Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for juni 2007

Denne email tikkede ind forleden fra mit institut:

Til orientering kan proceduren vedr. ansøgning om tilknytning til instituttet ses på hjemmesiden på følgende adresse: http://mef.ku.dk/procedure_postdoc_ansoegninger/ 

 That’s it. Der står ikke andet derudover end et kort hej fra den administrative medarbejder der har sendt den ud. Den er sendt bcc, så jeg kan ikke se hvem der ellers har fået den.

Nu ved jeg da hvad jeg skal gøre hvis jeg vil søge om tilknytning til instituttet. Og det glæder mig da at der er styr på budgetter og vigtige sager som anciennitet og løn.

Jeg kunne bare godt tænke mig at vide om der er nogen her på instituttet der synes at det kunne være fedt hvis jeg blev som post.doc. At jeg laver noget der er spændende og værdifuldt. At jeg ville være en skattet kollega. At jeg kunne tilføre instituttet og universitetet noget som ingen andre kunne. At vi kunne have det skægt og gøre noget godt for verden samtidig.

Begejstring. Samarbejde. Krudt. På tværs. Arbejdsglæde.

For ellers kan jeg sådan set ikke se hvorfor jeg ikke skulle søge et andet sted hen. Om jeg så blev betalt med valsede havregryn og matadorpenge.

Reklamer

Read Full Post »

Grafiddi

Fra KUAs orange toiletkabiner vil jeg i dag bringe følgende tankevækkende opfordring:

LÆS TANKENS GRUNBEGREBER

Og bli dn første kvindelige megagenius

Der er nok et stykke vej igen.

Read Full Post »

Thomas B har gjort det igen, og denne gang ved han det ikke engang. Jeg har lige læst en artikel som længe har stået på listen. Sådan cirka 12 sider inde finder jeg en pointe hvor jeg tænker: Den her, den vil Thomas måske synes er interessant. Og dog? Måske kender han den allerede? Måske er den banal? Måske er den irrelevant? Pyt, jeg stoler på at han lader være med at sige at jeg er et fjols, selv hvis han synes det. Og måske er jeg faktisk ikke et fjols. Og han kan jo bare lade være med at bruge det.

Efter sådan en banal indre dialog (og come on, vi har dem alle sammen, indrøm det bare), klimprer jeg denne email afsted til Thomas og trykker send uden for meget yderligere flimflam:

Hej der

Jeg sidder lige og læser en artikel som jeg egentligt helst ikke vil læse (den underminerer sådan set retrospektive og introspektive kvalitative interview, hvilket er noget af et problem for mig), men som har en pointe som jeg tror du måske vil synes er interessant.

Nisbett og Wilson: Telling More Than We Can Know: Verbal Reports on Mental Processes. Psychological Review 84, nr. 3, 1977.

Well, det måske interessante for dig er det her: In general, we could expect that factors will be perceived as causal to the degree that their magnitudes resemble the magnitude of the effects they are adduced to explain. (…) It is likely that conspiracy theories often feed on the discrepancy between officially provided causal explanations and the large effects they are invoked to explain. It is outrageous that a single, pathetic, weak figure like Lee Harvey Oswald should alter world history. When confronted with large effects, it is to comparably large causes that we turn for for explanations (s. 252).

Forinden følger en (meget) lang række gengivelser af psykologiske eksperimenter der naturligvis viser med alle mulige nuancer at mennesker er totalt upålidelige når man spørger hvorfor de gjorde noget. De redegør fejlagtigt for hvilken stimulus der førte til hvilken respons. Og den interessante konklusion (som jeg måske kan bruge til noget, phew), er, så vidt jeg forstår, at mennesker i stedet giver a priori kausale forklaringer, der sådan set slet ikke beskriver den korrekte stimulus som faktisk fik dem til at handle som de gjorde, men derimod er udtryk for kulturelt betingede normer for hvad der opfattes som rigtigt eller værdifuldt (eller moralsk?). Eller med andre ord, vi siger at vi ansatte en bestemt ansøger fordi hun var intelligent eller veluddannet, af den simple årsag at boglig intelligens er højt værdsat i vores kultur; mens vi hårdnakket benægter at vi ansatte hende fordi hun er pæn, for den går jo ikke.

