Når man skriver en større akademisk tekst (læs: Alt over en enkelt side), betaler det sig at notere navn, årstal og sidehenvisning for alle referencer. Også selv om man tænker at:
- Jeg skriver bare ibid eller opcit, for det er jo det samme som ovenfor
- Jeg glemmer aldrig hvem/hvor/hvad jeg har det fra
- NN teoretiker siger det ligesom i alle sine tekster, over det hele
- Jeg skal alligevel tilbage og læse teksten igen
- Det ser helt vildt ud med alle de referencer
I ved hvor jeg vil hen: Man rykker rundt på skidtet 15 gange, afleverer bogen tilbage, glemmer at Jensen og Jensen begge to hedder Jensen, bliver i tvivl hvad man selv har tænkt og hvad man har snuppet andre steder fra (og lad mig i den forbindelse minde om at plagiarisme er en alvorlig sag der kan ødelægge en hel karriere, no shit); og ORKER ikke at læse noget igen selv om det sikkert var en god tanke.
Og det er usandsynligt meget hurtigere at fjerne 78 henvisninger der er blevet overflødige, end det er at støve to henvisninger op som man af førnævnte årsager ikke fik noteret i første omgang.
Gettit?
Ooohhh, havde jeg dog læst disse fremragende råd, før jeg udarbejdede mit speciale 🙂
I særdeleshed den afsuttende pointering af, at for meget af og til er bedre end for lidt. (I notesammenhæng er less ikke altid more 😉 )
Men det gik. Trods alt….
Sagen er jo desværre også at man så at sige bliver mere og mere kognitivt ensporet jo tættere man kommer på afleveringsdagen. Alt det man uden vanskeligheder kunne huske – og i detaljer – for blot et par måneder siden, går i denne fase af skriveprocessen uigenkaldeligt tabt.
Hvor lagde jeg mine nøgler? Det er pist væk. Der er ikke andet at gøre end at lede. Hvis man er heldig, ligger de ovenpå noget, og ikke nedenunder noget.
Hvem er det nu der har skrevet det der med at fronesis er en retorisk situationsfornemmelse? Det lader sig ikke genkalde. Og når man vender sig om og kigger på bøgerne der vælter oveni hinanden i reolen, er lige netop den tabte information til at tude over.
Heldigvis betyder den ekstreme skyklapper-hukommelse også at man glemmer ting som ellers ville have irriteret en i timer. Jeg har for eksempel allerede glemt alt om at jeg tabte min nyindkøbte lækker-kaffe på fortovet, og måtte ind og købe en ny i sådan en slags deja-vu-tåge. Væk er det – jeg glæder mig bare over kaffen som jeg står her. Klodset? Mig? Nej, det må have været en der ligner mig, du så.
Og nå ja: Det går altid alligevel. Det er bare mildt sagt røvirriterende at skulle droppe et rigtig godt argument fordi man ikke kan huske dets oprindelse.
Heldigvis er det også hurtigt glemt, den dag man går ud af det kedelige afleveringskontor (for sådan et er der altid) med armene i vejret. Juhu.
Referencer? Det har man da
folkvaerktoejer til at holde styr paa?Alternativt (hvis det gik for godt med skriveriet til at jeg havde tid til at hoppe frem og tilbage mellem Word og EndNote), saa skrev jeg direkte i Word: [ref til den lange Warshowski artikel om konkurrence eller samarbejde].
Aha. Ja, her er vi inde på et ømt punkt. Københavns Universitet har for nylig fået licens til Endnote (eller også har de bare for nylig fået kommunikeret det helt ud i krogene). Jeg har efterspurgt det i nogle år – har kolleger ved andre institutioner der hellere vil have skåret deres venstre arm af ved albuen end at undvære Endnote – men da systemet endelig kom til KUA, var det for sent.
Og hvad er det også for noget svagpisseri. Rigtige humanister SKAL
1) Fedte rundt med at skrive referencer direkte i Word. I brødteksten, nemlig ja. Ikke noget med alle de moderne synergi-systemer
2) Gå i panik i slutfasen over referencer der mangler og det der er værre.
Desuden skal man jo også faktisk udføre en handling for at sætte en Endnote-reference ind. Det er som regel der det kniber.
He he, joh, men hvis nu den handling er tilpas nem, saa kan det faktisk blive en lille “plus oplevelse” midt i skriveriet. Saa vidt jeg husker var det noget i retning af:
Alt-1 – skift til EndNote
Find og marker referencen/referencerne i EndNote
Alt-2 – skift tilbage til Word med referencerne indsat
Men altsaa under alle omstaendingheder et pludseligt skift af kontekst mens man maaske ellers lige var saa godt i gang med en saetning. Derfor min vane med at beskrive referencen.
Og saa vil jeg i oevrigt ikke blande mig i hvordan rigtige humanister SKAL komme galt afsted med deres arbejdsvaerktoej. 🙂
Hvad betyder “opcit”?
Hurra for Wikipedia, for der lurede du mig. Hvodden er det nu lige med opcit? Men altså, W fortæller at opcit står for “opus citatum” eller “opere citato”. Opcit i en fodnote, slutnote – eller, vil jeg tilføje, en parentesnote – markerer at man henviser til en kilde der er refereret til tidligere end den seneste reference.
Ibid er nemlig betegnelsen der viser tilbage til den seneste reference.
Det korte af det lange er at opcit er den mest røvirriterende reference der findes fordi den betyder at man skal kigge alle de tidligere referencer igennem for at se hvad Miller/Jensen/Fætter Højben mente om den sag 67 sider tidligere. Ikke ligefrem læservenligt.
Min uvidenhed om opcit og forkortelsens irriterende formål belyser dermed den indledende pointe ret så skarpt, skulle jeg mene. Nemlig at den slags smutveje i løbet af skriveprocessen kan være udtryk for sandhedsvægring: Jeg skriver bare opcit fordi jeg ikke liiige kan overskue andet, det står vist nok et sted ovenfor, og det får mig til at lyde som en klog akademiker, synes jeg selv.
Og ok, det er også ensidigt. For at være hurtig med henvisningerne undervejs handler også om at bevare momentum i idéarbejdet – det som på retorisk hedder inventio. Det er faktisk sin egen blogpost værd. Den kommer ved lejlighed.
I mellemtiden vil humanisten lide videre i sit selvvalgte martyrium. Nu skal der afhandles.