Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Akademisk vidensdeling’ Category

Jeg har været så fikseret på min egen navle (den er pæn, det er den altså) at jeg har glemt at bringe en vigtig nyhed og udbringe en champagneskål af de største:

Min kollega, langtidsstudielidelsesfælle og uundværlige sparringspartner Elisabeth Hoff-Clausen afleverede sin afhandling for fjorten dage siden. KÆMPEHURRA!

Den har været et par titler igennem så jeg kan ikke liiige gengive hvad det endte med. Men den handler om online ethos, altså troværdighed på internettet, og efter alt hvad jeg ved (vi har ikke haft det store mod på at læse hinandens afhandlinger, hvilket vores omgivende – og i høj grad fælles – netværk har måttet lide under, for så måtte de jo holde for) er den fabelagtig god! Læs den før din nabo!

Reklamer

Read Full Post »

Jeg skylder en opdatering.

  • I mandags kopierede jeg omtrent 1.500 sider, satte dem i spiralryg og sendte dem afsted til mine samarbejdspartnere i den organisation jeg har lavet feltarbejde i. Delmål nået! Hurra for mig! Nu venter jeg på at høre dem, mens jeg skal lave de sidste rettelser der ingen betydning har for dem. Nå ja, jeg vil også gerne liige skrive kapitel 1 om, men det går nok.
  • I tirsdags forsvandt min dag i en lang personalefrokost om tilrettelæggelse af en ny kandidatuddannelse og ophedede gangdiskussioner om en ny lokaleplan på instituttet der vil putte de ph.d.-studerende og post doc’erne i storrumskontorer (5-10 personer i hvert lokale).
  • I onsdags holdt jeg fri og spiste sushi.
  • I torsdags deltog jeg i to møder om ph.d.-politik, herunder en såkaldt ‘drøftelse’ af føromtalte lokaleplan. Jeg må blogge om det for sig, for min harme er kolossal og denne post risikerer at ekslodere.
  • I fredags skrev jeg sammen med en ph.d.-kollega på et notat der skal overbevise institutledelsen om at lokaleplanen [tilkæmpet ro] må og skal droppes. Vi har ovenikøbet et smukt og godt alternativ der frigører en masse kvadratmeter og giver bedre tværfaglighed – vupti!

Så. Min uge gik faktisk i det store og hele op i lokalpolitik. Er det godt? Mange af mine ph.d.-kolleger er væsentligt bedre til at sidde på deres hænder end mig. Jeg har aldrig været ret god til at sidde på mine hænder. Og det er et mærkeligt tidspunkt at bruge tid på noget andet på.

Men det er godt. For det første fordi det er så hamrende vigtigt. Jeg har før skrevet om holdningen til ph.d.-studerende (og nu også  post doc’ere) her. Bortset fra at jeg snart fylder 35 og ikke længere vil finde mig i at blive behandlet som om jeg ikke eksisterer, har jeg jo opdaget at jeg faktisk elsker universitetet. Og den praksispolitik som udføres her hvor jeg er, er på det nærmeste selvmorderisk. Man er i færd med at sabotere de unge forskeres mulighed for at lave god forskning; i færd med at reproducere celle-kulturen hvor det fineste er at sidde i enmandskontorer (alle fastansatte tildeles naturligvis et enmandskontor i udkastet til lokaleplanen); og allerværst: i færd med at cementere et hierarki som 68-generationen kæmpede for at gøre op med, hvor fastansatte er i øverste kaste og vi andre flere hakker nede, nedenunder det administrative personale og de studerende. Jeg siger ikke at vi burde være i kaste nr. 2, jeg siger at organisationen universitetet skal gøre op med kastesystemet hurtigere end Helge Sander kan sige øf.

 Nå, nu eksploderede jeg alligevel. You know, det er VIGTIGT!

Den anden grund til at det er godt, er at jeg faktisk har følt det som en ferie fra min afhandling. Jeg har slet ikke tænkt på den hele ugen. Nu er jeg klar til at give den fuld skrue igen. Altså, når vi lige er blevet færdige med det der notat.

