Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Skriveproces i praksis’ Category

Jeg har bygget et nyt site op her: http://katrinedahlclement.wordpress.com. Håber I ka li det.

Read Full Post »

Nyt job

Så er jeg begyndt på mit nye projekt her i min hjemkommune. Jeg har kontrakt på tre dage om ugen de næste syv måneder og skal arbejde med at skabe de gode fortællinger om et stort nyt udviklingsprojekt i bymidten der strækker sig over de næste fem-syv år. Lige nu er projektet på tegnebrættet – min opgave er at kommunikere til brugere, borgere og hele interessentrækken hvad det går ud på, hvorfor det er fedt, hvorfor det er nødvendigt. Og at give til politikere og medarbejdere en god forståelse af detaljerne i projektet så de kan stå inde for det, tage gode beslutninger og forklare det når de bliver spurgt.

Det er en fantastisk strategisk kommunikationsopgave. Helt umulig i den forstand at man aldrig kan undgå at nogen bliver sure når man laver om på det de er vant til. Men utrolig spændende fordi der er så god en fortælling at arbejde med, nemlig hvordan en by kan være det den er og var, og samtidig gå fremtiden i møde.

Og så har jeg den store fornøjelse at skulle arbejde sammen med de mest spændende folk. Arkitekter, byplanlæggere, projektledere, institutionsledere, rektor for gymnasiet og forstanderen for VUC, direktører på tværs af kommunen. Bare det at sidde på kontor med de søde arkitekter med tegninger hængende overalt. Det holder.

Den triste historie er også her: To medarbejdere er gået på pension i forbindelse med besparelserne, og en er blevet afskediget og forlader sit job til sommer, men kommer samvittighedsfuldt hver dag og løser sine opgaver. Vi har hilst på hinanden. Snakket om hvordan det føles, og at det er mærkeligt at jeg pludselig dukker op når hun er blevet fyret, selv om vi laver helt forskellige ting. Hun er ked af det. Jeg kan mærke det helt ned i maven og bøjer mig i støvet for at hun er stolt og modig og ser mig lige i øjnene. Den er hård.

De sidste to dage om ugen bygger jeg en freelanceforretning op. Det er fandme svære tider at gøre det i, og banken er lidt stramme i betrækket, men nu giver jeg den nogle måneder, og så må vi se. Så nu har jeg faktisk ikke tid mere, for i dag er freelance-dag, og jeg er ved at bygge min nye blog op et andet sted. Mere om det senere.

Read Full Post »

S-toget på vej hjem. Sent. På en hverdagsaften.

 

 

Fordi god sparring er mere værd end en smule søvnmangel.

Read Full Post »

Med 1½ uges forsinkelse kan jeg fortælle at jeg er blevet fritstillet.

Jeg forsøgte virkelig at gå på arbejde. Virkelig. Og jeg vidste godt at det ikke var det bedste for mig at være der – det var jo derfor at jeg havde bedt om at blive fritstillet i første omgang. Men alligevel tænkte jeg at det da ikke var så slemt. Jeg har jo guldkolleger,  søde og kloge. Og sjove arbejdsopgaver som jeg er glad for.

Så jeg dukkede op når jeg ikke havde aftaler om hjemmearbejde. Med sygdom (januar!) blev det ikke til megamange dage, men dog noget. Og det var drænende. Fuldstændig.

Og endelig kom der en dag – og jeg skal ikke kede jer med detaljerne andet end at sige at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage selv om Jodi Glickman hævder at det skal man gøre alt for at undgå at gøre på sit arbejde. (Jeg kan følge hendes argument langt, men er ikke absolut enig, men den kan vi jo tage en anden dag. Lige nu vil jeg nøjes med at sige at så er vi mange der har pisset ved siden af et par gange i årenes løb).

