Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Akademisk vidensdeling’ Category

Jeg har glemt noget meget vigtigt.

I sidste uge havde jeg nemlig mit hold studerende i faget Skrivning i organisationer oppe til mundtlig eksamen. Og den begivenhed skal ikke gå ubemærket hen her. For de var bare SÅ fantastiske alle sammen. Jeg har været kæk og kæphøj lige siden. Det er klart at der blev uddelt forskellige karakterer, men samtlige af de ni samtaler som vi havde i det lille beklumrede lokale i den fjerneste afkrog af Ny-KUA, var berigende: indsigtsfulde og tankevækkende. Teorier vendt på hovedet og rundt igen, jordnære observationer i tæt tango med faglige kontekster, platheder der fik tæsk, og 10 (jeg tæller mig selv med) erkendelsesprocesser med fuld fart frem.

Som Christine havde mindet mig om i de sidste nervøse dage op til eksamen (troede I at det kun var de studerende der blev nervøse?): Dette er sidste chance for at få diskuteret det du synes er mest spændende, med fagfæller der kender næsten lige så meget til det som dig selv.

De skriftlige opgaver skal også bedømmes. Det bliver fedt. Den første er undervejs.

Kollaborativ vidensproduktion. Vi vil have mere af det, ja vi vil.

Reklamer

Read Full Post »

Nåmmen, jeg bloggede altså i sidste uge, men min post gik tabt. Det er rigtigt! Det er også for det bedste, for jeg havde skrevet noget ret sarkastisk om bløde hverdagslivsblogs med strikkeopskrifter, muffinopskrifter, ironiseroverhavnefronten-opskrifter, semigjegharopdagetnogetspændendeibyrummet-opskrifter, minebørnervildtnuttede-opskrifter. Bloggeri som jeg elsker højt og elsker at hade. Det sidste vist mest når jeg har dårlig samvittighed over min egen. Ahem.

Hvorom alting er: Andre får meget mere ud af bloggeriet end småsnak, afdanket forskning og sure opstød. Tjek denne her kollaborative blog hittet på af de fænomenalt initiativrige retorikstuderende: http://skrivedidaktikken.blogspot.com/. Jeg bøjer mig i støvet.

Read Full Post »

Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.

Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard – og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.

I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles’ vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.

Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.

Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.

Read Full Post »

Semesterstart. I denne uge myldrer KUAs gange og kantiner med på en gang coole og generte førsteårsstuderende i deres fineste firsertøj (ikke en eneste detalje overladt til tilfældigheden). Og i næste uge kommer så alle de garvede; og undervisningen går i gang.

Sidste hånd skal lægges på semesterplanen til mit overbygningskursus, “Skrivning i organisationer”, gæsteforelæsere skal lokkes og trækkes over Langebro – og jeg har opdaget noget fantastisk.

Det skete sådan her.

Jeg sad og skrev på afhandlingen (jo!) og kom så til den firkantede klamamse (vist nok omtalt i dette medie tidligere) hvor der står [find lækkert antropologisk citat]. Ret problematisk, eftersom jeg blot 15 minutter tidligere havde lovet mig selv at jeg ville springe ud fra Lillebæltsbroen på sekundet (en logistisk udfordring), hvis ikke jeg tog de lede firkanter ved hornene, nu skulle det være.

Men så.

På semesterplanen står der, og det bliver der ikke lavet om på, at vi onsdag d. 8. november fra kl. 9-14 skal beskæftige os med kvalitativ metode i skriveforskning. Der står også – jeg har selv skrevet det – at vi skal læse spændende tekster om bl.a. antropologisk metode. Det er, ikke overraskende, de samme tekster som jeg netop skulle til at rode i, på den desperate måde, for at finde det lækre citat.

Ikke nok med at jeg skal læse alle de tekster igen, i sammenhæng. Jeg har også givet mig selv en hel dag at diskutere dem i, sammen med en flok kloge og kritiske overbygningsstuderende.

Jeg behøver altså ikke engang at have dårlig samvittighed (jeg er regerende stormester) over at springe noget over, for afhandling og undervisning smelter sammen. Måske ender det med noget helt andet, og meget bedre, end bare et lækkert citat.

