i årenes løb).

Hvorom alting er: Heureka! Både for mig og mine kolleger stod det pludselig soleklart at den der fritstilling gav mening og var nødvendig. To dage senere fik jeg opkaldet fra min daglige leder om at beslutningen var truffet om at fritstille mig alligevel. En kæmpelettelse. Jeg er blevet “fritstillet med modregning,” hvilket vil sige at så snart jeg får et andet job, ophører min løn. Med lidt held og et nyt job til mig i sigte vil det sige at også min arbejdsplads får noget ud af den aftale, idet de undgår at betale løn til mig i hele min tremåneders opsigelsesperiode.

Hvis Glickman har en pointe, er det at det slider at være åbenlyst ked af det på sit arbejde, både på den enkelte og på kollegerne. Og derfor er omkostningerne ved at bide tænderne sammen og fortsætte større end omkostningerne ved at sige tak for nu, også selv om det umiddelbart ser ud til at være en gevinst for mig. “Nååårh, hvad får du så tiden til at gå med?” har folk spurgt mig lige siden, nogle med slet skjult misundelse.

Ja, altså. Gevinst og gevinst. Det er jo så meget sagt. Jeg er jo blevet afskediget. Min arbejdsplads har sikret sit budget, mens mit og min families er blevet bragt i overhængende fare.  Så jeg får tiden til at gå med at knokle for at sikre at vi ikke sidder grå i hovederne om 3/4 år og er nødt til at beslutte at sælge vores dejlige hus før det er for sent.

Og DÉT knokleri er der så nogle vældig dejlige gevinster ved, for eksempel at jeg styrer imod at arbejde freelance på deltid og tjene penge på at lave nogle af de ting jeg har mere forstand på end de fleste. Retorik, skrivning, feedback. Kurser og artikler. Rådgivning, måske. Sweet. Så kan man for eksempel arbejde med drengen som sidemand mens han spiller et eller andet på friv.com jeg er for gammel til at forstå.

Fyret – så hvad ka du, egentlig? Ikke alt, men noget. Og det er godt!

Tips og tricks, staldkneb, bulletlister. Stærkt vanedannende. Jeg får efterhånden tre-fire daglige 3-punktslister fra Harvard Business Review. Det er lissom slik, men som regel vældig godt slik (tænk Johan Bülow-lakrids).

 

Så. En fyring er et følelsesmæssigt los i røven. Ikke mindst fordi ens faglige selvværd uundgåeligt kommer under pres – og det gør ondt. Der ryger en del flere “ikke” ind i sætninger af denne karakter: “Jeg er [] god til at….” Den nærliggende konklusion, dagligt, er at man skal opgradere ditten-dutten-datten kompetence, bliver bedre til xyz, anskaffe sig dette eller hint eksamensbevis. Eller værre: Lægge karrieren helt-helt-helt om. Blive hestehvisker, dagplejemor eller surdejsbrødsbager.

 

Oh no, you don’t. Mandagens Management Tip of the Day: Focus on Your Company’s Capabilities.

1. Put Your Capabilities First. I stedet for at lægge en strategi – fx planen for næste job – og så se på hvad du mangler for at nå derhen, skal du se på hvad du er rigtig god til, hvad er dine kernekompetencer. Og lad så det drive dine fremtidsplaner. Hvad kan du bruge dine styrker til? Hvilke jobs vil give dig muligheden for at kunne levere varen som ingen andre? For at stråle og blive værdsat?
2. Identify Differentiating Capabilities. Hvad adskiller dig fra andre der kan nogenlunde det samme? Tænk ikke, pokkers, der er 400 ansøgere til kommunikationsjobs. Men tænk: Hvad kan jeg som er unikt, eller næsten? Og hvem har VIRKELIG brug for de unikke kompetencer?
3. Focus on Capabilities, not Fixed Assets. OK, det er rimelig virksomhedsagtigt. Men som individ bor du et bestemt sted. Du har en bestemt alder, har måske børn, måske har du ingen bil. Og du har eksamensbeviser og erfaringer. Det er fantastisk, hold fast i det. Men tænk også over hvad mulighederne er i disse erfaringer. Hvad sætter de dig i stand til at gøre? Hvilke nye opgaver kan du løse med lige netop din kombination? Hvilke muligheder har du nu som du ikke havde for bare to år siden? Tænk på hvad dit CV og dit liv siger om dig som person og om dine processer og motivationer.

Ja, det er lidt søgt. Der er forskel på virksomheder og mennesker.

Men det virker for mig. Det virker fordi der virkelig var brug for at tænke indad og granske mine egne kompetencer og styrker i stedet for at gribe efter mærkelige halmstrå. Den proces foregår også i tre trin:

1. Få øje på styrker og kompetencer igen (jf. los i røven/jeg kan ikke noget/surdejs-problematik)
2. Blive klar over hvad jeg gør allerbedst – og så det sjoveste:
3. Indse hvor langt mine kernekompetencer kan tage mig. Langt.

Så har man fortjent en lakrids.

Ikke det store

Det er gråt, og i dag måtte jeg lige gå rask ned i den anden ende af en isglat og gruset perron for at have et lille tudeøjeblik for mig selv.

Jeg blev ikke fritstillet eller det der ligner. Jeg skal passe mit arbejde som sædvanligt frem til jeg forlader min arbejdsplads om tre måneder.  Ingen fast aftale om hjemmearbejde eller om opgaver som jeg skal løse for så at bruge resten af tiden på at komme videre. Jeg har dog fået tilsagn om at jeg kan fratræde med kort varsel hvis jeg finder et andet job i mellemtiden. Så det arbejder jeg på, og der ser heldigvis lyst ud.

Efter tre dage på arbejde er jeg helt færdig. Som en ballon med et lillebitte nåleprik der gradvis tømmes for luft. Jeg er ok hjemme, bare træt som et alderdomshjem. Men pludselig og i glimt mere sårbar på arbejdet end jeg selv forventer. Jeg føler mig mærkelig vanartet, min arbejdsplads er nu en parallelverden, et afsnit i en tv-serie hvor jeg er den fallerede skuespiller der optræder i løjerne som special guest star, jaa bare fordi, ikke fordi der er nogen speciel grund, bare fordi.

Onsdag arbejder jeg hjemme.

Tre ting du skal tage med fra dit gamle job

Min dejlige kollega L sendte mig dette geniale tip fra Harvard Business Review om tre ting man skal tage med sig, når man forlader et job, uanset om man så er vred, ked af det eller bare færdig med at være der:

1. Relationships. Say thank you to anyone who treated you well or had a hand in helping you get ahead. Offer to keep in touch. You never know when those people may be able to help you.
2. Samples of your work. Chances are you’ve produced work that could be useful when you are looking for your next job. Avoid strategic documents or trade secrets, of course.
3. A smile file. This file should include emails from bosses or peers complimenting your work, thank you notes from customers, and any glowing reviews.

Den lange version står i artiklen Leave Your Job the Classy Way. Den er 10 gode læseminutter værd for alle os der skal eller vil videre.