Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Tips og tricks, staldkneb, bulletlister. Stærkt vanedannende. Jeg får efterhånden tre-fire daglige 3-punktslister fra Harvard Business Review. Det er lissom slik, men som regel vældig godt slik (tænk Johan Bülow-lakrids).

 

Så. En fyring er et følelsesmæssigt los i røven. Ikke mindst fordi ens faglige selvværd uundgåeligt kommer under pres – og det gør ondt. Der ryger en del flere “ikke” ind i sætninger af denne karakter: “Jeg er [] god til at….” Den nærliggende konklusion, dagligt, er at man skal opgradere ditten-dutten-datten kompetence, bliver bedre til xyz, anskaffe sig dette eller hint eksamensbevis. Eller værre: Lægge karrieren helt-helt-helt om. Blive hestehvisker, dagplejemor eller surdejsbrødsbager.

 

Oh no, you don’t. Mandagens Management Tip of the Day: Focus on Your Company’s Capabilities.

  1. Put Your Capabilities First. I stedet for at lægge en strategi – fx planen for næste job – og så se på hvad du mangler for at nå derhen, skal du se på hvad du er rigtig god til, hvad er dine kernekompetencer. Og lad så det drive dine fremtidsplaner. Hvad kan du bruge dine styrker til? Hvilke jobs vil give dig muligheden for at kunne levere varen som ingen andre? For at stråle og blive værdsat?
  2. Identify Differentiating Capabilities. Hvad adskiller dig fra andre der kan nogenlunde det samme? Tænk ikke, pokkers, der er 400 ansøgere til kommunikationsjobs. Men tænk: Hvad kan jeg som er unikt, eller næsten? Og hvem har VIRKELIG brug for de unikke kompetencer?
  3. Focus on Capabilities, not Fixed Assets. OK, det er rimelig virksomhedsagtigt. Men som individ bor du et bestemt sted. Du har en bestemt alder, har måske børn, måske har du ingen bil. Og du har eksamensbeviser og erfaringer. Det er fantastisk, hold fast i det. Men tænk også over hvad mulighederne er i disse erfaringer. Hvad sætter de dig i stand til at gøre? Hvilke nye opgaver kan du løse med lige netop din kombination? Hvilke muligheder har du nu som du ikke havde for bare to år siden? Tænk på hvad dit CV og dit liv siger om dig som person og om dine processer og motivationer.

Ja, det er lidt søgt. Der er forskel på virksomheder og mennesker.

Men det virker for mig. Det virker fordi der virkelig var brug for at tænke indad og granske mine egne kompetencer og styrker i stedet for at gribe efter mærkelige halmstrå. Den proces foregår også i tre trin:

  1. Få øje på styrker og kompetencer igen (jf. los i røven/jeg kan ikke noget/surdejs-problematik)
  2. Blive klar over hvad jeg gør allerbedst – og så det sjoveste:
  3. Indse hvor langt mine kernekompetencer kan tage mig. Langt.

Så har man fortjent en lakrids.

Reklamer

Ikke det store

Det er gråt, og i dag måtte jeg lige gå rask ned i den anden ende af en isglat og gruset perron for at have et lille tudeøjeblik for mig selv.

Jeg blev ikke fritstillet eller det der ligner. Jeg skal passe mit arbejde som sædvanligt frem til jeg forlader min arbejdsplads om tre måneder.  Ingen fast aftale om hjemmearbejde eller om opgaver som jeg skal løse for så at bruge resten af tiden på at komme videre. Jeg har dog fået tilsagn om at jeg kan fratræde med kort varsel hvis jeg finder et andet job i mellemtiden. Så det arbejder jeg på, og der ser heldigvis lyst ud.

Efter tre dage på arbejde er jeg helt færdig. Som en ballon med et lillebitte nåleprik der gradvis tømmes for luft. Jeg er ok hjemme, bare træt som et alderdomshjem. Men pludselig og i glimt mere sårbar på arbejdet end jeg selv forventer. Jeg føler mig mærkelig vanartet, min arbejdsplads er nu en parallelverden, et afsnit i en tv-serie hvor jeg er den fallerede skuespiller der optræder i løjerne som special guest star, jaa bare fordi, ikke fordi der er nogen speciel grund, bare fordi.

Onsdag arbejder jeg hjemme.

