… det tager mig omtrent 10 minutter, ofte mere, sjældent mindre, at ’komme ind i’ et udkast jeg arbejder på. Og først efter 20-30 minutter arbejder jeg intenst og har tekstens idé præsent, lige i fingerspidserne.
… jeg skriver vidensproducerende. Eller omvendt: hvis ikke jeg kunne skrive, ville mine tanker ikke have en chance. De ville forblive flyvske og idealistiske, usammenhængende og svage. Jeg skriver min viden frem. Jeg lærer noget når jeg skriver, og jeg skriver mig frem til argumenter.
… jeg når næsten altid, både på korte og lange tekster, til en fase af dyb frustration. Jeg-har-ikke-noget-at-sige-fasen. Jeg mister overblikket.
… jeg er nødt til at skrive, ellers kan jeg ikke skrive. Jeg har utrolig vanskeligt ved at fokusere, ved at planlægge en tekst. Jeg må lade den skrive sig selv frem. Jeg kan ikke rumme en tekst i hovedet før den har materialiseret sig og har nået en kritisk masse.
… på et tidspunkt når jeg en form for ligegyldighed der sætter mig i stand til bare at skrive rent mundtligt. Bare jeg genererer sider, er jeg ligeglad. Det har ofte været min redning.
… når teksten er svær og skal laves om, går jeg rundt om den med knuder i maven, læser udskrift og springer frem og tilbage i dokumentet på skærmen, taler med mig selv og kan ikke komme i lag med teksten. Indtil jeg tager mig sammen og skriver. Så er det en enorm lettelse at få skrevet de første sætninger, også når de – som oftest – alene er opvarmning.
… jeg skriver mig ofte ind på et emne gennem dets modsætning eller negation. Forstået således at jeg begynder med at definere noget ved at skrive hvad det ikke er. Det betyder at jeg ofte skriver et afsnit meget hurtigt, men så må rykke tilbage, op til den indledende sætning og føre den videre, fordi det jeg skrev til at begynde med, var negationen.
Og så har du en helt fantastisk tone, når du blogger, som du med fordel kunne eksperimentere med at integrere i dine mere formelle skriveprocesser også 🙂