Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Respons’ Category

Med 1½ uges forsinkelse kan jeg fortælle at jeg er blevet fritstillet.

Jeg forsøgte virkelig at gå på arbejde. Virkelig. Og jeg vidste godt at det ikke var det bedste for mig at være der – det var jo derfor at jeg havde bedt om at blive fritstillet i første omgang. Men alligevel tænkte jeg at det da ikke var så slemt. Jeg har jo guldkolleger,  søde og kloge. Og sjove arbejdsopgaver som jeg er glad for.

Så jeg dukkede op når jeg ikke havde aftaler om hjemmearbejde. Med sygdom (januar!) blev det ikke til megamange dage, men dog noget. Og det var drænende. Fuldstændig.

Og endelig kom der en dag – og jeg skal ikke kede jer med detaljerne andet end at sige at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage selv om Jodi Glickman hævder at det skal man gøre alt for at undgå at gøre på sit arbejde. (Jeg kan følge hendes argument langt, men er ikke absolut enig, men den kan vi jo tage en anden dag. Lige nu vil jeg nøjes med at sige at så er vi mange der har pisset ved siden af et par gange i årenes løb).

Hvorom alting er: Heureka! Både for mig og mine kolleger stod det pludselig soleklart at den der fritstilling gav mening og var nødvendig. To dage senere fik jeg opkaldet fra min daglige leder om at beslutningen var truffet om at fritstille mig alligevel. En kæmpelettelse. Jeg er blevet “fritstillet med modregning,” hvilket vil sige at så snart jeg får et andet job, ophører min løn. Med lidt held og et nyt job til mig i sigte vil det sige at også min arbejdsplads får noget ud af den aftale, idet de undgår at betale løn til mig i hele min tremåneders opsigelsesperiode.

Hvis Glickman har en pointe, er det at det slider at være åbenlyst ked af det på sit arbejde, både på den enkelte og på kollegerne. Og derfor er omkostningerne ved at bide tænderne sammen og fortsætte større end omkostningerne ved at sige tak for nu, også selv om det umiddelbart ser ud til at være en gevinst for mig. “Nååårh, hvad får du så tiden til at gå med?” har folk spurgt mig lige siden, nogle med slet skjult misundelse.

Ja, altså. Gevinst og gevinst. Det er jo så meget sagt. Jeg er jo blevet afskediget. Min arbejdsplads har sikret sit budget, mens mit og min families er blevet bragt i overhængende fare.  Så jeg får tiden til at gå med at knokle for at sikre at vi ikke sidder grå i hovederne om 3/4 år og er nødt til at beslutte at sælge vores dejlige hus før det er for sent.

Og DÉT knokleri er der så nogle vældig dejlige gevinster ved, for eksempel at jeg styrer imod at arbejde freelance på deltid og tjene penge på at lave nogle af de ting jeg har mere forstand på end de fleste. Retorik, skrivning, feedback. Kurser og artikler. Rådgivning, måske. Sweet. Så kan man for eksempel arbejde med drengen som sidemand mens han spiller et eller andet på friv.com jeg er for gammel til at forstå.

Read Full Post »

Jeg forsvarede i fredags! Woo-hooo!

Min fuck-jer blazerjakke var gennemsvedt, og dem der sad tæt på, fortalte at jeg havde røde pletter på halsen på et tidspunkt (gætter selv på at det var omtrent da formanden for bedømmelsesudvalget blev VED med at bore i afhandlingens socialkonstruktivistiske grundlag), og mit mellemgulv blev først afspændt igen henad klokken 22 – men faktisk gik det rigtig godt.

Det var nervepirrende, men fedt at stå der. Der var spørgsmål jeg ikke kunne svare på – men det gjorde ikke noget. Jeg fik nye ideer. Jeg fik feedback fra kolleger jeg respekterer – i plenum. Min familie så min faglige persona for første gang.

Vi holdt fest bagefter, og jeg fik fantastiske gaver – masser af bling og kærlighed. Jeg gav den fuld gas – og havde de ondeste tømmermænd dagen efter.

Det var bare, ja, dejligt.

Read Full Post »

Så sidder jeg her og skal styre skuden igen. Min sidste sammensparede ferie i dette ferieår går på forsvarsforberedelse. Der er 11 dage til, hvis jeg tæller i dag med. Fratrukket en enkelt fridag (påskemandag) og en uaflyselig arbejdsdag (onsdag), bliver det til ni arbejdsdage.Her til formiddag har jeg fået overblik over hvad der skal nås, lavet et skema over temaerne i bedømmelsesudvalgets kritikpunkter og brainstormet på mine første, umiddelbare svar (“Klo er en klaptorsk, en klaptorsk,  en klaptorsk”. Nej, det går vist ikke). Og så er jeg gået i gang med at læse. Afhandlingen altså. Det er lissom ved at være fem måneder siden jeg sidst havde et intimt forhold til den.Men jeg vil ikke have sex med min afhandling. Bare lære den lidt bedre at kende. Måske skal vi bare være venner, nu efter at vi har holdt en pause.Så har jeg aftalt generalprøve med en god kritiker. Ladet to kander the blive kolde. Og har ringet op i børnehaven for at sige at jeg nok fejlbedømte vejret da jeg i morges vurderede at det forlængst må være slut med vanter og – gru! mit moderskab har fejlet – elefanthuer. Jeg håber at de blå læber har fortonet sig på barnet når jeg henter ham ved bussen i dag. 

Read Full Post »

Lakridser og litteraturhenvisninger. Det har været emnerne for de seneste posts her.  Om ikke andet et tegn på at alt er konstruktion (sagde humanisten). For jeg har gemt mig i sneglehuset.

Min skriveproces er nemlig inde i en ny fase efter at jeg har fået respons fra en af de bedste skribenter jeg kender (og jeg kender mange, og de er saftedme gode!). Og det var jo en øjenåbner der satte ting og sager i gang. Så. Sådan står det til her i kosteskabet:

  • Afhandlingen er blevet omstruktureret. Fra 7 kapitler til pt. 11. Fra rodebunke til klassisk struktur: teori + metode + analyse + konklusion. Sorry folks, men det er faktisk blevet ret lækkert.
  • På min opslagstavle hænger en tidsplan for de næste nu fem uger. Udkastet skal være færdigt om to uger. Så vejledning. Så færdiggørelse.
  • Kapitel 2-5 har fået flueben. I dag og to dage frem arbejder jeg på at lukke kapitel 6 (eller pr. her til morgen: kapitel 6 og 7)
  • På min succesorienterede kærestes forslag skriver jeg ud for hvert flueben hvor mange procent af dagens forventede indsats jeg har leveret. Kæmpe optur i starten – i torsdags nåede jeg sågar op på 110 procent. I disse dage ikke helt så fedt. Mandag hed 75 procent. Så jeg afvejer stadig fordele og ulemper ved værktøjet. 🙂
  • Når jeg er færdigt med et kapitel, skriver jeg det næste ud og tager det med hjem. Så sidder jeg den aften og læser det igennem. Skriver rettelser i margen (og over det hele). Laver en liste over de større ting der skal bakses på plads, i min notesbog der har fulgt mig overalt i det seneste halve år (er nu på bog nr. 4).
  • Den liste følger jeg indtil kapitlet er færdigt (inden for tidsplanen). Jeg streger hver stor ting ud når den er afsluttet.
  • Formalia gemmer jeg til sidst.
  • I weekenden tænker jeg overhovedet ikke på afhandling og tidsplan. Måske lige bortset fra de par timer jeg sniger mig til søndag eftermiddag. Ahem.

At arbejde sådan her, med sømmet i bund (Put your FOOT down, som en gammel kæreste en gang sagde), kan jeg ikke særlig længe. Jeg er træt, og både hovedet og kroppen værker. Men kolonnen med flueben vokser, og det er det værd.

Read Full Post »

Tror du ikke bare at du skal holde op med at skrive? spurgte min søster (på mobilen mens hun sad i s-toget på vej til lufthavnen og en måneds eventyr i Australien med sin mand og deres to voksne børn + kærester – hvem sagde friværdi??).

Godt spørgsmål. Faktisk et rigtig godt spørgsmål. For på et tidspunkt skal man holde op med at skrive. Og gå i gang med at arbejde med det skrevne.