Hvorom alting er: Heureka! Både for mig og mine kolleger stod det pludselig soleklart at den der fritstilling gav mening og var nødvendig. To dage senere fik jeg opkaldet fra min daglige leder om at beslutningen var truffet om at fritstille mig alligevel. En kæmpelettelse. Jeg er blevet “fritstillet med modregning,” hvilket vil sige at så snart jeg får et andet job, ophører min løn. Med lidt held og et nyt job til mig i sigte vil det sige at også min arbejdsplads får noget ud af den aftale, idet de undgår at betale løn til mig i hele min tremåneders opsigelsesperiode.

Hvis Glickman har en pointe, er det at det slider at være åbenlyst ked af det på sit arbejde, både på den enkelte og på kollegerne. Og derfor er omkostningerne ved at bide tænderne sammen og fortsætte større end omkostningerne ved at sige tak for nu, også selv om det umiddelbart ser ud til at være en gevinst for mig. “Nååårh, hvad får du så tiden til at gå med?” har folk spurgt mig lige siden, nogle med slet skjult misundelse.

Ja, altså. Gevinst og gevinst. Det er jo så meget sagt. Jeg er jo blevet afskediget. Min arbejdsplads har sikret sit budget, mens mit og min families er blevet bragt i overhængende fare.  Så jeg får tiden til at gå med at knokle for at sikre at vi ikke sidder grå i hovederne om 3/4 år og er nødt til at beslutte at sælge vores dejlige hus før det er for sent.

Og DÉT knokleri er der så nogle vældig dejlige gevinster ved, for eksempel at jeg styrer imod at arbejde freelance på deltid og tjene penge på at lave nogle af de ting jeg har mere forstand på end de fleste. Retorik, skrivning, feedback. Kurser og artikler. Rådgivning, måske. Sweet. Så kan man for eksempel arbejde med drengen som sidemand mens han spiller et eller andet på friv.com jeg er for gammel til at forstå.

Read Full Post »

Mandag. Jeg gjorde det som andre mennesker gør om mandagen. Jeg gik på arbejde.

Hvad, skreg min veninde i telefonen? Er du på arbejde? Jamen, de har jo fyret dig?

På en måde. Teknisk set er jeg ikke fyret endnu, jeg har modtaget et brev om at min arbejdsgiver påtænker at afskedige mig fra den 16. december. Det betyder 1) jeg er ikke fyret endnu og 2) jeg har pligt til at gå på arbejde.

Well, det har man jo bare overhovedet ikke lyst til. Og min fagforening sagde meget klart at vældig mange vælger at sygemelde sig, ikke for at slippe for at arbejde, men fordi den psykiske belastning af en fyring er kolossal. Det gør bare ondt, det shit. Men jeg var nogenlunde ok da jeg stod op.

OK, så jeg tog toget og kiggede lidt ud på snelandskabet undervejs. Hoppede på en bus med verdens sødeste tørklædeklædte chauffør og tænkte lidt på hvor meget mere tillidvækkende hun var end ham den bundsure, utilfredsstillede bushersker der plejer at sidde bag rattet. Stod et øjeblik foran rådhuset, kun et øjeblik, det var vigtigt at holde momentum. Og lige der havde jeg virkelig ikke lyst til at køre flexkortet igennem og gå op ad trappen. Men jeg har dejlige kolleger, og det var godt at se dem igen. Godt jeg kom og fik fødderne til at gå op ad den trappe. Snakkede med min nærmeste kollega der også er min daglige leder og aftalte at den fortrolige snak som vi så ofte har om alt muligt og ingenting i organisationen, må vente indtil alt det formelle er på plads – indtil da sidder vi på hver vores side af bordet, og sådan er det, det er helt fair.

Så arbejdede jeg. Spiste restemad fra julefrokosten i fredags, som jeg ikke deltog i. Og så tog jeg hjem. Jeg tog ikke til direktørens 60-års reception. Det var, synes jeg, mere end man kunne forlange.

Read Full Post »

Så. Den første tid efter prikkerunden har en stor overskrift i blinkende, kulørte lygter: Kærlighed.

