Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for februar 2011

Nyt job

Så er jeg begyndt på mit nye projekt her i min hjemkommune. Jeg har kontrakt på tre dage om ugen de næste syv måneder og skal arbejde med at skabe de gode fortællinger om et stort nyt udviklingsprojekt i bymidten der strækker sig over de næste fem-syv år. Lige nu er projektet på tegnebrættet – min opgave er at kommunikere til brugere, borgere og hele interessentrækken hvad det går ud på, hvorfor det er fedt, hvorfor det er nødvendigt. Og at give til politikere og medarbejdere en god forståelse af detaljerne i projektet så de kan stå inde for det, tage gode beslutninger og forklare det når de bliver spurgt.

Det er en fantastisk strategisk kommunikationsopgave. Helt umulig i den forstand at man aldrig kan undgå at nogen bliver sure når man laver om på det de er vant til. Men utrolig spændende fordi der er så god en fortælling at arbejde med, nemlig hvordan en by kan være det den er og var, og samtidig gå fremtiden i møde.

Og så har jeg den store fornøjelse at skulle arbejde sammen med de mest spændende folk. Arkitekter, byplanlæggere, projektledere, institutionsledere, rektor for gymnasiet og forstanderen for VUC, direktører på tværs af kommunen. Bare det at sidde på kontor med de søde arkitekter med tegninger hængende overalt. Det holder.

Den triste historie er også her: To medarbejdere er gået på pension i forbindelse med besparelserne, og en er blevet afskediget og forlader sit job til sommer, men kommer samvittighedsfuldt hver dag og løser sine opgaver. Vi har hilst på hinanden. Snakket om hvordan det føles, og at det er mærkeligt at jeg pludselig dukker op når hun er blevet fyret, selv om vi laver helt forskellige ting. Hun er ked af det. Jeg kan mærke det helt ned i maven og bøjer mig i støvet for at hun er stolt og modig og ser mig lige i øjnene. Den er hård.

De sidste to dage om ugen bygger jeg en freelanceforretning op. Det er fandme svære tider at gøre det i, og banken er lidt stramme i betrækket, men nu giver jeg den nogle måneder, og så må vi se. Så nu har jeg faktisk ikke tid mere, for i dag er freelance-dag, og jeg er ved at bygge min nye blog op et andet sted. Mere om det senere.

Read Full Post »

S-toget på vej hjem. Sent. På en hverdagsaften.

 

 

Fordi god sparring er mere værd end en smule søvnmangel.

Read Full Post »

I går ringede en af mine nye kolleger. Hun  havde fået ansvaret for at “oprette mig i systemet” som det hedder, praktiske ting som at sørge for at jeg får computer, e-mailadresse og adgang til arbejdspladsens it-systemer. Så det talte vi kort om.

 

 

Og så sagde hun: Jeg skal lige høre noget andet. Jeg kan se her på dit CV at du løber. Det gør jeg også. Du skal da være med i den lokale løbeklub, skal du ikke? Det er rigtig hyggeligt.

 

Og så fik vi os en lang telefonsludder om hendes planlagte marathonløb nr. 2, og mit planlagte halvmarathon nr. 1. Om træningspas og intervaller og cocktails i Berlin. Og vi har ikke en gang mødt hinanden i virkeligheden endnu.

 

Så let er det at tage godt imod en ny medarbejder. Damen i telefonen turde række ud og gribe fat i mig selv om hendes ærinde var rent administrativt. Hun vidste noget om mig fra mit CV som hun havde fået fordi min adresse stod på det – og så blev hun nysgerrig og fulgte sin nysgerrighed, bare sådan menneske til menneske. Hun kunne have valgt at tænke: Narj, jeg venter lige og ser hvad hun er for en, hende Katrine. Heldigvis for mig gjorde hun det modsatte og tog løbeskoene på og spænede lige ind i mit hjerte, og blev den første kollega der også var en ægte person, allerede inden jeg er begyndt.

 

Der kan og skal siges meget godt om introduktionsprogrammer, velkomstbuketter og -taler, og ikke mindst den efterhånden obligatoriske fælles morgenmad komplet med basser. Det er brandgodt. Men den personlige forbindelse slår det hele med 42,195 kilometer.

 

Read Full Post »

Farvel for nu

I dag sagde jeg farvel til mine kolleger, nu tidligere, på min arbejdsplads. De havde sørget for sandwich og et mødelokale med lukket dør så vi kunne spise frokost sammen uden at nogen forstyrrede. Flødeboller fra Summerbird, kaffe og lakridser. Sodavand (så ved man at bølgerne går højt). Gaver: Håndværkeren af Richard Sennett og Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami. Søde ord i kort jeg gemmer inden i bøgerne. Vi snakkede om mit nye arbejde som jeg begynder på på tirsdag i min hjemkommune, wohooo, først i dag er startdatoen faldet på plads. Jeg fortalte: Det bliver tre dage om ugen i syv måneder indtil videre. Vi grinede vidende sammen over direktører der bare er sådan som direktører er, uanset hvad kommunen så hedder.

Krammere og vi ses. Det sidste fortrolige “Hvordan har du det egentlig?”-spørgsmål. Og meget kan man sige om mig, men når følelserne sidder uden på tøjet, som de gjorde i dag, så kan jeg ikke lyve når jeg bliver stillet lige netop det spørgsmål. Men så er det jo godt at man godt på græde på sit arbejde. Bare en lille smule, fordi det var en af de dage hvor isen herude føltes en lille smule tynd.

 

 

I bilen tændte jeg for P2. Alt for mange ord på P1, alt for flade popsange på P3 og ikke det store overskud til at rode i albums på telefonen. Og så leverede Danmarks Radio et lille mirakel. Jeg kender Griegs Peer Gynt fordi jeg havde en stædig musiklærer i 5. klasse (som vi var alt for onde ved, hvorfor er det altid sådan?). Og jeg kan vel til nød nynne Champagnegaloppen. Og omtrent der stopper min ikke-viden om klassisk musik, og måske er det derfor jeg holder af at tænde for P2 når tankerne bokser på indersiden af mit kranium. Men ud af radioen, midt på motorvejen, strømmer en fortætning af håb, for det kan simpelthen ikke siges anderledes. Det var en indspilning af The Lark Ascending af Vaughan Williams. Ved jeg nu, for jeg lyttede desperat efter annonceringen da violinen klingede ud. Memorerede. Og sendte en sms til mig selv med stikordene så snart bilen holdt stille. Det er lærken der stiger mod himlen. Jeg har fundet en totalt autentisk optagelse til jer på Youtube. En tåreperser, jeps. Men jeg har jo også altid været en sucker for patos i praksis. Der er nu ikke noget som en god gang strygere tilsat dybe suk og skrå blikke ud mod horisonten (jeps, jeg er en af dem der elskede soundtracket til Den Sidste Mohikaner…).

 

Dagen i dag gav mig to indsigter. Jeg kommer til at savne dem. Og det kommer til at gå godt.

 

Read Full Post »