Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Om at skrive ph.d.’ Category

Så sidder jeg her og skal styre skuden igen. Min sidste sammensparede ferie i dette ferieår går på forsvarsforberedelse. Der er 11 dage til, hvis jeg tæller i dag med. Fratrukket en enkelt fridag (påskemandag) og en uaflyselig arbejdsdag (onsdag), bliver det til ni arbejdsdage.Her til formiddag har jeg fået overblik over hvad der skal nås, lavet et skema over temaerne i bedømmelsesudvalgets kritikpunkter og brainstormet på mine første, umiddelbare svar (“Klo er en klaptorsk, en klaptorsk,  en klaptorsk”. Nej, det går vist ikke). Og så er jeg gået i gang med at læse. Afhandlingen altså. Det er lissom ved at være fem måneder siden jeg sidst havde et intimt forhold til den.Men jeg vil ikke have sex med min afhandling. Bare lære den lidt bedre at kende. Måske skal vi bare være venner, nu efter at vi har holdt en pause.Så har jeg aftalt generalprøve med en god kritiker. Ladet to kander the blive kolde. Og har ringet op i børnehaven for at sige at jeg nok fejlbedømte vejret da jeg i morges vurderede at det forlængst må være slut med vanter og – gru! mit moderskab har fejlet – elefanthuer. Jeg håber at de blå læber har fortonet sig på barnet når jeg henter ham ved bussen i dag. 

Reklamer

Read Full Post »

Så sejler skuden igen. I går fik jeg brev om at afhandlingen er indstillet til forsvar. I samme kuvert lå bedømmelsesudvalgets udtalelse, så det var som det skulle være.

Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. “Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende,” var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen “opfylder stort set alle de formelle krav,” skriver udvalget og fortsætter “(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling” . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling – jeg er ikke kun fornærmet 🙂 – men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode? 😉

  • “Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser.”
  • “Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning”
  • “Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte”

Og det er – behøver jeg at sige det? – ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

  • “Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]”
  • “(…) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD’s pointer (…)”
  • “Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (…)”

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.

Read Full Post »

… det har bare været en hård start på livet efter skriveriet. Jeg begyndte på mit nye job 14 dage efter afleveringen, sideløbende med at jeg stod for en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet. Så sad jeg en aften da det lige var slut, og pustede ud og tænkte, nu skal jeg have et almindeligt morgen til eftermiddag-job som alle andre, men først skal jeg lige lege lidt ved computeren. Så tjekkede jeg min universitetsmail og så at bedømmelsesudvalget havde rekvireret alt mit materiale. Lydfiler og transskriptioner.

Så hylede jeg. Og tænkte at nu afviser de den. Så fik jeg krisehjælp af kloge folk med forstand på etnografi. Så tog jeg mig sammen. Så knoklede jeg om natten i en rum tid (har fuldtidsjob, I ved, og der var lissom 150 siders transskription der skulle anonymiseres). Afleverede det. Uindbundet og uceremonielt.

Så snakkede jeg i telefon et par aftener med alle dem jeg havde forsømt i nu omtrent tre måneder. Så så jeg dårligt fjernsyn.

Og så var det jul.

Jeg får stadig kriller i maven ved tanken om forsvaret (eller rettere, det bliver værre uge for uge), og på dårlige dage tænker jeg stadig at den jo helt stenbombesikkert bliver afvist. Meeen. Mon ikke det går?

Lige nu øver jeg mig bare i at have et almindeligt morgen til eftermiddag-job. Det er der meget at fortælle om, men det bliver ikke lige nu.

Read Full Post »

Jeg har været så fikseret på min egen navle (den er pæn, det er den altså) at jeg har glemt at bringe en vigtig nyhed og udbringe en champagneskål af de største:

Min kollega, langtidsstudielidelsesfælle og uundværlige sparringspartner Elisabeth Hoff-Clausen afleverede sin afhandling for fjorten dage siden. KÆMPEHURRA!

Den har været et par titler igennem så jeg kan ikke liiige gengive hvad det endte med. Men den handler om online ethos, altså troværdighed på internettet, og efter alt hvad jeg ved (vi har ikke haft det store mod på at læse hinandens afhandlinger, hvilket vores omgivende – og i høj grad fælles – netværk har måttet lide under, for så måtte de jo holde for) er den fabelagtig god! Læs den før din nabo!

Read Full Post »

Nu ligger korrekturudskriften her på bordet og klar til at blive afleveret. Med et fint lille brev forrest hvor jeg skriver til Korrekturlæserkammerat at hun ikke skal spilde tid på rettelser i kapitel 1, for det skal vist nok skrives om.

OK, jeg ved jo godt at når man skubber et bjerg foran sig bliver det på et eller andet tidspunkt hurtigere at løbe uden om end at bestige det. Men altså. Afhandlingen kan ikke afleveres med en ufærdig litteraturliste eller halve sætninger. Men den kan til nød afleveres med det eksisterende kapitel 1. Det er et spørgsmål om at prioritere sin tid. Og jeg satser stadig på at jeg når at bikse det forbaskede kapitel mens korrekturen er undervejs.

Så her er et kollektivt delmål: De af jer som jeg er på fornavn med og for hvem dette kunne være en relevant oplysning (I ved nok hvem I er): I kan godt sætte næste fredag aften af til rødvin og snacks. Fuck kulturnatten. Så kan I jo ved samme lejlighed se den lejlighed som I af relaterede årsager ikke er blevet inviteret til housewarming for, selv om vi snart har boet der i et halvt år.