Sms’er og opkald fra gamle kolleger der havde hørt rygtet. Kommentarer på Facebook hvor jeg også postede blogindlægget, og her på bloggen, som I kan se. Emails. Krammere fra mine mange dejlige naboer i bofællesskabet. Tilbud om sparring, samarbejde, coaching, branding. Blomster. Åbne barskabe. Peptalks – jeg kan nærmest åbne en julekalender med alle de peptalks jeg har fået og fået lovning på når der er behov. Der er folk der siger dejlige ting om mig som menneske, og folk der siger dejlige ting om mig som fagperson. Og begge dele.

Jeg føler mig heldig, og det betyder alverden, også selv om det på nogen måde er det ‘man gør’ i sådan en situation. Min tidligere kollega, der nu er rykket videre til en anden kommune, var øjensynlig lidt bekymret for om jeg var manisk fordi jeg ikke var nedbrudt, deprimeret og i tårer. Han er en god mand, en af de bedste. Jeg tror ikke at jeg er manisk. 🙂 Men alle de fine ord fra jer gjorde faktisk min ‘virkelighedsfornemmelse’ lidt dybere. Jeps, det er noget lort. Og ja, det er da helt ubegribeligt. Men nej, det er ikke verdens ende – og der er mange andre end mig der er overbeviste om at fremtiden bliver endnu bedre end nutiden var for et par dage siden.

Hvad lavede jeg ellers i går?

  • Jeg løb en eventyrlig tur i blidt dalende sne.
  • Jeg kørte med pigen til lægen for det der øretjek. Stadig vand på ørerne, stadig en glad og veltilfreds tyksak. Nyt tjek om en måned, business as usual.
  • Jeg talte længe og flere gange med min fagforening, hvor de havde relativt meget at se til – jeg er jo ikke den eneste på min arbejdsplads der er blevet fyret, men en ud af 14, og det er den samme konsulent der har ansvaret for forhandlinger for alle DJØF’ere ansat i den kommune. Eftersom tillidsrepræsentanten også har modtaget et fyringsvarsel (!), kan hun ikke hjælpe. Den korte version af forløbet foran os afskedigede er at vi nu har en høringsperiode på 14 dage, frem til d. 16. december, hvor vi så faktisk bliver afskedigede. Jeg skriver mere om høringsperioden og strategien for høringssvaret senere, når jeg lige er kommet så langt. Mit mål er at få så meget tid som muligt til at søge job i perioden frem til d. 1. april. Det er ikke nødvendigvis min arbejdsgivers mål, ahem. Det kan man have holdninger til – lad os se hvad der sker.
  • Vi spiste aftensmad i fælleshuset med stearinlys og flere krammere, drak fino rom og spiste fyldte chokolader og sludrede.
  • Og så faldt jeg i søvn i sofaen. Og tog hovedpinepillerne i nat – hvis man endelig skal have tømmermænd, kan de lige så godt fremskrives lidt, så de er væk om morgenen.

Og manden og drengen bygger en igloo i gården. Kærlighed.

Read Full Post »

For sådan en som mig er der vist kun en vej frem når man får den der kuvert i hånden og skal gå tilbage ud til sine kolleger i storrumskontoret og sige, ja hvad? Den er fandme svær at sætte ord på lige der, og det værste er at jeg bare havde lyst til at smile og smilede med tørre læber, og det var også bare helt forkert, men lissom det eneste der kunne lade sig gøre. Jeg rynkede dog brynene samtidig, ved ikke om det er en formildende omstændighed. Men det har nok set rimelig mærkeligt ud…

Well. Vejen er at skrive.

 

OK, altså. I morges kl. 9.20 fik jeg overrakt kuverten på min direktørs kontor. Klokken var 9.20 og ikke 9 fordi jeg sad fast i kø på motorvejen på grund af de mest spejlglatte veje jeg nogensinde har kørt på. På vandreturen fra mit skrivebord på rådhuset og ind til direktørens kontor, i trav bag direktøren selv (flink mand i øvrigt), tænkte jeg mest på hvor heldig jeg var at jeg nu ville få at vide at de accepterede mit tilbud om en deltidsansættelse – deltidsjob med min kompetenceprofil hænger ikke ligefrem på tæerne.