Read Full Post »

Til dig der kom herind via disse søgeord: Fortæl os hvad du fandt derude! Jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe – men jeg kender mange der leder lissom dig. Lad os dele!

Read Full Post »

Thomas B har gjort det igen, og denne gang ved han det ikke engang. Jeg har lige læst en artikel som længe har stået på listen. Sådan cirka 12 sider inde finder jeg en pointe hvor jeg tænker: Den her, den vil Thomas måske synes er interessant. Og dog? Måske kender han den allerede? Måske er den banal? Måske er den irrelevant? Pyt, jeg stoler på at han lader være med at sige at jeg er et fjols, selv hvis han synes det. Og måske er jeg faktisk ikke et fjols. Og han kan jo bare lade være med at bruge det.

Efter sådan en banal indre dialog (og come on, vi har dem alle sammen, indrøm det bare), klimprer jeg denne email afsted til Thomas og trykker send uden for meget yderligere flimflam:

Hej der

Jeg sidder lige og læser en artikel som jeg egentligt helst ikke vil læse (den underminerer sådan set retrospektive og introspektive kvalitative interview, hvilket er noget af et problem for mig), men som har en pointe som jeg tror du måske vil synes er interessant.

Nisbett og Wilson: Telling More Than We Can Know: Verbal Reports on Mental Processes. Psychological Review 84, nr. 3, 1977.

Well, det måske interessante for dig er det her: In general, we could expect that factors will be perceived as causal to the degree that their magnitudes resemble the magnitude of the effects they are adduced to explain. (…) It is likely that conspiracy theories often feed on the discrepancy between officially provided causal explanations and the large effects they are invoked to explain. It is outrageous that a single, pathetic, weak figure like Lee Harvey Oswald should alter world history. When confronted with large effects, it is to comparably large causes that we turn for for explanations (s. 252).

Forinden følger en (meget) lang række gengivelser af psykologiske eksperimenter der naturligvis viser med alle mulige nuancer at mennesker er totalt upålidelige når man spørger hvorfor de gjorde noget. De redegør fejlagtigt for hvilken stimulus der førte til hvilken respons. Og den interessante konklusion (som jeg måske kan bruge til noget, phew), er, så vidt jeg forstår, at mennesker i stedet giver a priori kausale forklaringer, der sådan set slet ikke beskriver den korrekte stimulus som faktisk fik dem til at handle som de gjorde, men derimod er udtryk for kulturelt betingede normer for hvad der opfattes som rigtigt eller værdifuldt (eller moralsk?). Eller med andre ord, vi siger at vi ansatte en bestemt ansøger fordi hun var intelligent eller veluddannet, af den simple årsag at boglig intelligens er højt værdsat i vores kultur; mens vi hårdnakket benægter at vi ansatte hende fordi hun er pæn, for den går jo ikke.

Og det vidste vi jo godt i forvejen.

Nåmmen, tænkte bare at det var interessant i konspirations-sammenhængen.

Håber alt står vel til.

 Katrine

Nå, tænker jeg. Jeg må jo lige få skrevet lidt mere på den der afhandling. Og nu er jeg jo tidsmæssigt udfordret, så arbejde må ikke gå til spilde. Jeg klipper fluks en del af emailen ind i Det Store Dokument, retter i fejlene og det skæve referat (undskyld Thomas), skriver videre. Her er udkastet:

Om Nisbett & Wilson klippet fra mail til Thomas: Nisbett & Wilson viser at mennesker giver upålidelige svar når man spørger hvorfor de gjorde noget. I en lang række gennemgåede psykologiske eksperimenter af forskellig karakter redegør forsøgspersoner fejlagtigt for hvilken stimulus der førte til hvilken respons. Nisbett & Wilson konkluderer at mennesker kun i meget lille grad er i stand til at redegøre for årsagen bag deres handlinger idet årsagen forbliver skjult for dem. I stedet giver mennesker, når adspurgt, a priori kausale forklaringer af deres handlinger; altså forklaringer der ikke beskriver den korrekte stimulus der faktisk fik dem til at handle som de gjorde, men derimod kan ses som udtryk for kulturelt betingede normer for hvad der opfattes som legitime årsager, og altså opfattes som rigtigt eller værdifuldt (eller moralsk?). Disse normer bliver da angivet som årsager bag vores handlinger. Konsekvensen af Nisbett & Wilsons konklusion er at vi ikke kan afkode menneskers reelle handlemønstre ud fra kvalitative, introspektive retrospektive interview; vi får ikke ’ægte’ indblik i hvad interviewpersonerne, her seminardeltagerne, gør og hvorfor.     Sådan et forskningsresultat kan jo tage modet fra selv den mest entusiastiske kvalitative interviewer.[1] Hvis hensigten med en kvalitativ interviewundersøgelse er at få indblik i de ’rene’ rationelle beslutningsprocesser og motivationer der ligger bag handlinger og forståelser af et bestemt fænomen, er der vanskeligheder forude. Nisbett & Wilson udskiller blandt andet en række faktorer der i særdeleshed fører til upålidelige eller direkte fejlagtige redegørelser for mentale processer: Tidsforskel mellem handlingen og den verbale redegørelse; mekaniske bedømmelsesfaktorer som vi ikke vil anerkende (note om forsøg s. 252); kontekstuelle forhold der mudrer billedet; årsager der er ikke-begivenheder, for eksempel når man ved at en person ikke kan lide én fordi de ikke gør noget, for eksempel smiler, giver hånd eller på andre udviser et imødekommende kropssprog; ikke-verbal adfærd der kun vanskeligt lagres i hukommelsen; og endelig uoverensstemmelse mellem størrelsesordenen af årsag og virkning idet vi har en tendens til at synes at en stor virkning bør kunne henføres til en tilsvarende stor årsag (Nisbett & Wilson 1977, s. 252-3).     [mere om det tidslige og kontekstuelle, der er særligt relevant her]     Derimod får vi noget andet, nemlig et indblik i de a priori, kausale mønstre eller rationaliteter som seminardeltagerne betragter som væsentlige og gyldige. Man kan altså se de forklaringer og beretninger der gives i interviewene som repræsentationer af hvad de individuelle seminardeltagere opfatter som det der betragtes som værende gyldigt og ’rigtigt’; legitimt i den kultur eller kontekst hvori de befinder sig. Dermed bliver interviewene spor af kulturen, vi kan her se ud fra hvilke værdier og rationaler seminardeltagerne legitimerer deres handlinger i og forståelse af skriveprocessen. Et forsvar for en bestemt praksis i skriveprocessen kan ses som et udtryk for at denne praksis tillægges en særlig værdi i organisationen, og en højrøstet utilfredshed med en kollegas adfærd kan ses som et udtryk for at denne adfærd er i uoverensstemmelse med hvad man i organisationen betragter som god skrivning (se sort bog 1)]


[1] Swarts et al. angiver da også Nisbett &  Wilsons resultater som motivation for at anvende protokolanalyse i forbindelse med forskning i skriveprocesser (Swarts et al. 1984, s. 55)

Pointen, og det er ikke en morale, er at det banale skrivetip: Skriv til en ven, er og bør være meget mere end et skriveblokeringsredskab. Videndeling er en dyd på mange planer. Nu falder Thomas nok ikke ned af stolen af begejstring, men måske var det alligevel brugbart. Og jeg har ikke tabt af at dele, jeg har fået mere. Sådan kan vi være hinandens resonatorer, som Karen Burke LeFevre kalder det i sin bog om inventio som en social handling. Jeg ville bruge tid på at skrive det lidt lækrere, hvis ikke jeg nu igen skal deltage og helst vinde i hverdagskonkurrencen: Hvor hurtigt kan man cykle over Langebro og nå til slutdestinationen i tide?

Read Full Post »

So, my first post in English. I have this idea that language shapes our thinking profoundly (something to do with being a rhetorician, I guess. Aristotle, I’m sure, must have said that already. He usually has, whenever you think you’ve had an original thought.). Although I find that I think well in English, I think differently in Danish. Since my work is on Danish professional writers, it makes sense to stick to my back yard vernacular. This has been a difficult decision because the field within which I do my research, composition studies, is predominantly English spoken. Most composition research stems from USA. So I am missing out on good collegial collaboration by being such a stubborn language conservative. Or conservator, depending.