Min dejlige kollega L sendte mig dette geniale tip fra Harvard Business Review om tre ting man skal tage med sig, når man forlader et job, uanset om man så er vred, ked af det eller bare færdig med at være der:

  1. Relationships. Say thank you to anyone who treated you well or had a hand in helping you get ahead. Offer to keep in touch. You never know when those people may be able to help you.
  2. Samples of your work. Chances are you’ve produced work that could be useful when you are looking for your next job. Avoid strategic documents or trade secrets, of course.
  3. A smile file. This file should include emails from bosses or peers complimenting your work, thank you notes from customers, and any glowing reviews.

Den lange version står i artiklen Leave Your Job the Classy Way. Den er 10 gode læseminutter værd for alle os der skal eller vil videre.

På vej til arbejde

Så sidder jeg i toget.

Siden jeg blev varslet fyret, har jeg

– været hjemme en dag (dagen efter varslet)
– været på arbejde to dage
– været fritaget for tjeneste frem t høringsfristen, dvs at jeg har siddet hjemme og skrevet partssvaret om den varslede afskedigelse. Det kostede sgu en del energi.
– haft en sygedag
– holdt tidlig juleferie og brugt en masse feriedage på det. Ved ikke om det kan anbefales, men jeg havde virkelig brug for ikke at skulle tænke på det arbejde.
– haft en dag m jobsamtale. Det er aftalen at det får jeg fri til
– været syg i tre dage.

Jeg hoster stadig som en søløve, og der er ting jeg hellere vil end hen at sidde ved det skrivebord, men nuvel.

I dag forhandler min fagforening med min arbejdsplads om vilkårene i opsigelsesperioden. Altså hvad de forventer af mig. I mange organisationer er fritstilling en selvfølge. Ikke i kommunerne i sparetider. Jeg venter og krydser fingre.

Jeg er ikke altid så god til at fortælle de kedelige, praktiske ting. Her kommer et par af dem.

Hvorfor er jeg blevet fyret?

Jeg er blevet varslet afskediget som led i en sparerunde i den kommune jeg arbejder i. Sparerunden er dels en konsekvens af generelle besparelser, dels af et overforbrug på administrationens lønkonti der nu skal nedbringes. Det overordnede kriterium for afsked er kompetencer i bred forstand i forhold til opgaver. Det vil sige et meget meget bredt kriterium. Jeg har ikke fået en begrundelse for hvorfor jeg er valgt ud, andet end at de kommunikationsopgaver, der udgør halvdelen af min stilling, kan løses bredt i organisationen.

Hvordan har jeg det så med det, sådan helt rationelt?

OK, på spejderære. Det er en ledelsesprioritering hvordan man gennemfører besparelser, og hvilke opgaver man skærer fra. Jeg tror på at kommunikation er en faglighed og ikke et knips med fingrene. Jeg ser strategisk og velkoordineret kommunikation som en nødvendighed i organisationer i krise, og derfor er jeg naturligvis ikke enig i at kommunikation er en opgave der uden videre kan bredes ud i organisationen. Og jeg ærgrer mig over at der bliver skåret i udvikling – jeg tror ikke det er hensigtsmæssigt på længere sigt. Men som sagt: Det er en ledelsesprioritering – og jeg kunne lige så godt være den der var ansat til at skulle hjælpe organisationen til at finde meningen igen efter at nogle andre var blevet fyret. Rent faktisk skrev jeg for en lille måneds tid siden et løst idéudkast til lederen i medarbejderbladet – det blad der skulle komme efter prikkerunden og give håb i en svær tid.

Hvordan har jeg det følelsesmæssigt med at være blevet fyret?

Det er så svært at svare på. Som man kan læse af mine tidligere indlæg, er det en følelsesmæssig rutschebane. Jeg har været superglad og meget ked af det. Meget vred og til tider hævntørstig. Fra de andre fyrede jeg har talt med i ugernes løb, ved jeg nu at alle de følelser er almindelige. Jeg kan mærke at fyringen sætter sig spor i mit faglige selvværd, også selv om det er min opfattelse at de der har truffet beslutningen om min afskedigelse, ikke har kendskab til mine faglige kompetencer (det er blot fire måneder siden jeg vendte tilbage fra barsel, og i mellemtiden har jeg fået ny leder). Alligevel kommer det til at fylde en del i årene fremover, kan jeg mærke. Det er barsk. Men jeg tror også at det er lærerigt. Hvis jeg en dag skal være leder, tror jeg at det vil hjælpe mig at have oplevet det her.

Hvordan ser forløbet ud?

Indtil videre sådan her:

Jeg modtog et varsel om påtænkt afsked. Det skete ved en personlig samtale med min leder d. 2. december.

