Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Jeg ved at I følger med. Men jeg har været en uge i sommerhus for at få sand i ørerne og lirke mig ud af det røde felt igen.

Nu skal afhandlingen nørkles færdig.  Jeg er ved at læse hele teksten igennem og markere de sidste rettelser. Det ser fint ud, synes jeg. Det ville som sagt være vældig godt med en revidering af kapitel 1. Og et af teorikapitlerne kunne også have glæde af en overhaling, men det fungerer nogenlunde som det er. Hele næste uge kommer til at gå med at bakse mig igennem siderne og få styr på de sidste formaliteter. Så har jeg Danmarks bedste korrekturlæser siddende parat. Hun får det efter planen på fredag. Og så får jeg det tilbage i klumper så jeg kan gennemføre korrekturen. Så er der også liige et abstract, det bliver nok noget med de sene nattetimer.

Og så har jeg faktisk en konklusion som ingen andre end jeg selv har læst. Det giver lidt ondt i maven. Der er nemlig en model i den. Hvem sagde anvendelsesorienteret? Hm. Den skal jeg lige holde weekend på. Måske trækker jeg vejlederkortet. Min bivejleder har konklusionen liggende, men har gode grunde til ikke at kunne læse det. Så er der jo kun en tilbage. Midt i semesterstart. Det skal jeg nok gøre mig populær på.

Well, lokalpolitikken er onduleret – nu venter vi på hvad instituttet må bringe os af ændrede lokaleplaner. Som ikke kommer til at berøre mig. Jeg har fået job uden for universitetet. I en større organisation hvor jeg hvis alt går vel, kan arbejde videre med den praksislæring af kommunikation som jeg har forsket i og mener en hel del om i en større tekst hvis proces I efterhånden er nært bekendt med. Det er superdeluper. Der er et liv efter en ph.d.

Men jeg er ikke færdig her. Kun lige begyndt. I’ll keep you posted om de sidste afhandlingskrampetrækninger. Og derefter om alt det andet skriveri.

Reklamer

Read Full Post »

Jeg sidder og skriver en lille artikel til et fagforeningsblad. Det går som det plejer med den slags skriveprocesser: en tekstklump her, og en der, skal dét argument komme først, eller kan det kun komme efter dét argument? Hyggeligt og irriterende på samme tid.

Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.

Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?

Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede ‘regler’ om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.

Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle ‘sanseindtryk’ om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.

Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.

Read Full Post »

« Newer Posts