Well, there is a good reason for cheating on my mother tongue today. Over at Positive Sharing, Alexander has posted an email which I sent to him recently. We both had the pleasurable experience of being quoted in a Danish newspaper feature on praise, and I wanted to keep the discussion going. Below is my email to Alexander, and here is the post he wrote. The comments are interesting to someone like me who thought I was making a point everyone kinda knew already. I guess I should write some more on specific praise in a hurry, huh?

Hej Alex,

And I am quoted in that same article for saying something to the effect that general and superficial praise can be pointless or at its worst negative. Praise should be specific and concrete (as should criticism!). Don’t say: I love your website. Do say: I love the way you create a friendly community on your website by actually reading and commenting so sincerely on the comments made by your readers. You pay attention to detail. You listen to their stories and connect them with your ideas. You try to give useful advice. You are not afraid of being open about your flaws. I specifically noticed the way you replied to N’s comment, that was…

Giving specific praise is extremely difficult. Paying attention, analyzing, reflecting is necessary. We need to get engaged, to get into stuff, to care. Unlike sending off non-commital superlatives in all directions, which is pretty easy, but not particularly useful in any other terms than making the receiver feeling momentarily good about herself (which is a very good thing, I am totally with you on that).

The point is, that in order to learn from praise, so that we can do more of what it was that we did well, we need to know specifically what it was.

This dimension of praise is often overlooked. It shouldn’t be. The psychological dimension and the learning dimension of praise can so easily go hand in hand. In fact, I am convinced that the psychological benefits of praise are greater if that praise is given in a specific way.

Read Full Post »

Efter at min plakat er gået verden rundt, eller i hvert fald har været i Humanist, har jeg fået forskellige henvendelser om respons. Den mest interessante var en email fra en kollega her på KUA som skulle skrive en ansøgning om EU-midler til et kollaborativ forskningsprojekt. Han skrev sådan her: “(…) Her skal jeg argumentere for, hvorfor det er bedre at være tre end én til et projekt (…). Ud over at vi producerer delresultater hver især, vil jeg argumentere for, at den respons vi kan give hinanden er helt uundværlig.”

Pointen er at humanistisk forskning ofte foregår individuelt, men i virkeligheden egner sig helt formidabelt til at være kollaborativt – som al anden forskning. Det havde min kollega set, og han efterspurgte gode og konkrete argumenter til sin projektbeskrivelse. Her er hvad jeg svarede:

Kære [kollega]

Tusind tak for din henvendelse – det er virkelig spændende, og jeg sidder faktisk og river mig i håret over at vi skriver 2007 og stadig som akademikere skal bruge tid på at argumentere os væk fra at det akademiske arbejde som en selvfølgelighed er en ensom, individualiseret proces.

Jeg har lynende travlt med min afhandling. Det siger jeg bare fordi jeg har lyst til at gå i gang med at finde alle mulige henvisninger frem til dig og skrive et langt og indviklet argument for hvorfor skrivning og i særdeleshed forskning er/bør være en kollaborativ proces. Men det kniber med tiden.

I stedet vil jeg give dig tre henvisninger. Den vigtigste er Karen Burke LeFevres monografi og helt fantastiske værk Invention as a Social Act.

Inventio er det klassisk-retoriske begreb for idéprocessen/-arbejdet når man skaber et stykke retorik/en tekst (som for eksempel et akademisk argument, altså et stykke forskning). På engelsk kender vi invention som begreb i dagligsproget, så vi er altså ikke ude i noget antikveret her. LeFevre går i clinch med det hun betegner som den platoniske opfattelse af hvad det vil sige at få nye ideer og skabe ny viden, nemlig den individualiserede introspektive inventio; en privat, asocial aktivitet. Nej, siger LeFevre, der findes mindst tre andre former for inventio, der alle er sociale i stigende grad. Den form for inventio som du beskriver i dit projekt er det som LeFevre ville kalde for kollaborativ inventio (nr. tre på kontinuumet), nemlig når individer arbejder sammen med hinanden for at skabe ny viden.