Jeg fik 14 dage til at skrive et såkaldt ‘partssvar’ hvor jeg svarer på den påtænkte afsked. Sagt med andre ord: Jeg prøver på at overbevise min arbejdsgiver om at de skal lade være med at fyre mig.

Varslet udløb torsdag den 16. december.

Den 21. december modtog jeg i min postkasse det officielle brev om min afskedigelse.

Her efter nytår går forhandlingen om vilkårene i opsigelsesperioden i gang. Det bliver varetaget af fagforeningen, i mit tilfælde DJØF, der også har givet mig sparring på partssvaret.

Hvad forhandler fagforeningen og arbejdspladsen om?

Det man forhandler om, er i hvilket omfang jeg skal fortsætte på mit arbejde og evt. også om kompensation. I udgangspunktet er mine rettigheder mit opsigelsesvarsel. Eller sagt med andre ord: Det eneste jeg har krav på uden forhandling, er at arbejde som sædvanligt (og modtage løn for det) i opsigelsesperioden.

SKAL man virkelig gå på arbejde?

Jeps. Det kommer bag på mange mennesker når jeg fortæller det – mange tror at en person der er blevet fyret, også skal forlade arbejdspladsen med det samme. Et ofte stillet spørgsmål til en fyret, har jeg fundet ud af, er derfor: Hvad får du så tiden til at gå med? Svaret er: De fleste får tiden til at gå med at arbejde. For det har man pligt til med mindre fagforeningen og arbejdspladsen forhandler sig frem til noget andet, eller med mindre arbejdspladsen i udgangspunktet giver den eller de fyrede andre vilkår. Som for eksempel min gode venindes arbejdsplads, en statslig organisation, der fornylig gennemgik en omfattende fyringsrunde. Her blev alle afskedigede medarbejdere fritstillet med det samme, det vil sige at de kunne gå hjem umiddelbart efter at have modtaget fyringsvarslet uden at have pligt til at vende tilbage på arbejde. OG de fik x antal måneders ekstra løn oveni deres opsigelsesvarsel. For min veninde ville det have betydet, hvis hun var blevet afskediget, knapt et år med fuld løn.

Well, hvordan mine vilkår bliver, finder vi altså ud af i den kommende uge, forhåbentligt. Jeg ønsker mig de bedste muligheder for at komme videre i min karriere, altså så meget tid som muligt til at søge arbejde og nye muligheder i mit arbejdsliv. Jeg er spændt på hvad min arbejdsplads vil forlange af mig.

NU er du bange…

Mine følelser snegler sig afsted. Altid nogle dage bagud, altid lidt småforvirrede: Hvor er vi nået til, hvad er nu det, hvoffer gør hun sån?

 

Jeg er ved at finde ud af at en fyring virkelig er en katapult ud i det ukendte, så meget mere end når man selv beslutter at tage et nyt skridt. I dag er det to uger siden jeg fik beskeden om den “påtænkte afsked” som det så administrativt hedder. De første dage derefter var jeg beruset af frihed og drama. Så faldt barometeret. Nogle ville sige at jeg blev mere realistisk, men det er forkert. Rationalitet og usund skepsis er mine to insisterende buddies, så selv om jeg virkelig er overbevist at jeg kan stort set alt hvad jeg vil, er jeg til stadighed pinagtigt bevidst om at det ikke er specielt let at komme til at gøre det.

Men humøret. Kedafdetheden kom snigende da dramaet blegnede. Da krammerne og tillykkerne blev færre – fordi de andre skulle på arbejde. Tiden trillede videre i resten af verden, men for mig stod den lige noget mere stille end jeg er vant til.

Min mor er speciel og meget dejlig, men hun siger nogle ufattelig skøre ting. Det her er en af de dummeste, greatest, ever, classics, vol.2: “Bange, det ord kender vi ikke.”

Jo, det gør vi! Nu er du bange!

Bange og lidt ked af det. Snigende, kom det, forsinket, langsomt. Sammen med følelsen af at være vraget, der måske er den mest klassiske fyringstopos næst efter vreden.

Og det er faktisk fint nok. En af mine mange dejlige naboer sagde, henover fyringskrammeren: “Ja-ja, vi lever jo i tryghedslommer, og nogle gange må vi lige en tur ud af dem og mærke efter.”

Hold kæft hvor jeg mærker efter. Det suger, og det er eftertænksomt. Og også lidt berusende på en ny måde, her udenfor tryghedslommen. