Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for marts 2006

En rigtig blogger skriver om tingene mens de sker. Det er skam ikke fordi jeg ikke har til hensigt at gøre det, men jeg har det med at blive hvirvlet med og glemme alt om alle gode intentioner og skriveråd i øvrigt (skriv først, skriv hver dag). Så oplever jeg bare, i stedet for at opleve og at opleve gennem skrivningen. Eller også er jeg bare skideakademisk og kan kun analysere og forstå noget retrospektivt. Eller også er jeg bare doven.

Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA’s underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.

Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen – det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare – hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) – en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.

Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist ‘gedemarked’. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. “To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end,” sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.

Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, “the human weakness for either/or thinking”, et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?

Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.

Reklamer

Read Full Post »

A good powerpoint
is like haiku: a few words
and the mind is changed
Phil Hey, Briar Cliff university

visual, oral
written, powerpoint can be
a way to oneness
Cheryl E. Ball, Utah State University

“The first line of consultation I’d recommend is Lee Brasseur’s excellent discussion VISUALIZING TECHNICAL INFORMATION (Baywood, 2003) and the “critical sourcebook” edited by Carolyn Handa, VISUAL RHETORIC IN A DIGITAL WORLD (SIU, 2004). And for the most important work in theorizing use of visual techniques and technologies, check out Lynch & Woolgar’s REPRESENTATION IN SCIENTIFIC PRACTICE (MIT, 1990).”
Margaret Hundleby, University of Toronto

Jeg sidder med mit paper til Association of Teachers of Technical Writing-konferencen i næste uge og tænkte, nu eller aldrig, jeg starter med Power Point i stedet for at slutte med at klippe-kliste et Word-dokument ind. Det går sådan bum-bum, men så kom jeg i tanke om at de kloge hoveder på ATTW-listen havde en diskussion om Power Point for nylig.

Det er altså mit publikum. Oneness. A few words, and the mind is changed. Visual Rhetoric in a Digital World. Jeg håber at de vil være søde ved mig. Hvorfor har jeg altid tænkt at Power Point var kedeligt?

Read Full Post »

“En deltagerbane betegner den lærendes bane ind i et praksisfællesskab. Dermed fokuseres der på den lærendes egen aktive brug af forskellige handlekontekster i forbindelse med det at blive fuld deltager i en social praksis, uden at decideret instruktion er nødvendig. (…) I et praksisfællesskab eksisterer der ofte bestemte tilrettelagte måder at deltage på (…)”
Fra Kvale & Nielsen: Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag. 1999. S. 246-247.

Kvale & Nielsen går videre til at forklare at indlærings- eller tilpasningsvanskeligheder ikke kun bør forstås som modstand eller blokering, men også bør ses ud fra at en deltagerbane kan stride mod den sociale eksistens som den lærende søger at være en del af.

Det fik mig til at tænke på at det kan gøre sig gældende for skribenten/fagpersonen. Hvis skrivning er en skjult kompetence, lægger det sociale fællesskab i organisationen, blandt fagpersonens ligestillede, måske større vægt på de faglige kompetencer. Måske betragtes man som ‘mest’ faglig hvis man ikke er dygtig til at formidle sin faglige viden – en slags nørd-tankegang. Og hvem har da lyst til at være den dygtige skribent?

OK, det er da fuldstændig hypotetisk og vist også ret langt ude. Og citatet mindede mig også om noget andet, nemlig en snak jeg havde med Camilla for nylig (jeg taler altså også med andre mennesker). Det var noget med at være modvillige akademikere. Vi vil så gerne være lige som de andre akademikere. Og så alligevel ikke. Er det mon fordi vi har et andet ideal for vores sociale eksistens (som akademikere?) end det som læringsbanen som ph.d.-studerende stikker ud for os? Eller er utilbøjeligheden krukkeri?

Se, det var for eksempel endnu et krumspring for at aflede mig selv fra at skrive paper til Chicago.

Read Full Post »

Praksis…

… er ikke blot noget, man kan lære om. Praksis er noget, man kan lære igennem.

Også et citat fra Mesterlære. Læring gennem social praksis. Jeg har ingen agiterende hensigter med at bringe det her. Det er bare et dejligt citat.

Read Full Post »

Det tog cirka en dillion forsøg, men læg vel mærke til det i flere forstande meget lille tal lige neden under Blogger-ikonet i sidemenuen. Det er en besøgstæller. Jeg har selv sat den der. Lige der. Jeg er et html-GENI!

Read Full Post »

Jeg blev bare nødt til at omdesigne – der var lissom lidt for meget Danske Bank over farveskemaet. Og nu er mine links forsvundet. Og jeg har ikke tid til at gøre noget ved det. Duh.

Read Full Post »

Skrivning. Det er det der hedder i mit hovede og i mine tekster. For mig er det lige over sammenligneligt med det engelske writing, i hvert fald som verbalsubstantiv. Skrivning: Det man gør når man skriver. Jeg kan lide det fordi det har en kropslig dimension, det er et håndværk. Jeg sætter mig ved computeren og gør noget. Jeg klaprer på tastaturet, der kommer ord, sætninger, mening frem. Jeg kan lære mere om at gøre det, blive bedre, forstå tekstens dynamik. Skabelsen, hvis jeg må være en smule højpandet.

Men der er forskelle mellem dansk og engelsk. Writing kan være ‘a piece of writing’. Her træder skrivningen i karakter. Der skabes et stykke skrivning. Ikke en tekst uden tilblivelse. Ikke et pompøst skrift. Men et stykke skrivning. ‘Her writing’. Det kan man ikke sige på dansk.

Skrivning. Det lugter af formskrift og kladdehæfter, retstavning og æggemadder i fugtigt madpakkepapir, siger nogen. Har jeg virkelig tænkt mig at bruge det ord, spørger de. Narjmenjooo, jeg havde ikke tænkt på at jeg ikke kunne bruge det. Kan jeg ikke kalde det noget andet? Tekstproduktion? Skriven? Joomennaarj. Narj. Nej.

Så der: En kampagne til skrivningens rehabilitering. I det små, naturligvis.

PS: Ja, jeg er opmærksom på at der er et helt tredje ord. Men skriveri hører bloggen til. Det er ikke fordi det er mindre vigtigt, det der foregår her. Men det er en legeplads.

Read Full Post »

Older Posts »