Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for december 2010

NU er du bange…

Mine følelser snegler sig afsted. Altid nogle dage bagud, altid lidt småforvirrede: Hvor er vi nået til, hvad er nu det, hvoffer gør hun sån?

 

Jeg er ved at finde ud af at en fyring virkelig er en katapult ud i det ukendte, så meget mere end når man selv beslutter at tage et nyt skridt. I dag er det to uger siden jeg fik beskeden om den “påtænkte afsked” som det så administrativt hedder. De første dage derefter var jeg beruset af frihed og drama. Så faldt barometeret. Nogle ville sige at jeg blev mere realistisk, men det er forkert. Rationalitet og usund skepsis er mine to insisterende buddies, så selv om jeg virkelig er overbevist at jeg kan stort set alt hvad jeg vil, er jeg til stadighed pinagtigt bevidst om at det ikke er specielt let at komme til at gøre det.

Men humøret. Kedafdetheden kom snigende da dramaet blegnede. Da krammerne og tillykkerne blev færre – fordi de andre skulle på arbejde. Tiden trillede videre i resten af verden, men for mig stod den lige noget mere stille end jeg er vant til.

Min mor er speciel og meget dejlig, men hun siger nogle ufattelig skøre ting. Det her er en af de dummeste, greatest, ever, classics, vol.2: “Bange, det ord kender vi ikke.”

Jo, det gør vi! Nu er du bange!

Bange og lidt ked af det. Snigende, kom det, forsinket, langsomt. Sammen med følelsen af at være vraget, der måske er den mest klassiske fyringstopos næst efter vreden.

Og det er faktisk fint nok. En af mine mange dejlige naboer sagde, henover fyringskrammeren: “Ja-ja, vi lever jo i tryghedslommer, og nogle gange må vi lige en tur ud af dem og mærke efter.”

Hold kæft hvor jeg mærker efter. Det suger, og det er eftertænksomt. Og også lidt berusende på en ny måde, her udenfor tryghedslommen. Nu sner det igen.

 

Read Full Post »

For nedadgående

10 dage i dag. Humørkurven er nu for nedadgående, men jeg håber på at den rammer bunden snart og så begynder at stige igen:

Read Full Post »

Mandag. Jeg gjorde det som andre mennesker gør om mandagen. Jeg gik på arbejde.

Hvad, skreg min veninde i telefonen? Er du på arbejde? Jamen, de har jo fyret dig?

På en måde. Teknisk set er jeg ikke fyret endnu, jeg har modtaget et brev om at min arbejdsgiver påtænker at afskedige mig fra den 16. december. Det betyder 1) jeg er ikke fyret endnu og 2) jeg har pligt til at gå på arbejde.

Well, det har man jo bare overhovedet ikke lyst til. Og min fagforening sagde meget klart at vældig mange vælger at sygemelde sig, ikke for at slippe for at arbejde, men fordi den psykiske belastning af en fyring er kolossal. Det gør bare ondt, det shit. Men jeg var nogenlunde ok da jeg stod op.

OK, så jeg tog toget og kiggede lidt ud på snelandskabet undervejs. Hoppede på en bus med verdens sødeste tørklædeklædte chauffør og tænkte lidt på hvor meget mere tillidvækkende hun var end ham den bundsure, utilfredsstillede bushersker der plejer at sidde bag rattet. Stod et øjeblik foran rådhuset, kun et øjeblik, det var vigtigt at holde momentum. Og lige der havde jeg virkelig ikke lyst til at køre flexkortet igennem og gå op ad trappen. Men jeg har dejlige kolleger, og det var godt at se dem igen. Godt jeg kom og fik fødderne til at gå op ad den trappe. Snakkede med min nærmeste kollega der også er min daglige leder og aftalte at den fortrolige snak som vi så ofte har om alt muligt og ingenting i organisationen, må vente indtil alt det formelle er på plads – indtil da sidder vi på hver vores side af bordet, og sådan er det, det er helt fair.

Så arbejdede jeg. Spiste restemad fra julefrokosten i fredags, som jeg ikke deltog i. Og så tog jeg hjem. Jeg tog ikke til direktørens 60-års reception. Det var, synes jeg, mere end man kunne forlange.

Read Full Post »

Så. Den første tid efter prikkerunden har en stor overskrift i blinkende, kulørte lygter: Kærlighed.

Sms’er og opkald fra gamle kolleger der havde hørt rygtet. Kommentarer på Facebook hvor jeg også postede blogindlægget, og her på bloggen, som I kan se. Emails. Krammere fra mine mange dejlige naboer i bofællesskabet. Tilbud om sparring, samarbejde, coaching, branding. Blomster. Åbne barskabe. Peptalks – jeg kan nærmest åbne en julekalender med alle de peptalks jeg har fået og fået lovning på når der er behov. Der er folk der siger dejlige ting om mig som menneske, og folk der siger dejlige ting om mig som fagperson. Og begge dele.

Jeg føler mig heldig, og det betyder alverden, også selv om det på nogen måde er det ‘man gør’ i sådan en situation. Min tidligere kollega, der nu er rykket videre til en anden kommune, var øjensynlig lidt bekymret for om jeg var manisk fordi jeg ikke var nedbrudt, deprimeret og i tårer. Han er en god mand, en af de bedste. Jeg tror ikke at jeg er manisk. 🙂 Men alle de fine ord fra jer gjorde faktisk min ‘virkelighedsfornemmelse’ lidt dybere. Jeps, det er noget lort. Og ja, det er da helt ubegribeligt. Men nej, det er ikke verdens ende – og der er mange andre end mig der er overbeviste om at fremtiden bliver endnu bedre end nutiden var for et par dage siden.

Hvad lavede jeg ellers i går?

  • Jeg løb en eventyrlig tur i blidt dalende sne.
  • Jeg kørte med pigen til lægen for det der øretjek. Stadig vand på ørerne, stadig en glad og veltilfreds tyksak. Nyt tjek om en måned, business as usual.
  • Jeg talte længe og flere gange med min fagforening, hvor de havde relativt meget at se til – jeg er jo ikke den eneste på min arbejdsplads der er blevet fyret, men en ud af 14, og det er den samme konsulent der har ansvaret for forhandlinger for alle DJØF’ere ansat i den kommune. Eftersom tillidsrepræsentanten også har modtaget et fyringsvarsel (!), kan hun ikke hjælpe. Den korte version af forløbet foran os afskedigede er at vi nu har en høringsperiode på 14 dage, frem til d. 16. december, hvor vi så faktisk bliver afskedigede. Jeg skriver mere om høringsperioden og strategien for høringssvaret senere, når jeg lige er kommet så langt. Mit mål er at få så meget tid som muligt til at søge job i perioden frem til d. 1. april. Det er ikke nødvendigvis min arbejdsgivers mål, ahem. Det kan man have holdninger til – lad os se hvad der sker.
  • Vi spiste aftensmad i fælleshuset med stearinlys og flere krammere, drak fino rom og spiste fyldte chokolader og sludrede.
  • Og så faldt jeg i søvn i sofaen. Og tog hovedpinepillerne i nat – hvis man endelig skal have tømmermænd, kan de lige så godt fremskrives lidt, så de er væk om morgenen.

Og manden og drengen bygger en igloo i gården. Kærlighed.

Read Full Post »

For sådan en som mig er der vist kun en vej frem når man får den der kuvert i hånden og skal gå tilbage ud til sine kolleger i storrumskontoret og sige, ja hvad? Den er fandme svær at sætte ord på lige der, og det værste er at jeg bare havde lyst til at smile og smilede med tørre læber, og det var også bare helt forkert, men lissom det eneste der kunne lade sig gøre. Jeg rynkede dog brynene samtidig, ved ikke om det er en formildende omstændighed. Men det har nok set rimelig mærkeligt ud…

Well. Vejen er at skrive.

 

OK, altså. I morges kl. 9.20 fik jeg overrakt kuverten på min direktørs kontor. Klokken var 9.20 og ikke 9 fordi jeg sad fast i kø på motorvejen på grund af de mest spejlglatte veje jeg nogensinde har kørt på. På vandreturen fra mit skrivebord på rådhuset og ind til direktørens kontor, i trav bag direktøren selv (flink mand i øvrigt), tænkte jeg mest på hvor heldig jeg var at jeg nu ville få at vide at de accepterede mit tilbud om en deltidsansættelse – deltidsjob med min kompetenceprofil hænger ikke ligefrem på tæerne.

Så jeg blev sgu lidt overrasket da han begyndte at vifte med kuverten og anbefalede mig at hente en bisidder. Det gjorde jeg nu ikke, selv om det skulle jeg sikkert have gjort, men værre var det heller ikke, sådan relativt informativt, faktisk, og mit hovede var koldt nok.

I retrospekt kan jeg måske bryste mig af at min intuition er lidt stærkere end jeg plejer at tro.

  • I går undlod jeg at forny mit månedskort til toget og købte klippekort i stedet
  • I går pointerede jeg kraftigt på et møde at det jo ikke var sikkert at det ville blive mig der kom til at løse den der opgave med et årshjul og skabeloner for annonceringer og pressemeddelelser i Vej & Park
  • I sidste uge meldte jeg mig syg et par dage i stedet for at slææææbe mig på arbejde med snot i hele hovedet, hostegøende som en søløve, fordi jeg tænkte at det nok ikke gjorde den store forskel (uden af den grund særligt at overveje på hvad?)
  • Hadeopgaven af alle har fået lov til at ligge hen i de sidste uger. Jeg tænkte: Det der skal jeg lige være helt sikker på at jeg er nødt til
  • Og nå ja, så var der mit forslag om deltidsansættelse og den madpakke jeg ikke tog med i morges

Well, ud til mine fem søde kolleger der var helt grå i ansigterne og straks hentede kaffe og the og delte deres egne fyringshistorier med mig da jeg bad dem om at holde op med at holde kæft. Og som, mens jeg ringede til min dejlige mand der er strandet i Heathrow på grund af vejret, lagde konspiratoriske planer for hvordan de kunne tvinge mig til at acceptere en codriver på turen langs den glatte motorvej hjem til Albertslund. Det havde jeg nu godt regnet ud var en temmelig god idé, så L og jeg talte i munden på hinanden da jeg kom tilbage: “køre me….” “køre med dig…”.

Så nu sidder jeg her. L siger at jeg er i chok. Det er jeg vel.

 

Men altså. Det er ikke fordi kodeordet skal være denial, denial, denial. Guderne ved at det er træls at søge job i disse kolde måneder. Og jeg skal også nok nå til stadierne gal, ked af det, jeg-er-nok-ikke-noget-værd og jeg-må-drikke-lidt-mere-god-rødvin. Men lige nu, og for at jeg kan huske det når den tid kommer og der er brug for det:

  1. Jeg trængte til luft. Og jeg har en røvfuld af kompetencer og ideer og faglige stjerneskud som jeg ikke kommer ud over stepperne med fordi der bare ikke er overskud til det med 2 x hente-bringe-børn og et fuldtidsjob med en times pendling hver vej. Nu er det kraftstejleme på tide, tak for vinket med vognstangen.
  2. Jeg ser alt alt for lidt til mine børn og min kæreste. Det skyldes ikke alt sammen mit arbejde (eller forhenværende, ahem). Og det ku da være at hele tidsrøverpakken skal have en grundig gennemhejling nu vi er i gang. Jeg lover ikke andet end at jeg lover jeg vil gøre forsøget.
  3. Jeg laver alt for få af de ting jeg faktisk elsker. At skrive. At tænke mig om ordentligt. At gå baglæns med vilje. At lege. At lede. At lave tingene selv. At spilde tiden.

Sådan set er der næsten ikke noget mere røvirriterende end en jobcoach der siger noget i retning af at en fyring for nogen kan være det der sætter et længe udsat karriereskift i gang på måde, nye og bedre veje blablablaaa blablablaaa. Og “ku der være noget godt ved det du oplever lige nu?”. Fuck dig. Jeg vil selv sige det. Så det gør jeg.

Og det kommer til at fortsætte lige her på Skriveri. Det er faktisk det jeg allerbedst kan lide, bortset fra varme børnetæer.

 

Et billede skal I også have. Det er ikke superkreativt. Hey, jeg er et ordmenneske. I give you: Udsigten fra den fyredes stol, lige nu:

Read Full Post »