Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for maj 2007

… får man ikke lort på fødderne, siges det.

Jeg har taget en bevidst beslutning om ikke at sigte efter stjernerne med min afhandling. Så må jeg jo nok leve med at få lidt lort på fødderne.

Hvad skal det nu sige?

Vi er ude i et praktisk arbejdsgreb. En af de ting min geskæftige og nævenyttige indre redaktør hvert andet øjeblik siger til mig er: “Det du lige skriver der, vil bedømmelsesudvalget hagle ned. Altså hvis du er heldig, og de ikke bare sender skidtet tilbage i hovedet på dig.”

Og her er det så jeg svarer: “Kære mig selv, aka Indre Redaktør. Det må jeg pt. blæse på. Det værste der kan ske, er ikke at nogen ude i fremtiden synes at jeg må være lidt dum, men at der ikke vokser mindst en side frem hver dag. I al respekt, Dig selv”

Et par stykker mere, af forskellig karakter:

  • Skriv ud og læs igennem.  Det er lige som at få nye øjne.
  • Læs litteraturen. Bare en skumning af en kendt tekst sætter skub i sagerne.
  • Tænk i kasser. Få kasser. Kan dette fænomen, denne iagttagelse deles op i to? I tre? Hvis to, er det en dikotomi eller siamesiske tvillinger? Hvis tre: Kniv, gaffel og ske? Rip, Rap og Rup? Todelingen er måske min absolutte yndlingstopos. Skidtet virker.
  • Lyt til informanterne. Jeg er forlængst ude over genertheden ved at lytte til de interview jeg selv er med på og har orkestreret. De siger det hele. Komplekst og besværligt, men fuldt af liv.
  • Sid på den blå stol. Jeg luder på den røde stol. Og når kroppen leger doven, gør hovedet det også.
  • Flyt dig. Hen til et andet sted i teksten.
  • Bliv gal. Det skal være løgn. Jeg kan godt.
  • Luk døren. Her arbejdes.

 Og ja:

  • Tal med dig selv. (Kan med fordel kombineres med det næstsidste greb, hvis altså man vil tale højt)

Status: 69.247 ord. Fodnoter ikke medregnet. 70.000 inden jeg går hjem i dag. 71.000 inden weekenden.

Reklamer

Read Full Post »

Kære Katrine

Mange tak fordi vi fik lejlighed til at kigge dit materiale, som er utroligt overvældende og fantastisk. Jeg har ikke haft tid til at gennemlæse det hele, men vil ønske dig al mulig held og lykke – det kan kun “ende” godt og med en utrolig flot tilfredshedsgrad.Jeg har dog enkelte kommentarer:– kap.3 side 18-19 (…)

Juhu!

Read Full Post »

I dag er d. 16. maj. Det giver 76 dage til at skrive i, få respons, lave aftaler med vejledere og andre kontakter (fx organisationer der vil deltage i et feltstudium) og få en lækker og persuasiv ph.d.-ansøgning sendt afsted til fakultetet d. 1. august. Det er alt rigeligt!

Der er i 2008 tre stipendier her på dette institut. Se mere her.

Read Full Post »

Fredag eftermiddag trykkede jeg på “send” og dermed røg de to første empiriske kapitler af sted til mine informanter/medforskere/seminardeltagere i KMD. Altså til de fem medarbejdere der har været med i de seminarer og interview der danner den empriske grundsubstans i min afhandling.

Forinden havde jeg brugt næsten en time på at komponere den ledsagende email. For ét er at de fem seminardeltagere i efteråret sagde ja til at være med i tre seminarer om skriveproces og respons og samtidig fik at vide at det der skete ville indgå i min afhandling som materiale. Og ét er at de alle fem er blevet interviewet af mig to gange – en af dem ovenikøbet tre gange.

