Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for august 2007

Heureka

!

Jeg tror at jeg har fundet ud af hvad min konklusion er. Det er vel heller ikke for tidligt, her ugen inden fælden klapper i.

Men jeg kan ikke sige så meget om det [sammenknebne læber]. If I tell you, I would have to kill you.

Eller rettere: Det er et møjsommeligt opstablet korthus. Og efteråret suser allerede udenfor. Jeg må se om det arter sig, om jeg kan få cementeret lortet inden tanken bliver pustet omkuld. For nu at blande metaforerne ret så grundigt.

Bis später…

Read Full Post »

Jeg følger jo med på din blog. Det er der to mennesker der har sagt til mig i dag.

Og selv om jeg dårligt ved hvad måned det er (og i øvrigt har haft det samme par bukser på i snart 14 dage, jeg kan ikke finde på andet, men de bliver dog vasket med mellemrum), kan jeg dog godt komme med en opdatering. Så der er noget at følge med i.

  • Afhandlingen skal være færdig og sendes til den organisation hvor jeg har lavet min empiri, mandag d. 10. september. Det giver, inklusiv i dag, 7½ arbejdsdag.
  • Organisationen har en måned til at læse den.
  • I den måned ordner jeg formalia (referencer, bilag, korrektur, dippedut og dimmelum). Og holder en lille smule hårdt tiltrængt ferie.
  • 7½ dag + 10. september + en måned + formalia + ferie = cirka 10. oktober.

Så. Nu har jeg sagt det. Råd nr. 4 i Dr. Kasparis fem gode råd mod overspringshandlinger (se også om yndlingsord som for eksempel procrastination hos Nadja) er:

4. Advertise and share the pain. Sometimes it’s peer pressure that can work for you…

Read Full Post »

Til dig der kom herind via disse søgeord: Fortæl os hvad du fandt derude! Jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe – men jeg kender mange der leder lissom dig. Lad os dele!

Read Full Post »

… det tager mig omtrent 10 minutter, ofte mere, sjældent mindre, at ’komme ind i’ et udkast jeg arbejder på. Og først efter 20-30 minutter arbejder jeg intenst og har tekstens idé præsent, lige i fingerspidserne.

 

… jeg skriver vidensproducerende. Eller omvendt: hvis ikke jeg kunne skrive, ville mine tanker ikke have en chance. De ville forblive flyvske og idealistiske, usammenhængende og svage. Jeg skriver min viden frem. Jeg lærer noget når jeg skriver, og jeg skriver mig frem til argumenter.

 

… jeg når næsten altid, både på korte og lange tekster, til en fase af dyb frustration. Jeg-har-ikke-noget-at-sige-fasen. Jeg mister overblikket.

 

… jeg er nødt til at skrive, ellers kan jeg ikke skrive. Jeg har utrolig vanskeligt ved at fokusere, ved at planlægge en tekst. Jeg må lade den skrive sig selv frem. Jeg kan ikke rumme en tekst i hovedet før den har materialiseret sig og har nået en kritisk masse.

 

… på et tidspunkt når jeg en form for ligegyldighed der sætter mig i stand til bare at skrive rent mundtligt. Bare jeg genererer sider, er jeg ligeglad. Det har ofte været min redning.

 

… når teksten er svær og skal laves om, går jeg rundt om den med knuder i maven, læser udskrift og springer frem og tilbage i dokumentet på skærmen, taler med mig selv og kan ikke komme i lag med teksten. Indtil jeg tager mig sammen og skriver. Så er det en enorm lettelse at få skrevet de første sætninger, også når de – som oftest – alene er opvarmning.

 

… jeg skriver mig ofte ind på et emne gennem dets modsætning eller negation. Forstået således at jeg begynder med at definere noget ved at skrive hvad det ikke er. Det betyder at jeg ofte skriver et afsnit meget hurtigt, men så må rykke tilbage, op til den indledende sætning og føre den videre, fordi det jeg skrev til at begynde med, var negationen.

Read Full Post »

Jeg har massepostet her til morgen. Det er for at dulme risikoen for abstinenser. Nu har jeg nemlig to vigtige meddelelser:

  1. I dag er min sidste dag som lønnet ph.d.-stipendiat, og jeg har besluttet mig for at det skal FEJRES! Champagnepropperne frem – tre år på stipendium (+ en orlov, man skal vel gøre sit for samfundet) er vel overstået! Hurra for mig!
  2. I aften tager en afhandlingsskrivende veninde og jeg i sommerhus i det nordsjællandske for at forsvinde helt ind i skriveboblen i fire dage. Når vi lukker ned for de bærbare på fredag sidst på eftermiddagen, er det med succes i maven fordi nåede det vi kom for. Ja, det er så.

Vi skrives ved derefter. Ha det godt så længe.

Update: Det hedder vel strengt taget “champagneflaskerne frem og propperne op”. Eller noget i den dur. Ivedhvadjegmener.

Read Full Post »

Efter 14 dage med sla-dam-dunk lukning af det ene kapitel efter det andet uden de store forhindringer (men en masse små, jo tak!) står jeg nu foran et kæmpe gult skilt der kræver omkørsel.

Det er sådan her:

Kapitel 7 er lækkert og lukket

Kapitel 9 er næsten færdigt, helstøbt i en struktur der ‘holder på’ afsnit som ikke bare kan flyttes, og en struktur som jeg er rigtig glad for.

Kapitel 8. Ja. Det viser sig ved gennemlæsningen, her hvor jeg har planlagt sla-dam-dunk at lukke kapitel 8, at de fleste af de gode pointer er foregrebet i kapitel 7 eller står dødlækkert i kapitel 9. Det tilbageværende er noget juks, stort set.

