Jeg har opdaget hvorfor jeg helst vil bruge min forberedelsestid på at forberede mit svar på bedømmelsesudvalgets kritik. Det er fordi jeg får så ækelt mange sommerfugle i maven lige så snart jeg begynder at arbejde på mit eget oplæg.
Men det skal til. Og det hele hænger jo sammen. Grundlæggende er der to strategier man kan anlægge ved et ph.d.forsvar.
1) Kom bedømmelsesudvalgets kritik i møde i dit oplæg
2) Sig ikke et ord om kritikken i dit oplæg, men træk i stedet kæphestene af stalden
Fordelen ved model 1 er at den i princippet åbner op for en åben, fordomsfri akademisk dialog fordi banen er kridtet op. Ulempen er – for lad os ikke glemme at vi alle er mennesker – at man risikerer at tage bedømmelsesudvalgsmedlemmernes egne omhyggeligt forberedte oplæg på forskud, så de skal finde på nye begavede spørgsmål på stående fod. Hvilket må være omtrent lige så irriterende (læs: ubehageligt) som at skulle svare på uventede begavede spørgsmål på stående fod.
Fordelen ved model 2 er naturligvis at man sikrer sig at man får fyret i hvert fald nogle af sine guldpointer af uden at nogen kan afbryde. De 30 minutter er hellige. Man har også muligheden for at hjælpe de stakkels tilhørere til at få bare en lille smule ud af den efterfølgende højstemte akademiske dialog. Ulempen er, så vidt jeg kan se, at man placerer sig i en forsvarende position. Det er ikke så proaktivt, ville man sige hvis man var til sådan et vokabular. Men bare fordi man ikke bruger sine 30 minutter på modsvar, kan man jo godt have forberedt sig grundigt alligevel.
Jeg var til et fantastisk forsvar i fredags hvor model 2 blev anvendt forbilledligt.
Nå, oplægget kalder. Altså, det gør det faktisk ikke, men jeg må insistere.
Read Full Post »