På CBS hedder den slags vel ‘synergieffekt’. Jeg synes det er dødsmart.

Read Full Post »

Så er vi i Memphis til Rhetoric Society of America 2006. Jeg ville linke hvis konferencesitet på nogen måde var noget at råbe hurra for. Her er kanoner, giraffer, kameler og kändisser på den retoriske måde. Jeg nævner i flæng: Miller, Hauser, Leff, Warnick, Ceccarelli, Swearingen. Her er også forbandet varmt – over 30 grader – men vi er blå om læberne fordi airconditionen kører på fuld hammer så isvinde suser igennem lokalerne.

Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt…) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.

Read Full Post »

En rigtig blogger skriver om tingene mens de sker. Det er skam ikke fordi jeg ikke har til hensigt at gøre det, men jeg har det med at blive hvirvlet med og glemme alt om alle gode intentioner og skriveråd i øvrigt (skriv først, skriv hver dag). Så oplever jeg bare, i stedet for at opleve og at opleve gennem skrivningen. Eller også er jeg bare skideakademisk og kan kun analysere og forstå noget retrospektivt. Eller også er jeg bare doven.

Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA’s underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.

Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen – det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare – hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) – en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.

Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist ‘gedemarked’. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. “To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end,” sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.

Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, “the human weakness for either/or thinking”, et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?

Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.

Read Full Post »

OK, jeg har overhovedet ikke tid til det her, men Camilla og jeg har lige haft en rigtig god snak om, ja, italesættelse, og det skal altså fastholdes. Nu må jeg se om jeg kan gøre det retfærdighed.

Vi startede, vistnok, ved det situerede. I Camillas projekt handler det om at få nedfældet og systematiseret en bestemt arbejdsform i en organisation. Men det fungerer jo så fint i forvejen. Den gældende praksis bliver videreført i en uekspliciteret og uformaliseret oplæringsproces, det handler næsten om at tilegne sig en særlig persona, og også blandt Camillas informanter er der tale om natura; man kan have ‘genet’ eller mangle det.

Så hvorfor skal vi unge akademiblondiner nu komme rendende og italesætte det ene og det andet og det hundredotteogtyvende? Hvad skal det gøre godt for (det er meget vigtigt at udtale denne replik på århusiansk)? Jeg mener at det for den verden jeg skriver om, må handle om at noget der er skjult og derfor usynligt for organisationen, bør synliggøres for at kunne ses som en kompetence og derved at kunne værdisættes. Så længe skrivning er en arbejdsopgave nedsunket i organisationens øvrige arbejdsopgaver, er det umuligt at kompetenceudvikle og blive bedre. Og man risikerer at uhensigtsmæssige praksisser bliver tankeløst reproduceret.

Og så var det at Camilla sagde at det at tale om noget også ændrer ved magtpositionerne. En af hendes første kæpheste var empowerment – at få fjernet myten om ‘genet’. Når noget er usagt og næsten hemmeligt, forhindrer det de nyankomne (og det kan forstås på mange måder) i at komme i en position hvor de kan dygtiggøre sig. Når viden bliver monopoliseret hos dem der har ‘genet’, som om det er en del af deres personlighed, skabes der også magtmonopoler. Altså: At naturalisere fænomener (med hvilket jeg tror hun mener at gøre det til noget medfødt, fremfor fx et håndværk) er med til at fastholde en magtbase. Ved at italesætte praksisser og metoder bliver de tilgængelige – mystikken fjernes.

Nu er retorikere jo generelt lidt for humanistisk anlagte til at tale om magt – det plejer at være samfundsvidenskabernes område. Så er det godt at jeg har folk til det…

Men det er virkelig interessant, for en af de ting som folk ofte gerne vil have mig til at tale om, er at sociale dynamikker, herunder magtforhold, i organisationen har en indflydelse på hvordan den kollaborative skriveproces forløber. Ja. Bemærk at jeg på intet tidspunkt har sagt at det er noget jeg har tænkt mig at diskutere i min afhandling. Men jeg medgiver: Det har kraft.

PS: Jeg skal til Chicago til ATTW-konference om 14 dage. Derfor har jeg ikke tid.

Read Full Post »

« Newer Posts - Older Posts »