Nu er jeg jo ikke bange for at slagte tekst. Hvis det skal ud, så skal det ud. Så min første tanke var, juhu, så slipper jeg for at skrive kapitel 8 færdig, det stryger bare lige ud til højre, ud i Afhandling fraklip-dokumentet. Særlig godt var det ikke, det skal guderne vide (Jeg sender en kærlig tanke til min respons-læser, der fornylig sled sig igennem alle de – på det tidspunkt – ekstremt ‘ulækre’ kapitler og klarede at give mig respons uden at fortrække en mine, eller at sende mig ned i kulkælderen. Det var en bedrift af de store, og jeg skylder, er I sindssyge.)

Men så let går det ikke. Det grundlæggende i kapitel 8, det der altså ikke står på en lækrere måde andre steder, er nemlig en af de væsentligste motivationer for hele afhandlingen: Respons er læring af skrivning i organisationen + mit samarbejde med organisationen var kraftstejlemig en genial måde at arbejde med læring af skrivning på (jeg har besluttet mig for at bande noget mere). Det er vigtige sager.

Hvafannengørmanså?

Man skriver det om. Ikke noget sladamdunk her. Det er bare om at være glad for at de andre kapitler var sladamdunk. Kapitel 9 bliver delt i to, fordi den første halvdel i nogen grad var kapitel 8, og den anden halvdel skiftede retning på en måde at det gjorde at man ikke kunne se at den første halvdel var kapitel 8-stof. Det lader sig gøre uden at ødelægge den lækre struktur. (Ja, jeg forstår godt hvad jeg mener). Og man sakser med hård hånd i det eksisterende kapitel 8, der hvor det vitterligt er noget juks.

Det man kan lære af denne historie, er at dette er en almindelig skriveproces-oplevelse. Jeg har oplevet det mange gange før. I denne afhandling er det første gang det sker på kapitelniveau, men det sker hele tiden i brødteksten. Man skriver og skriver udenom pointen – og pludselig opdager man at de firkantede klamamser der minder en om at man skal huske at skrive pointen, er blevet overflødige. Pointen er produceret. Hvis man er heldig, står den flottere end man havde planlagt.

Tro på det!

Read Full Post »

A afleverede sin afhandling til tiden, men hun var egentlig færdig med den et par måneder før afleveringsfristen. Den ene side tog lissom den anden.

B skrev en monografi med en del empiri, men besluttede sig sent i forløbet for at skrive afhandlingen helt om, uden empiri. Og gjorde det. Og afleverede.

C sidder lige nu og skriver færdig. Tiden er løbet ud, sådan med et par barselsorlove der gjorde det svært at få momentum igen. Nu kører det på skinner. Et kapitel lukkes om måneden uden at se sig tilbage. Aflevering om et par måneder.

D skrev en afhandling med artikler, en antologi, men besluttede sig for – da afleveringsfristen var overskredet – at skrive hele afhandlingen om til en monografi på tre måneder. Det lykkedes.

E afleverede til tiden, skrev efter tidsplan det sidste år, ikke så meget fikumdik. Den blev lidt for lang, men tidsplanen skulle holdes, så der blev ikke redigeret mere da afleveringsdatoen kom.

F skrev færdig de sidste måneder med ti timers feberhed skrivning om dagen. 100 sider på en måned.

G var et år væk fra projektet for at undervise og udvikle en ny uddannelse. Skrev derefter færdig over en hektisk periode sideløbende med mere planlægning og undervisning, sov nogle gange på kontoret, væk fra sin lille nye familie.

H skrev en antologi, artikel efter artikel i løbet af ph.d.-en, alle publiceret. Afleverede til tiden – hvorfor ikke? Den var jo færdig.

I skrev hele afhandlingen igennem, fik respons på hele skidtet fra tre kolleger, redigerede alle kapitler med en tættekam over et par måneder.

J skrev afhandling og samarbejdede med en organisation samtidig. Skrev vigtigt dokument for organisationen sideløbende med ph.d.’en. Fik drømme-udviklingsjob i organisationen der har bevilliget orlov til at skrive afhandlingen færdig.

K sidder lige nu og kæmper med kapitel 8 og 9. Kom igang med at skrive otte måneder før afleveringsfristen og har skrevet som en gal lige siden. Skrev de fleste kapitler og troede at de næsten var der. Fik respons og lavede det hele om – men det gjorde det nemmere at skrive færdig, ikke sværere. Lukker kapitler med 180 km i timen inden vejlederne bliver belemret med hele molevitten. Plages skiftevis af angst for ikke at være god nok og desperation efter at få det overstået, pyt med konsekvenserne.

Der er lige så mange måder at gøre det på, som der er uddelte stipendier. Kunsten er at finde den vej der er den bedste for en selv. Faktum er at den vej kan man først se når man står og kigger tilbage på landskabet. Og man VIL gå forkert flere gange, på sin egen måde.

Min søn, der ellers lever under visse tv-restriktioner, må sjovt nok se ret mange ting der ellers ville falde for kvalitetskontrollen, når klokken er kvart over seks lørdag morgen. Omtrent på det tidspunkt sendes der noget bras der hedder Skavumserne. Marius er begejstret. Nu går han rundt og råber “Tro på det!” hver gang han skal cykle, lege med Spiderman eller bare er gået i selvsving.

Bras, ja. Men altså: Tro på det!

Read Full Post »

Older Posts »