Og det vidste vi jo godt i forvejen.

Nåmmen, tænkte bare at det var interessant i konspirations-sammenhængen.

Håber alt står vel til.

 Katrine

Nå, tænker jeg. Jeg må jo lige få skrevet lidt mere på den der afhandling. Og nu er jeg jo tidsmæssigt udfordret, så arbejde må ikke gå til spilde. Jeg klipper fluks en del af emailen ind i Det Store Dokument, retter i fejlene og det skæve referat (undskyld Thomas), skriver videre. Her er udkastet:

Om Nisbett & Wilson klippet fra mail til Thomas: Nisbett & Wilson viser at mennesker giver upålidelige svar når man spørger hvorfor de gjorde noget. I en lang række gennemgåede psykologiske eksperimenter af forskellig karakter redegør forsøgspersoner fejlagtigt for hvilken stimulus der førte til hvilken respons. Nisbett & Wilson konkluderer at mennesker kun i meget lille grad er i stand til at redegøre for årsagen bag deres handlinger idet årsagen forbliver skjult for dem. I stedet giver mennesker, når adspurgt, a priori kausale forklaringer af deres handlinger; altså forklaringer der ikke beskriver den korrekte stimulus der faktisk fik dem til at handle som de gjorde, men derimod kan ses som udtryk for kulturelt betingede normer for hvad der opfattes som legitime årsager, og altså opfattes som rigtigt eller værdifuldt (eller moralsk?). Disse normer bliver da angivet som årsager bag vores handlinger. Konsekvensen af Nisbett & Wilsons konklusion er at vi ikke kan afkode menneskers reelle handlemønstre ud fra kvalitative, introspektive retrospektive interview; vi får ikke ’ægte’ indblik i hvad interviewpersonerne, her seminardeltagerne, gør og hvorfor.     Sådan et forskningsresultat kan jo tage modet fra selv den mest entusiastiske kvalitative interviewer.[1] Hvis hensigten med en kvalitativ interviewundersøgelse er at få indblik i de ’rene’ rationelle beslutningsprocesser og motivationer der ligger bag handlinger og forståelser af et bestemt fænomen, er der vanskeligheder forude. Nisbett & Wilson udskiller blandt andet en række faktorer der i særdeleshed fører til upålidelige eller direkte fejlagtige redegørelser for mentale processer: Tidsforskel mellem handlingen og den verbale redegørelse; mekaniske bedømmelsesfaktorer som vi ikke vil anerkende (note om forsøg s. 252); kontekstuelle forhold der mudrer billedet; årsager der er ikke-begivenheder, for eksempel når man ved at en person ikke kan lide én fordi de ikke gør noget, for eksempel smiler, giver hånd eller på andre udviser et imødekommende kropssprog; ikke-verbal adfærd der kun vanskeligt lagres i hukommelsen; og endelig uoverensstemmelse mellem størrelsesordenen af årsag og virkning idet vi har en tendens til at synes at en stor virkning bør kunne henføres til en tilsvarende stor årsag (Nisbett & Wilson 1977, s. 252-3).     [mere om det tidslige og kontekstuelle, der er særligt relevant her]     Derimod får vi noget andet, nemlig et indblik i de a priori, kausale mønstre eller rationaliteter som seminardeltagerne betragter som væsentlige og gyldige. Man kan altså se de forklaringer og beretninger der gives i interviewene som repræsentationer af hvad de individuelle seminardeltagere opfatter som det der betragtes som værende gyldigt og ’rigtigt’; legitimt i den kultur eller kontekst hvori de befinder sig. Dermed bliver interviewene spor af kulturen, vi kan her se ud fra hvilke værdier og rationaler seminardeltagerne legitimerer deres handlinger i og forståelse af skriveprocessen. Et forsvar for en bestemt praksis i skriveprocessen kan ses som et udtryk for at denne praksis tillægges en særlig værdi i organisationen, og en højrøstet utilfredshed med en kollegas adfærd kan ses som et udtryk for at denne adfærd er i uoverensstemmelse med hvad man i organisationen betragter som god skrivning (se sort bog 1)]


[1] Swarts et al. angiver da også Nisbett &  Wilsons resultater som motivation for at anvende protokolanalyse i forbindelse med forskning i skriveprocesser (Swarts et al. 1984, s. 55)

Pointen, og det er ikke en morale, er at det banale skrivetip: Skriv til en ven, er og bør være meget mere end et skriveblokeringsredskab. Videndeling er en dyd på mange planer. Nu falder Thomas nok ikke ned af stolen af begejstring, men måske var det alligevel brugbart. Og jeg har ikke tabt af at dele, jeg har fået mere. Sådan kan vi være hinandens resonatorer, som Karen Burke LeFevre kalder det i sin bog om inventio som en social handling. Jeg ville bruge tid på at skrive det lidt lækrere, hvis ikke jeg nu igen skal deltage og helst vinde i hverdagskonkurrencen: Hvor hurtigt kan man cykle over Langebro og nå til slutdestinationen i tide?

Read Full Post »

Flow

Det forløsende råd kom via stedfortræder fra Thomas Basbøll: Lav en plan for hvornår du skriver på hvert afsnit og fortsæt så efter planen lige gyldigt om det enkelte afsnit er færdigt eller ej.

Bevægelse er nøglen. Sid stille på stolen, men ikke i teksten og for alt i verden ikke i hovedet.

Read Full Post »

Midt i fagligt irrelevant, men charmerende medieomtale og årets første mini-hedebølge er klappen gået ned med en tung og ildevarslende lyd.

Der kommer ikke noget ud af mit hovede, uanset hvor meget jeg lytter til lydfiler og flytter mig, i teksten og på stolen (og det er ret meget). Problemet synes at være at det langt om længe er begyndt at gå mig på at jeg ikke har noget overblik. Jeg kan simpelthen ikke huske hvad jeg skrev to sider forinden. Hverken stort eller småt. Det er som om det er en anden der har skrevet det.

Jeg er midt i kapitlet om respons og betydningen for skriveprocessen. Hvis der nogensinde stod en skov omgivet af træer…

Read Full Post »

So, my first post in English. I have this idea that language shapes our thinking profoundly (something to do with being a rhetorician, I guess. Aristotle, I’m sure, must have said that already. He usually has, whenever you think you’ve had an original thought.). Although I find that I think well in English, I think differently in Danish. Since my work is on Danish professional writers, it makes sense to stick to my back yard vernacular. This has been a difficult decision because the field within which I do my research, composition studies, is predominantly English spoken. Most composition research stems from USA. So I am missing out on good collegial collaboration by being such a stubborn language conservative. Or conservator, depending.

Well, there is a good reason for cheating on my mother tongue today. Over at Positive Sharing, Alexander has posted an email which I sent to him recently. We both had the pleasurable experience of being quoted in a Danish newspaper feature on praise, and I wanted to keep the discussion going. Below is my email to Alexander, and here is the post he wrote. The comments are interesting to someone like me who thought I was making a point everyone kinda knew already. I guess I should write some more on specific praise in a hurry, huh?

Hej Alex,

And I am quoted in that same article for saying something to the effect that general and superficial praise can be pointless or at its worst negative. Praise should be specific and concrete (as should criticism!). Don’t say: I love your website. Do say: I love the way you create a friendly community on your website by actually reading and commenting so sincerely on the comments made by your readers. You pay attention to detail. You listen to their stories and connect them with your ideas. You try to give useful advice. You are not afraid of being open about your flaws. I specifically noticed the way you replied to N’s comment, that was…

Giving specific praise is extremely difficult. Paying attention, analyzing, reflecting is necessary. We need to get engaged, to get into stuff, to care. Unlike sending off non-commital superlatives in all directions, which is pretty easy, but not particularly useful in any other terms than making the receiver feeling momentarily good about herself (which is a very good thing, I am totally with you on that).

The point is, that in order to learn from praise, so that we can do more of what it was that we did well, we need to know specifically what it was.

This dimension of praise is often overlooked. It shouldn’t be. The psychological dimension and the learning dimension of praise can so easily go hand in hand. In fact, I am convinced that the psychological benefits of praise are greater if that praise is given in a specific way.

Read Full Post »