Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Ros’ Category

Så sejler skuden igen. I går fik jeg brev om at afhandlingen er indstillet til forsvar. I samme kuvert lå bedømmelsesudvalgets udtalelse, så det var som det skulle være.

Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. “Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende,” var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen “opfylder stort set alle de formelle krav,” skriver udvalget og fortsætter “(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling” . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling – jeg er ikke kun fornærmet 🙂 – men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode? 😉

  • “Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser.”
  • “Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning”
  • “Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte”

Og det er – behøver jeg at sige det? – ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

  • “Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]”
  • “(…) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD’s pointer (…)”
  • “Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (…)”

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.

Read Full Post »

So, my first post in English. I have this idea that language shapes our thinking profoundly (something to do with being a rhetorician, I guess. Aristotle, I’m sure, must have said that already. He usually has, whenever you think you’ve had an original thought.). Although I find that I think well in English, I think differently in Danish. Since my work is on Danish professional writers, it makes sense to stick to my back yard vernacular. This has been a difficult decision because the field within which I do my research, composition studies, is predominantly English spoken. Most composition research stems from USA. So I am missing out on good collegial collaboration by being such a stubborn language conservative. Or conservator, depending.

Well, there is a good reason for cheating on my mother tongue today. Over at Positive Sharing, Alexander has posted an email which I sent to him recently. We both had the pleasurable experience of being quoted in a Danish newspaper feature on praise, and I wanted to keep the discussion going. Below is my email to Alexander, and here is the post he wrote. The comments are interesting to someone like me who thought I was making a point everyone kinda knew already. I guess I should write some more on specific praise in a hurry, huh?

Hej Alex,

And I am quoted in that same article for saying something to the effect that general and superficial praise can be pointless or at its worst negative. Praise should be specific and concrete (as should criticism!). Don’t say: I love your website. Do say: I love the way you create a friendly community on your website by actually reading and commenting so sincerely on the comments made by your readers. You pay attention to detail. You listen to their stories and connect them with your ideas. You try to give useful advice. You are not afraid of being open about your flaws. I specifically noticed the way you replied to N’s comment, that was…

Giving specific praise is extremely difficult. Paying attention, analyzing, reflecting is necessary. We need to get engaged, to get into stuff, to care. Unlike sending off non-commital superlatives in all directions, which is pretty easy, but not particularly useful in any other terms than making the receiver feeling momentarily good about herself (which is a very good thing, I am totally with you on that).

The point is, that in order to learn from praise, so that we can do more of what it was that we did well, we need to know specifically what it was.

This dimension of praise is often overlooked. It shouldn’t be. The psychological dimension and the learning dimension of praise can so easily go hand in hand. In fact, I am convinced that the psychological benefits of praise are greater if that praise is given in a specific way.

Read Full Post »

Ros

Om kort tid (i dag?) lægger jeg endelig det paper ud som jeg holdt på RSA-konferencen i Memphis i maj. Her argumenterer jeg at den væsentligste forskel mellem organisatorisk respons og respons på retorikstudiet i København er at responsen på retorikstudiet er konstruktiv og fokuserer på det gode. I organisationen får man sjældent respons på det man gør godt.

Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.

Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen – at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.

Bummelum.

Read Full Post »