Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for maj 2006

Så er vi i Memphis til Rhetoric Society of America 2006. Jeg ville linke hvis konferencesitet på nogen måde var noget at råbe hurra for. Her er kanoner, giraffer, kameler og kändisser på den retoriske måde. Jeg nævner i flæng: Miller, Hauser, Leff, Warnick, Ceccarelli, Swearingen. Her er også forbandet varmt – over 30 grader – men vi er blå om læberne fordi airconditionen kører på fuld hammer så isvinde suser igennem lokalerne.

Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt…) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.

Reklamer

Read Full Post »

Hvis jeg var dagplejemor, eller pensionatværtinde, eller måske ovenikøbet overkvalificeret kommunikationsmedarbejder i et glorificeret tastejob ville jeg være lykkelig. Sådan tænker jeg ofte. Som regel når præstationskravene spidser til. Det ironiske er selvfølgelig at jeg er hvor jeg er, fordi jeg selv har bedt om det.

Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et – efterhånden temmelig rustent – andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)

Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.

Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver ‘hvis’.)

Read Full Post »

Hvorfor. Er. Det. Så. Tungt. At. Skrive. Noget. I. Den. Akademiske. Genre? Hva?

Paperskrivning. Paperskrigning. Til konference i Memphis. Halvanden uge. Halvandet liv ville være for lidt med den fart jeg ikke har på.

Jeps, det lyder bekendt. Som sidste gang jeg skulle til konference. Og så var der dengang med præsentationen til Rhetorica Scandinavica. Katrine – nu med 38 procent flere kæbespændinger.

Read Full Post »

Hvis jeg ellers havde nogle faste læsere, er de nok sprunget fra på nuværende tidspunkt. Hvilket man dårligt kan bebrejde dem. Never explain, never apologize, siger de stivlæbede briter. Jeg tænker at det er en dårlig strategi. Omvendt er den lange liste også temmelig trættende. Så her er en kort: sygdom i langdrag, bugnende kalender, ph.d.-kursus, idealistisk bofællesskabsprojekt (hører til i privatsfæren, men det lod det sig ikke gå på af). Kalenderen er stadig på den opsvulmede side, men nu kan jeg igen nå at trække vejret mellem aftalerne.

Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.

Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.

Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans – de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)

Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.

Read Full Post »