Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Skriveproces i teori’ Category

Så sejler skuden igen. I går fik jeg brev om at afhandlingen er indstillet til forsvar. I samme kuvert lå bedømmelsesudvalgets udtalelse, så det var som det skulle være.

Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. “Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende,” var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen “opfylder stort set alle de formelle krav,” skriver udvalget og fortsætter “(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling” . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling – jeg er ikke kun fornærmet 🙂 – men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode? 😉

  • “Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser.”
  • “Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning”
  • “Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte”

Og det er – behøver jeg at sige det? – ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

  • “Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]”
  • “(…) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD’s pointer (…)”
  • “Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (…)”

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.

Reklamer

Read Full Post »

… får man ikke lort på fødderne, siges det.

Jeg har taget en bevidst beslutning om ikke at sigte efter stjernerne med min afhandling. Så må jeg jo nok leve med at få lidt lort på fødderne.

Hvad skal det nu sige?

Vi er ude i et praktisk arbejdsgreb. En af de ting min geskæftige og nævenyttige indre redaktør hvert andet øjeblik siger til mig er: “Det du lige skriver der, vil bedømmelsesudvalget hagle ned. Altså hvis du er heldig, og de ikke bare sender skidtet tilbage i hovedet på dig.”

Og her er det så jeg svarer: “Kære mig selv, aka Indre Redaktør. Det må jeg pt. blæse på. Det værste der kan ske, er ikke at nogen ude i fremtiden synes at jeg må være lidt dum, men at der ikke vokser mindst en side frem hver dag. I al respekt, Dig selv”

Et par stykker mere, af forskellig karakter:

  • Skriv ud og læs igennem.  Det er lige som at få nye øjne.
  • Læs litteraturen. Bare en skumning af en kendt tekst sætter skub i sagerne.
  • Tænk i kasser. Få kasser. Kan dette fænomen, denne iagttagelse deles op i to? I tre? Hvis to, er det en dikotomi eller siamesiske tvillinger? Hvis tre: Kniv, gaffel og ske? Rip, Rap og Rup? Todelingen er måske min absolutte yndlingstopos. Skidtet virker.
  • Lyt til informanterne. Jeg er forlængst ude over genertheden ved at lytte til de interview jeg selv er med på og har orkestreret. De siger det hele. Komplekst og besværligt, men fuldt af liv.
  • Sid på den blå stol. Jeg luder på den røde stol. Og når kroppen leger doven, gør hovedet det også.
  • Flyt dig. Hen til et andet sted i teksten.
  • Bliv gal. Det skal være løgn. Jeg kan godt.
  • Luk døren. Her arbejdes.

 Og ja:

  • Tal med dig selv. (Kan med fordel kombineres med det næstsidste greb, hvis altså man vil tale højt)

Status: 69.247 ord. Fodnoter ikke medregnet. 70.000 inden jeg går hjem i dag. 71.000 inden weekenden.

Read Full Post »

“De fleste af os hænger fast i den fordom, at teori går forud for praksis og under alle omstændigheder er finere end praksis. (…)

Vi glemmer den simple lærdom, at videnskabsteoretisk erkendelse er sekundær i forhold til den måde, vi orienterer os på i vor praksisverden. Hvis jeg skal forklare, hvad en ølåbner er, gør jeg det bedst ved at vise, hvordan man lukker øller op med den. En tings mening er dens brug.”

Citatet er af Jørgen Fafner fra artiklen Retorikkens brændpunkt i Rhetorica Scandinavica nr. 2, 1997. To af mine studerende har gjort mig opmærksom på det, og hvor er jeg taknemlig.

Read Full Post »

Et organisationelt review af en tekst er en måde at lede sine medarbejdere på, går det pludseligt op for mig. Jeg læser Paradis, Dobrin og Millers klassiske tekst om skriveprocesser i Exxon Ltd, og de konkluderer at organisationen styrer sine arbejdsprocesser, sin vidensproduktion gennem tekstproduktionen. Uden selv at være klar over at det er det der foregår, vel at mærke. Og så skriver de:

“(…) the supervisor thus becomes an editor, because his or her managerial activities are exercised in the shaping of an information product. The supervisory process is carried out on the pages of a document draft.”

Det har jo stået der hele tiden. Men det er tankevækkende hvordan vi som en selvfølgelighed adskiller skrivning fra de øvrige arbejdsaktiviteter i organisationen, i en grad så vi ikke en gang kan se at et review, respons på en tekst fra en mellemleder eller chef, er et stykke ledelse. Hvilke kvalitetsparametre gælder for ledelse på denne måde?

Read Full Post »

Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.

Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard – og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.

I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles’ vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.

Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.

Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.

Read Full Post »

En tanke: Den sekundære læser. Når man giver respons på en tekst i organisationen, er det som regel fordi dens intenderede publikum er nogle andre. Som respondent har man så den opgave at have en mening om hvor godt teksten – skribenten – når sit mål. Men lad os nu for sjov følge Paradis et al.’s analyse og godtage at rotation af tekstudkast i organisationen (også) er en måde at styre organisationens arbejdsprocesser, dens vidensproduktion på. Alle disse mennesker der sidder som gatekeepere i den her tekstrotation, for eksempel gennem review af udkast, kan så betragtes som en art sekundære læsere.

Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.

Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.

Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.

Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.

Til de af jer – I er nok ikke så mange – der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.

Read Full Post »

Jeg sidder og skriver en lille artikel til et fagforeningsblad. Det går som det plejer med den slags skriveprocesser: en tekstklump her, og en der, skal dét argument komme først, eller kan det kun komme efter dét argument? Hyggeligt og irriterende på samme tid.

Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.

Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?

Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede ‘regler’ om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.

Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle ‘sanseindtryk’ om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.

Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.

Read Full Post »

Older Posts »