Desværre er det ikke endnu. Dagen nærmer sig, gudsketakoglov med hast. Men der er stadig et halvt kapitel hvor der i det mindste skal produceres et eller andet. Og vildvejene er mange. Det ligger i min natur (eller i mit manglende overblik) at jeg skal helt ud og miste orienteringen før jeg kan komme tilbage.

Først da kommer redigering, færdigskrivning af forladte afsnit, omstrukturering, kontrollering og detaljebesættelse. Kreative og knivskarpe venner står klar til at læse og give respons. I skrivende stund er de første fem kapitler i sommerhus i det nordsjællandske. Fra Læsø lyder opfordringer til at sende en tyk kuvert med udskrifter. Tænk, en gave jeg har fået i den slags venner. Det er kolossalt.

Angsten for at skuffe er stor. De der første fem kapitler er fulde af huller. Burde jeg ikke have skrevet lidt mere på dem?

Sikkert. Men bevægelse er, som vi ved, nøglen. Også i teksten. En færdigsamlet og efterspændt tekst har det med at stivne. Hvad skal læseren mene hvis alt er lukket for kritik, alle modargumenter afvist?

Kunsten er at åbne sig for dialog og potentiel kritik før man holder op med at skrive. I princippet gælder det også i det lange tidsperspektiv. En karriere er ikke en logisk argumentkæde hvor noget endegyldigt følger af noget andet og ingen kan bevise at man har taget fejl.

Well, jeg væver. Jeg vil fortsætte med at skrive så jeg snart kan holde op.

Read Full Post »

Midt i fagligt irrelevant, men charmerende medieomtale og årets første mini-hedebølge er klappen gået ned med en tung og ildevarslende lyd.

Der kommer ikke noget ud af mit hovede, uanset hvor meget jeg lytter til lydfiler og flytter mig, i teksten og på stolen (og det er ret meget). Problemet synes at være at det langt om længe er begyndt at gå mig på at jeg ikke har noget overblik. Jeg kan simpelthen ikke huske hvad jeg skrev to sider forinden. Hverken stort eller småt. Det er som om det er en anden der har skrevet det.

Jeg er midt i kapitlet om respons og betydningen for skriveprocessen. Hvis der nogensinde stod en skov omgivet af træer…

Read Full Post »

So, my first post in English. I have this idea that language shapes our thinking profoundly (something to do with being a rhetorician, I guess. Aristotle, I’m sure, must have said that already. He usually has, whenever you think you’ve had an original thought.). Although I find that I think well in English, I think differently in Danish. Since my work is on Danish professional writers, it makes sense to stick to my back yard vernacular. This has been a difficult decision because the field within which I do my research, composition studies, is predominantly English spoken. Most composition research stems from USA. So I am missing out on good collegial collaboration by being such a stubborn language conservative. Or conservator, depending.

Well, there is a good reason for cheating on my mother tongue today. Over at Positive Sharing, Alexander has posted an email which I sent to him recently. We both had the pleasurable experience of being quoted in a Danish newspaper feature on praise, and I wanted to keep the discussion going. Below is my email to Alexander, and here is the post he wrote. The comments are interesting to someone like me who thought I was making a point everyone kinda knew already. I guess I should write some more on specific praise in a hurry, huh?

Hej Alex,

And I am quoted in that same article for saying something to the effect that general and superficial praise can be pointless or at its worst negative. Praise should be specific and concrete (as should criticism!). Don’t say: I love your website. Do say: I love the way you create a friendly community on your website by actually reading and commenting so sincerely on the comments made by your readers. You pay attention to detail. You listen to their stories and connect them with your ideas. You try to give useful advice. You are not afraid of being open about your flaws. I specifically noticed the way you replied to N’s comment, that was…

Giving specific praise is extremely difficult. Paying attention, analyzing, reflecting is necessary. We need to get engaged, to get into stuff, to care. Unlike sending off non-commital superlatives in all directions, which is pretty easy, but not particularly useful in any other terms than making the receiver feeling momentarily good about herself (which is a very good thing, I am totally with you on that).

The point is, that in order to learn from praise, so that we can do more of what it was that we did well, we need to know specifically what it was.

This dimension of praise is often overlooked. It shouldn’t be. The psychological dimension and the learning dimension of praise can so easily go hand in hand. In fact, I am convinced that the psychological benefits of praise are greater if that praise is given in a specific way.

Read Full Post »

Older Posts »