Men noget andet må det være pludselig at se sig selv, ting man har sagt, måder man gør ting på, holdninger man har, beskrevet i detaljer, analyseret og konkluderet på. Det er lykkedes mig nogenlunde at skrive uden at bekymre mig om at de skulle læse om sig selv på et tidspunkt. Men nu hvor jeg sendte teksten afsted, prøvede jeg virkelig at forestille mig hvordan det må være at modtage og læse den.

Så jeg prøvede at skrive i emailen hvor taknemlig jeg er for at de har været så åbne og ærlige over for mig. Det er virkelig en gave, også selv om de har gjort det i arbejdstiden. Uden åbenhed kan forskning i mennesker ikke finde sted.

Samtidig blev jeg nødt til at minde dem om at de ingen indflydelse har på mine konklusioner. Det vil sige at de i princippet ikke kan standse mig. Og dog. For der er ikke tale om en banal gennemlæsning af et udkast for at rette fejl. De reaktioner jeg måtte få på de to kapitler er også en form for validering af mine påstande på baggrund af materialet.

Det er den fineste balancegang. En dynamik mellem dem og mig. Insiderne og outsideren.

Ventetiden til jeg hører fra dem, er en lille smule lang.

Read Full Post »

Efter at min plakat er gået verden rundt, eller i hvert fald har været i Humanist, har jeg fået forskellige henvendelser om respons. Den mest interessante var en email fra en kollega her på KUA som skulle skrive en ansøgning om EU-midler til et kollaborativ forskningsprojekt. Han skrev sådan her: “(…) Her skal jeg argumentere for, hvorfor det er bedre at være tre end én til et projekt (…). Ud over at vi producerer delresultater hver især, vil jeg argumentere for, at den respons vi kan give hinanden er helt uundværlig.”

Pointen er at humanistisk forskning ofte foregår individuelt, men i virkeligheden egner sig helt formidabelt til at være kollaborativt – som al anden forskning. Det havde min kollega set, og han efterspurgte gode og konkrete argumenter til sin projektbeskrivelse. Her er hvad jeg svarede:

Kære [kollega]

Tusind tak for din henvendelse – det er virkelig spændende, og jeg sidder faktisk og river mig i håret over at vi skriver 2007 og stadig som akademikere skal bruge tid på at argumentere os væk fra at det akademiske arbejde som en selvfølgelighed er en ensom, individualiseret proces.

Jeg har lynende travlt med min afhandling. Det siger jeg bare fordi jeg har lyst til at gå i gang med at finde alle mulige henvisninger frem til dig og skrive et langt og indviklet argument for hvorfor skrivning og i særdeleshed forskning er/bør være en kollaborativ proces. Men det kniber med tiden.

I stedet vil jeg give dig tre henvisninger. Den vigtigste er Karen Burke LeFevres monografi og helt fantastiske værk Invention as a Social Act.

Inventio er det klassisk-retoriske begreb for idéprocessen/-arbejdet når man skaber et stykke retorik/en tekst (som for eksempel et akademisk argument, altså et stykke forskning). På engelsk kender vi invention som begreb i dagligsproget, så vi er altså ikke ude i noget antikveret her. LeFevre går i clinch med det hun betegner som den platoniske opfattelse af hvad det vil sige at få nye ideer og skabe ny viden, nemlig den individualiserede introspektive inventio; en privat, asocial aktivitet. Nej, siger LeFevre, der findes mindst tre andre former for inventio, der alle er sociale i stigende grad. Den form for inventio som du beskriver i dit projekt er det som LeFevre ville kalde for kollaborativ inventio (nr. tre på kontinuumet), nemlig når individer arbejder sammen med hinanden for at skabe ny viden.

Uden denne form for invention ville videnskaben ikke eksistere, hævder LeFevre, og citerer en række eksempler på videnskabelige samarbejder, fx Watson & Cricks herostratisk berømte DNA-samarbejde og -artikel, der ikke ville have været mulig uden samarbejdet mellem de to.