Så jeg blev sgu lidt overrasket da han begyndte at vifte med kuverten og anbefalede mig at hente en bisidder. Det gjorde jeg nu ikke, selv om det skulle jeg sikkert have gjort, men værre var det heller ikke, sådan relativt informativt, faktisk, og mit hovede var koldt nok.

I retrospekt kan jeg måske bryste mig af at min intuition er lidt stærkere end jeg plejer at tro.

  • I går undlod jeg at forny mit månedskort til toget og købte klippekort i stedet
  • I går pointerede jeg kraftigt på et møde at det jo ikke var sikkert at det ville blive mig der kom til at løse den der opgave med et årshjul og skabeloner for annonceringer og pressemeddelelser i Vej & Park
  • I sidste uge meldte jeg mig syg et par dage i stedet for at slææææbe mig på arbejde med snot i hele hovedet, hostegøende som en søløve, fordi jeg tænkte at det nok ikke gjorde den store forskel (uden af den grund særligt at overveje på hvad?)
  • Hadeopgaven af alle har fået lov til at ligge hen i de sidste uger. Jeg tænkte: Det der skal jeg lige være helt sikker på at jeg er nødt til
  • Og nå ja, så var der mit forslag om deltidsansættelse og den madpakke jeg ikke tog med i morges

Well, ud til mine fem søde kolleger der var helt grå i ansigterne og straks hentede kaffe og the og delte deres egne fyringshistorier med mig da jeg bad dem om at holde op med at holde kæft. Og som, mens jeg ringede til min dejlige mand der er strandet i Heathrow på grund af vejret, lagde konspiratoriske planer for hvordan de kunne tvinge mig til at acceptere en codriver på turen langs den glatte motorvej hjem til Albertslund. Det havde jeg nu godt regnet ud var en temmelig god idé, så L og jeg talte i munden på hinanden da jeg kom tilbage: “køre me….” “køre med dig…”.

Så nu sidder jeg her. L siger at jeg er i chok. Det er jeg vel.

 

Men altså. Det er ikke fordi kodeordet skal være denial, denial, denial. Guderne ved at det er træls at søge job i disse kolde måneder. Og jeg skal også nok nå til stadierne gal, ked af det, jeg-er-nok-ikke-noget-værd og jeg-må-drikke-lidt-mere-god-rødvin. Men lige nu, og for at jeg kan huske det når den tid kommer og der er brug for det:

  1. Jeg trængte til luft. Og jeg har en røvfuld af kompetencer og ideer og faglige stjerneskud som jeg ikke kommer ud over stepperne med fordi der bare ikke er overskud til det med 2 x hente-bringe-børn og et fuldtidsjob med en times pendling hver vej. Nu er det kraftstejleme på tide, tak for vinket med vognstangen.
  2. Jeg ser alt alt for lidt til mine børn og min kæreste. Det skyldes ikke alt sammen mit arbejde (eller forhenværende, ahem). Og det ku da være at hele tidsrøverpakken skal have en grundig gennemhejling nu vi er i gang. Jeg lover ikke andet end at jeg lover jeg vil gøre forsøget.
  3. Jeg laver alt for få af de ting jeg faktisk elsker. At skrive. At tænke mig om ordentligt. At gå baglæns med vilje. At lege. At lede. At lave tingene selv. At spilde tiden.

Sådan set er der næsten ikke noget mere røvirriterende end en jobcoach der siger noget i retning af at en fyring for nogen kan være det der sætter et længe udsat karriereskift i gang på måde, nye og bedre veje blablablaaa blablablaaa. Og “ku der være noget godt ved det du oplever lige nu?”. Fuck dig. Jeg vil selv sige det. Så det gør jeg.

Og det kommer til at fortsætte lige her på Skriveri. Det er faktisk det jeg allerbedst kan lide, bortset fra varme børnetæer.

 

Et billede skal I også have. Det er ikke superkreativt. Hey, jeg er et ordmenneske. I give you: Udsigten fra den fyredes stol, lige nu:

Read Full Post »

Older Posts »