Uden denne form for invention ville videnskaben ikke eksistere, hævder LeFevre, og citerer en række eksempler på videnskabelige samarbejder, fx Watson & Cricks herostratisk berømte DNA-samarbejde og -artikel, der ikke ville have været mulig uden samarbejdet mellem de to.

Den næste henvisning er Lisa Ede & Andrea Lunsfords Singular Texts/Plural Authors. Bogen beskriver en særdeles omfattende empirisk undersøgelse af hvordan skribenter arbejder kollaborativt, men her er fokus på organisationer og ikke på akademisk diskurs. Ede & Lunsfords kapitel 3 er dog en særdeles grundig historisk gennemgang af det jeg vil kalde myten om den ensomme skribent – tankevækkende og interessant, blandt andet med en særdeles slagkraftig kritik af akademiske praksisser som fx citation indexes der lægger vægt på den individuelle præstation og fuldstændig overser den kollaborative proces. Endelig beskriver Ede & Lunsford i bogen deres eget samarbejde som en absolut nødvendighed for at kunne skabe den (inden for feltet banebrydende) forskning som de har udført. De går så langt som til at beskrive deres forsøg på at overvinde de uretfærdigheder som citation indexes medfører (vist nok noget med hvordan deres navne står på titelbladet, jeg husker det ikke lige). LeFevre beskriver i øvrigt også i sin bog Ede & Lunsfords overvejelser om deres eget samarbejde.

Endelig er der en artikel af JA Reither og D Vipond: Writing as Collaboration fra College English vol. 51, no. 8, december 1989. Reither & Vipond beskriver akademisk kollaboration, netop af den slags du har i tankerne, som et eksempel på kollaborativ skrivning. Denne artikel er måske den teoretisk mindst vægtige, men samtidig måske den der umiddelbart er mest praktisk brugbar for dig. Du burde kunne finde den på Jstor, ellers kan jeg kopiere og sende den til dig.

Sådan som jeg ser det, er respons netop det praktiske, håndgribelige handling i den ellers lidt mystifistiske og abstrakte kollaborative vidensproduktion. Eller sagt på en anden måde: Det er fint nok at sige social inventio, men i praksis er der for eksempel tale om respons, ofte på tekst, men jo også bare på ideer frembragt i løbet af en samtale. Jeg kommer i min afhandling til at beskrive hvordan skribenter i KMD netop udfører (og bliver overraskede over) at de får ideer og udvikler ny viden netop når de giver respons på tekstudkast ved et møde som de troede bare var en sidste tilretning af ordvalg og struktur. Teksten og samarbejdet omkring den er altså netop det der giver anledning til den kollaborative vidensproduktion.

Jeg vedhæfter her et uddrag fra mit (grove udkast) til min afhandling. Det er slet ikke færdigt, og det vil jeg gerne bede dig om at have respekt for, men beskriver netop de tre kilder i lidt flere detaljer (det andet er et argument som jeg indtil videre kun har inden i hovedet). Som du kan se, har jeg kun nået at beskrive de tre af LeFevres fire former for inventio på det kontinuum hun ridser op, men jeg tror at det er de tre første der er mest interessant for dig alligevel.

Nå. Nu har jeg vist demonstreret hvorfor jeg ikke skal give mig i kast med den lange version. 🙂

(…)

Held og lykke med det – jeg vil meget gerne høre hvordan det går. Det er en kamp der er værd at kæmpe!

Mange hilsner

Katrine

Read Full Post »

“De fleste af os hænger fast i den fordom, at teori går forud for praksis og under alle omstændigheder er finere end praksis. (…)

Vi glemmer den simple lærdom, at videnskabsteoretisk erkendelse er sekundær i forhold til den måde, vi orienterer os på i vor praksisverden. Hvis jeg skal forklare, hvad en ølåbner er, gør jeg det bedst ved at vise, hvordan man lukker øller op med den. En tings mening er dens brug.”

Citatet er af Jørgen Fafner fra artiklen Retorikkens brændpunkt i Rhetorica Scandinavica nr. 2, 1997. To af mine studerende har gjort mig opmærksom på det, og hvor er jeg taknemlig.

Read Full Post »

Older Posts »