Den næste henvisning er Lisa Ede & Andrea Lunsfords Singular Texts/Plural Authors. Bogen beskriver en særdeles omfattende empirisk undersøgelse af hvordan skribenter arbejder kollaborativt, men her er fokus på organisationer og ikke på akademisk diskurs. Ede & Lunsfords kapitel 3 er dog en særdeles grundig historisk gennemgang af det jeg vil kalde myten om den ensomme skribent – tankevækkende og interessant, blandt andet med en særdeles slagkraftig kritik af akademiske praksisser som fx citation indexes der lægger vægt på den individuelle præstation og fuldstændig overser den kollaborative proces. Endelig beskriver Ede & Lunsford i bogen deres eget samarbejde som en absolut nødvendighed for at kunne skabe den (inden for feltet banebrydende) forskning som de har udført. De går så langt som til at beskrive deres forsøg på at overvinde de uretfærdigheder som citation indexes medfører (vist nok noget med hvordan deres navne står på titelbladet, jeg husker det ikke lige). LeFevre beskriver i øvrigt også i sin bog Ede & Lunsfords overvejelser om deres eget samarbejde.

Endelig er der en artikel af JA Reither og D Vipond: Writing as Collaboration fra College English vol. 51, no. 8, december 1989. Reither & Vipond beskriver akademisk kollaboration, netop af den slags du har i tankerne, som et eksempel på kollaborativ skrivning. Denne artikel er måske den teoretisk mindst vægtige, men samtidig måske den der umiddelbart er mest praktisk brugbar for dig. Du burde kunne finde den på Jstor, ellers kan jeg kopiere og sende den til dig.

Sådan som jeg ser det, er respons netop det praktiske, håndgribelige handling i den ellers lidt mystifistiske og abstrakte kollaborative vidensproduktion. Eller sagt på en anden måde: Det er fint nok at sige social inventio, men i praksis er der for eksempel tale om respons, ofte på tekst, men jo også bare på ideer frembragt i løbet af en samtale. Jeg kommer i min afhandling til at beskrive hvordan skribenter i KMD netop udfører (og bliver overraskede over) at de får ideer og udvikler ny viden netop når de giver respons på tekstudkast ved et møde som de troede bare var en sidste tilretning af ordvalg og struktur. Teksten og samarbejdet omkring den er altså netop det der giver anledning til den kollaborative vidensproduktion.

Jeg vedhæfter her et uddrag fra mit (grove udkast) til min afhandling. Det er slet ikke færdigt, og det vil jeg gerne bede dig om at have respekt for, men beskriver netop de tre kilder i lidt flere detaljer (det andet er et argument som jeg indtil videre kun har inden i hovedet). Som du kan se, har jeg kun nået at beskrive de tre af LeFevres fire former for inventio på det kontinuum hun ridser op, men jeg tror at det er de tre første der er mest interessant for dig alligevel.

Nå. Nu har jeg vist demonstreret hvorfor jeg ikke skal give mig i kast med den lange version. 🙂

(…)

Held og lykke med det – jeg vil meget gerne høre hvordan det går. Det er en kamp der er værd at kæmpe!

Mange hilsner

Katrine

Read Full Post »

To ting der ikke har et klap med hinanden at gøre:

1) Jeg og min familie flytter i bofællesskab om knapt et år. Og der er ledige boliger til salg igen – skynd jer hen på www.langeeng.dk. Det bliver et skønt sted: Dejlige mennesker; skønne fællesarealer og fællesspisning (tænk at komme hjem om eftermiddagen, fede den og drikke kaffe og lege dåseput, og så dalre over i fælleshuset for at blive bespist med lækker, sund mad kl. halv syv. Det er lige mig); ejerboliger; 15 km på cyklen til Rådhuspladsen; grønne områder en spytklat væk. Vestegnen når det er bedst.

2) Ph.d.-stipendier til retorikere hænger ikke på træerne. Men her er et: Internationalt ph.d.-stipendium i argumentation og fremmedsprogstilegnelse. Det er i samarbejde med University of Toronto – hvor cool er det? Fremmedsprogstilegnelse, siger I? I har jo skrivedidaktik – det ligger lige rundt om hjørnet. Tjek det ud på: www.ku.dk/pers/stillinger.

Og apropos ph.d.-stipendier: Det forlyder herude at der er alt for få retorikere der søger, når der er stipendier på instituttet. Det samme gælder sikkert forskningsrådene. Så nu vil jeg lige sige noget til jer der kunne tænkes at tænke i de baner: SØG! Vi savner jer! Det er en god karrierevej, der kan føre alle mulige steder hen. Det er fedt at dykke ned og forske – og der er muligheder for at deltage i levende faglige miljøer, især hvis man tør være udadvendt. Jeg må siges at være det levende bevis på at man ikke behøver at være et akademisk geni, men bare skal være nogenlunde godt begavet. Det vigtigste er at man har lyst og har et emne man brænder for! Vi sidder en hel flok retorikere her ude på KUA som meget gerne vil svare på spørgsmål, hjælpe med ansøgninger og det hele. Så ring, skriv, spørg, tænk over det! Det kan kun gå for langsomt.

Read Full Post »

Tja. Jeg laver en blog om skriveproces, især min egen. Skriver løst i 1½ år. Går for alvor i gang med at skrive. Og bliver tavs.

Hvad kan jeg sige? Det er ømfindtligt. Jeg kan jo rapportere de hårde fakta (selv om vi godt ved det det med fortolkningen og udvælgelsen, ikke? Vi er jo moderne tænkere):

Jeg skriver 1-2 sider om dagen. Det tager 3-4 timer. Jeg glemmer at holde pauser. Jeg har i de seneste uger stået meget tidligt op for at læse, for når først jeg sidder foran skærmen, får jeg ikke læst grundigt nok.

At skrive denne her tekst føles som at projektere og bygge et enormt bygningsværk med bind for øjnene. Jeg har masser af ting at sige, argumenter at læsse på. Men hvor er jeg henne? Hvor skal denne blok være? Hvad kommer først? Hvad er for meget og hvad er for lidt.

Jeg kan godt lide det. Jeg er bange næsten hele tiden, og jeg har vist lidt problemer med stressniveauet. Men det er en fantastisk fornemmelse endelig at bygge. Og når bindet falder fra øjnene en gang i mellem, tænker jeg at jeg nok egentligt er en meget god konstruktør.

 Jeg har nu 139 sider. Godt 59.000 ord. Heraf er måske halvdelen gode sider. Men måske kun en fjerdel er gode kapitler. Hvis I forstår. Den anden halvdel er en blanding af gode stikord, henvisninger, argumenter i firkantede klammer, metatekst – og beskrivelser fra min empiri.

Afhandlingen må max fylde 100.000 ord.

Jeg mangler altså på en gang meget og lidt.

Jeg begynder at føle mig som en ekspert på området. Det er meget svært at sige når man er opdraget til jysk beskedenhed. Men efter 3½ år har jeg endelig en gang imellem fornemmelsen af at jeg har overblik, at jeg er inde i feltets state of the art, at jeg kan fremføre argumenter som er gode fordi jeg siger det. Det sidste er naturligvis et skråplan uden lige, men forstå mig ret. Det er den akademiske autoritetsfølelse jeg taler om, ikke at være en påståelig idiot.

Jeg tror efterhånden at der kommer til at stå nogle ok ting i afhandlingen. At jeg kan bidrage med noget.

Jeg har identificeret mit drømme-bedømmelsesudvalg. Holder navnene lidt for mig selv, men de er der, og hvor kunne det være fedt at få netop deres respons.

Jeg holder stædigt fast i aflevering i midten af august. Kender for mange der lang tid i forvejen giver sig selv ekstra tid, og så overskrider også den. Vi er alle forskellige – og jeg ved med stensikkerhed at det er en strategi der ikke vil virke for mig. Selv om jeg også ved at en færdig afhandling tre måneder fra nu er mildt optimistisk, for nu at sige det på en afdæmpet måde.

Apropos: Videre til ord nr. 58.927.

Read Full Post »