Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for januar 2007

Jeg har glemt noget meget vigtigt.

I sidste uge havde jeg nemlig mit hold studerende i faget Skrivning i organisationer oppe til mundtlig eksamen. Og den begivenhed skal ikke gå ubemærket hen her. For de var bare SÅ fantastiske alle sammen. Jeg har været kæk og kæphøj lige siden. Det er klart at der blev uddelt forskellige karakterer, men samtlige af de ni samtaler som vi havde i det lille beklumrede lokale i den fjerneste afkrog af Ny-KUA, var berigende: indsigtsfulde og tankevækkende. Teorier vendt på hovedet og rundt igen, jordnære observationer i tæt tango med faglige kontekster, platheder der fik tæsk, og 10 (jeg tæller mig selv med) erkendelsesprocesser med fuld fart frem.

Som Christine havde mindet mig om i de sidste nervøse dage op til eksamen (troede I at det kun var de studerende der blev nervøse?): Dette er sidste chance for at få diskuteret det du synes er mest spændende, med fagfæller der kender næsten lige så meget til det som dig selv.

De skriftlige opgaver skal også bedømmes. Det bliver fedt. Den første er undervejs.

Kollaborativ vidensproduktion. Vi vil have mere af det, ja vi vil.

Read Full Post »

Afgang

Min søn synes ganske vist at det lyder usædvanlig dumt at vi skal ud at flyve. I forgårs pegede han op på en flyvemaskine der lagde an til landing i Kastrup, og anførte – ret tørt for en 2½-årig at være – at vi jo er alt for store til at kunne være inden i den. Og når vi fortæller at vi skal bade, siger han “nej, det er ikke så godt, synes jeg”.

Men han tager fejl på begge punkter. Jeg lader skriveprocessen hvile nu, og vender tilbage i februar på en fuld tank.

Read Full Post »

Min dejlige kæreste, der er et visuelt begavet menneske, og ikke sprogfetischist som jeg, havde et gudsbenådet sprogligt inspirationsglimt i går. “Forskulent,” råbte han triumferende da vi sad og snakkede om min rolle i min projektorganisation, og jeg fortalte at de er helt med på at jeg er lidt anderledes og forskeragtig, men samtidig har et stort ønske om at jeg kan redegøre for resultater uden det store akademiske flimflam.

At være aktionsforsker er at være en slags forskulent. Forskningen er i højsædet, men hvis ikke der er en gedigen og reel forbindelse til organisationens hverdag og især en skarp opmærksomhed på det organisationen oplever som sine behov og problemer, kan det være lige meget.

Read Full Post »

Et par baglæns tanker

Ja, jeg kan sagtens selv se modsætningerne i mine to ud af fem nedenfor. Og det er egentlig meget sjovt, for min første tanke var bare at fortælle to ting der for mig er ret ligetil: 1) Jeg har været en lykkelig spejder og 2) jeg kender ikke min far. Altså, jeg har da mange gange funderet over hvordan jeg er blevet den jeg er, men det var ikke meningen at det skulle foregå her. Og man kan sagtens diskutere kernefamilie og årsag-sammenhæng på den baggrund jeg lige har givet jer, men den indlysende konklusion er efter min beskedne mening også den mest uintelligente og uinteressante. Diskussionen derimod er interessant, men hører den hjemme her? Hm.

Derfor handler min anden tanke om sammenblandingen mellem det private og det faglige, i denne her sammenhæng. Jeg er gået ud over de selvdefinerede grænser for min egen blog. Er det relevant? Jeg er ikke sikker. Og jeg er ikke blogspert. Men det forekommer mig at bloggen som genre, eller ikke-genre kan bruges til at skubbe til grænserne. Min stemme har jo en klangbund af alle mulige andre menneskelige erfaringer end de der handler om retorik og skrivning. Derfor lader jeg de to ud af fem stå. Det er fint.

Read Full Post »

Hm. Nadja har tagget mig. Jeg skal prøve at leve op til forpligtelsen. Det er ikke let. Jeg kan godt komme i tanke om et par få ting som ingen ved om mig, og som I ALDRIG NOGENSINDE FÅR AT VIDE. Banaliteter som jeg først kommer til at afsløre på mit dødsleje. Jeg må vist bide opgaven over. Her kommer en kort og en lang. Jeg lover at gøre stemningen lidt lettere fremover.

Jeg kender ikke min far
Det er ikke noget jeg taler om særlig tit. Alene af den årsag at det stort set ingenting fylder i mit følelsesliv. Den ret korte historie: Min mor ville have et barn til, med en mand som hun kunne være helt sikker på ikke ville blande sig i noget som helst. Det var længe før Nina Stork gjorde godt for enlige kvinder. Så min mor havde resolut en affære med en gift mand, som, må vi formode, ikke havde interesse i nogen form for offentliggørelse, og sikkert var lettet over at hun forsvandt ud af hans liv uden det store halløj. Ja, altså lige bortset fra mig. Og tro mig når jeg siger at jeg aldrig har savnet at have en far, måske lige bortset fra at jeg, som I kan læse nedenfor, havde brug for at blive hjulpet lidt på vej da jeg begyndte at bevæge mig ind i voksenalderen. Min mor var ikke som de fleste mødre i Skanderborg, men jeg tror at det at hverken hun eller jeg opførte os som om der var noget som helst unormalt i at vi kun var os to, gjorde at vores omverden reagerede på samme måde. Sådan var det bare. Forstå mig ret, jeg er da smaddernysgerrig. Min far er død nu, men jeg har jo formodentligt en lidt større biologisk familie end den jeg kender. Dem kunne jeg da godt tænke mig at se. Men nysgerrighed er ikke begrundelse nok til at opsøge nogle mennesker hvis far har været gift med deres mor i flere år end jeg er gammel. Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Så jeg har ikke ledt.