Eller sagt med andre ord. Nu er den dag endelig kommet hvor jeg tør tro på en afleveringsdato. I næste uge.

Hvordan jeg har det? Fuld af febrilsk, nervøs energi, hektisk og listefikseret (“har jeg tjekket det, og det, og det?”), underudhvilet og lysfølsom i min egen parallelverden. Når jeg cykler over min elskede Langebro føles det som om jeg svæver i en rumkapsel, sendt herned af kaptajn Spock for at observere de mærkelige mennesker på Planet Earth. Og på trods af jeg nogenlunde rationelt kan se at afhandlingen er færdig eller i hvert fald færdig nok, er mavefornemmelsen at den er helt rå og skeletagtig stadigvæk. Jeg er på en gang helt ude af stand til at læse hvad der står på siderne; og hyperbevidst om alle de huller der helt sikkert er i den; og også om alle dem der nok bare findes i min fantasi.

Og mere mærkeligt er det heller ikke. Nu går jeg ned i Studentercentret og sætter en spiralryg i min egen kopi. Altså den jeg skal bruge som reference når jeg skriver kapitel 1 om på mandag.

Stay tuned

Read Full Post »

Jeg skylder en opdatering.

  • I mandags kopierede jeg omtrent 1.500 sider, satte dem i spiralryg og sendte dem afsted til mine samarbejdspartnere i den organisation jeg har lavet feltarbejde i. Delmål nået! Hurra for mig! Nu venter jeg på at høre dem, mens jeg skal lave de sidste rettelser der ingen betydning har for dem. Nå ja, jeg vil også gerne liige skrive kapitel 1 om, men det går nok.
  • I tirsdags forsvandt min dag i en lang personalefrokost om tilrettelæggelse af en ny kandidatuddannelse og ophedede gangdiskussioner om en ny lokaleplan på instituttet der vil putte de ph.d.-studerende og post doc’erne i storrumskontorer (5-10 personer i hvert lokale).
  • I onsdags holdt jeg fri og spiste sushi.
  • I torsdags deltog jeg i to møder om ph.d.-politik, herunder en såkaldt ‘drøftelse’ af føromtalte lokaleplan. Jeg må blogge om det for sig, for min harme er kolossal og denne post risikerer at ekslodere.
  • I fredags skrev jeg sammen med en ph.d.-kollega på et notat der skal overbevise institutledelsen om at lokaleplanen [tilkæmpet ro] må og skal droppes. Vi har ovenikøbet et smukt og godt alternativ der frigører en masse kvadratmeter og giver bedre tværfaglighed – vupti!

Så. Min uge gik faktisk i det store og hele op i lokalpolitik. Er det godt? Mange af mine ph.d.-kolleger er væsentligt bedre til at sidde på deres hænder end mig. Jeg har aldrig været ret god til at sidde på mine hænder. Og det er et mærkeligt tidspunkt at bruge tid på noget andet på.

Men det er godt. For det første fordi det er så hamrende vigtigt. Jeg har før skrevet om holdningen til ph.d.-studerende (og nu også  post doc’ere) her. Bortset fra at jeg snart fylder 35 og ikke længere vil finde mig i at blive behandlet som om jeg ikke eksisterer, har jeg jo opdaget at jeg faktisk elsker universitetet. Og den praksispolitik som udføres her hvor jeg er, er på det nærmeste selvmorderisk. Man er i færd med at sabotere de unge forskeres mulighed for at lave god forskning; i færd med at reproducere celle-kulturen hvor det fineste er at sidde i enmandskontorer (alle fastansatte tildeles naturligvis et enmandskontor i udkastet til lokaleplanen); og allerværst: i færd med at cementere et hierarki som 68-generationen kæmpede for at gøre op med, hvor fastansatte er i øverste kaste og vi andre flere hakker nede, nedenunder det administrative personale og de studerende. Jeg siger ikke at vi burde være i kaste nr. 2, jeg siger at organisationen universitetet skal gøre op med kastesystemet hurtigere end Helge Sander kan sige øf.

 Nå, nu eksploderede jeg alligevel. You know, det er VIGTIGT!

Den anden grund til at det er godt, er at jeg faktisk har følt det som en ferie fra min afhandling. Jeg har slet ikke tænkt på den hele ugen. Nu er jeg klar til at give den fuld skrue igen. Altså, når vi lige er blevet færdige med det der notat.

Read Full Post »

Jeg har massepostet her til morgen. Det er for at dulme risikoen for abstinenser. Nu har jeg nemlig to vigtige meddelelser:

  1. I dag er min sidste dag som lønnet ph.d.-stipendiat, og jeg har besluttet mig for at det skal FEJRES! Champagnepropperne frem – tre år på stipendium (+ en orlov, man skal vel gøre sit for samfundet) er vel overstået! Hurra for mig!
  2. I aften tager en afhandlingsskrivende veninde og jeg i sommerhus i det nordsjællandske for at forsvinde helt ind i skriveboblen i fire dage. Når vi lukker ned for de bærbare på fredag sidst på eftermiddagen, er det med succes i maven fordi nåede det vi kom for. Ja, det er så.

Vi skrives ved derefter. Ha det godt så længe.

Update: Det hedder vel strengt taget “champagneflaskerne frem og propperne op”. Eller noget i den dur. Ivedhvadjegmener.

Read Full Post »

Older Posts »