Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for september 2006

Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.

Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard – og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.

I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles’ vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.

Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.

Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.

Read Full Post »

Read Full Post »

Aha

Indsigt: Jeg bliver glad af at arbejde. For en der godt kan finde på i venners lag at udbrede sig om at hun helt sikkert ville være lykkeligere hvis hun bare kunne nøjes med at strikke og bage og gå på legepladsen, er det noget af en mavepumper.

Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)

Resultat: Surhed og hovedpine.

I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går…). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.

Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.

Read Full Post »

En tanke: Den sekundære læser. Når man giver respons på en tekst i organisationen, er det som regel fordi dens intenderede publikum er nogle andre. Som respondent har man så den opgave at have en mening om hvor godt teksten – skribenten – når sit mål. Men lad os nu for sjov følge Paradis et al.’s analyse og godtage at rotation af tekstudkast i organisationen (også) er en måde at styre organisationens arbejdsprocesser, dens vidensproduktion på. Alle disse mennesker der sidder som gatekeepere i den her tekstrotation, for eksempel gennem review af udkast, kan så betragtes som en art sekundære læsere.

Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.

Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.

Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.

Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.

Til de af jer – I er nok ikke så mange – der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.

Read Full Post »

Ros

Om kort tid (i dag?) lægger jeg endelig det paper ud som jeg holdt på RSA-konferencen i Memphis i maj. Her argumenterer jeg at den væsentligste forskel mellem organisatorisk respons og respons på retorikstudiet i København er at responsen på retorikstudiet er konstruktiv og fokuserer på det gode. I organisationen får man sjældent respons på det man gør godt.

Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.

Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen – at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.

Bummelum.

Read Full Post »

Jeg sidder og skriver en lille artikel til et fagforeningsblad. Det går som det plejer med den slags skriveprocesser: en tekstklump her, og en der, skal dét argument komme først, eller kan det kun komme efter dét argument? Hyggeligt og irriterende på samme tid.

Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.

Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?

Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede ‘regler’ om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.

Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle ‘sanseindtryk’ om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.

Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.

Read Full Post »

Forskning? Hvornår skulle jeg få tid til det?

Read Full Post »

Older Posts »