Det Danske Spejderkorps reddede mit liv
Som 11-årig var jeg en storbebrillet, kejtet, supergenert næsten-teenager (det var før begrebet tweens opstod). Jeg havde et par få veninder og en galloperende mandeangst. Faktisk var der ingen af hankøn som jeg var nært forbundet til. Min familie var på det tidspunkt et stærkt matriarkat, ganske vist med bedstefar Ejnar øverst i aldershierarkiet, men bedstemor Mildred med mindst lige så meget viljestyrke, og ikke mindst fire døtre (min mor og tre mostre), der med undtagelse af moster Mette var TOTALT selvvalgt enlige (“mænd, pff…”). Min mor og moster Helga med døtre. Så var der efternøleren onkel Jens, på det tidspunkt en voksen mand, men hvad kan man gøre med fire storesøster der alle er mindst 10 år ældre end en selv? Well, lille Katrine holdt sig på sikker afstand af mænd og drenge, for de var nogle underlige væsener med skæg (det var næsten det værste, ad!) og tissemænd, fæle kvindeundertrykkere, det var dem der startede alle krigene, og i øvrigt var en kvinde uden en mand jo som en fisk uden en cykel. Så blev jeg veninder med Birgitte på vejen, og hun var var spejder i 1. Skanderup Trop. Lige rykket op som det hedder. Jeg tog mod til mig og tog med til patruljemøde. Og blev på bare en aften som det mest naturlige i verden (og det var det ikke for mig!) indlemmet i et socialt fællesskab hvor piger og drenge legede side om side (spejderi er ren leg, bare organiseret). Hormonerne stod tykt i luften (kære forældre, tro ikke at soveposer forhindrer pilleri), men der var et formål med at være sammen: Huller der skulle graves, bivuakker der skulle bygges, brænde der skulle hugges, turneringer der skulle vindes. Sammen med drengene. På den gode måde. Møgbeskidte, med bållugt i tøjet og med alle de rigtige værdier for hvordan man opfører sig i et socialt fællesskab, uanset køn.

Read Full Post »

Et organisationelt review af en tekst er en måde at lede sine medarbejdere på, går det pludseligt op for mig. Jeg læser Paradis, Dobrin og Millers klassiske tekst om skriveprocesser i Exxon Ltd, og de konkluderer at organisationen styrer sine arbejdsprocesser, sin vidensproduktion gennem tekstproduktionen. Uden selv at være klar over at det er det der foregår, vel at mærke. Og så skriver de:

“(…) the supervisor thus becomes an editor, because his or her managerial activities are exercised in the shaping of an information product. The supervisory process is carried out on the pages of a document draft.”

Det har jo stået der hele tiden. Men det er tankevækkende hvordan vi som en selvfølgelighed adskiller skrivning fra de øvrige arbejdsaktiviteter i organisationen, i en grad så vi ikke en gang kan se at et review, respons på en tekst fra en mellemleder eller chef, er et stykke ledelse. Hvilke kvalitetsparametre gælder for ledelse på denne måde?

Read Full Post »

I et par måneder har jeg haft mig en coach. Vi snakker ikke om mine personlige karrieremål, men om tid. Om at lære at styre tiden i et arbejdsliv der er stort set ureguleret af chefer (hvem skulle det være?), faste frokostpauser (hvafforenting?) og korte, håndterbare deadlines. Trine har givet mig et lille bundt konkrete planlægningsredskaber, men finder sig derudover ikke i at jeg insisterer på at planlægning er mit hellige mål. Hvad er godt ved det?, spørger hun igen og igen. Hvorfor er det godt at vide hvad du skal i morgen? Hvad får du ud af at have luft i kalenderen?

Besværlige spørgsmål. Gode.

Lige nu har jeg en trekant tegnet på min tavle her i kontoret. Den er vældig konsulent, kvik-fix-agtig. Den beder mig om at overveje hvordan jeg har det når jeg arbejder godt. Hvordan det føles i kroppen. Hvad jeg siger til mig selv. Hvad jeg tror på når arbejdet flyder.

Det er i grunden enkelt. Jeg sidder godt, på den stol der har den rigtige højde i forhold til computerbordet. Jeg retter mig op. Trækker vejret roligt, trækker stolen ind. Jeg skriver roligt, men hurtigt, med en fornemmelse af at det er presserende at få formuleret mine tanker, at det er vigtigt og spændende, at jeg skal skrive det med det samme. Og jeg tror på at jeg har noget at bidrage med, at afhandlingen bliver god. Og at jeg har en god arbejdsproces.

Det handler om at lære at skabe den fornemmelse, den tilstand. Jeg har masser af den slags øjeblikke, men også masser af de andre. Men min gode coach er præcis lige så pragmatisk som jeg sætter pris på. Fake it ‘till you make it, siger hun. Så nu skifter jeg lige stol. Den røde med den blå. Hængeren bliver byttet ud med Vågneren. Kvik-fix? Fint med mig.

Read Full Post »