Fredag eftermiddag trykkede jeg på “send” og dermed røg de to første empiriske kapitler af sted til mine informanter/medforskere/seminardeltagere i KMD. Altså til de fem medarbejdere der har været med i de seminarer og interview der danner den empriske grundsubstans i min afhandling.
Forinden havde jeg brugt næsten en time på at komponere den ledsagende email. For ét er at de fem seminardeltagere i efteråret sagde ja til at være med i tre seminarer om skriveproces og respons og samtidig fik at vide at det der skete ville indgå i min afhandling som materiale. Og ét er at de alle fem er blevet interviewet af mig to gange – en af dem ovenikøbet tre gange.
Men noget andet må det være pludselig at se sig selv, ting man har sagt, måder man gør ting på, holdninger man har, beskrevet i detaljer, analyseret og konkluderet på. Det er lykkedes mig nogenlunde at skrive uden at bekymre mig om at de skulle læse om sig selv på et tidspunkt. Men nu hvor jeg sendte teksten afsted, prøvede jeg virkelig at forestille mig hvordan det må være at modtage og læse den.
Så jeg prøvede at skrive i emailen hvor taknemlig jeg er for at de har været så åbne og ærlige over for mig. Det er virkelig en gave, også selv om de har gjort det i arbejdstiden. Uden åbenhed kan forskning i mennesker ikke finde sted.
Samtidig blev jeg nødt til at minde dem om at de ingen indflydelse har på mine konklusioner. Det vil sige at de i princippet ikke kan standse mig. Og dog. For der er ikke tale om en banal gennemlæsning af et udkast for at rette fejl. De reaktioner jeg måtte få på de to kapitler er også en form for validering af mine påstande på baggrund af materialet.
Det er den fineste balancegang. En dynamik mellem dem og mig. Insiderne og outsideren.
Ventetiden til jeg hører fra dem, er en lille smule lang.
Skriv et svar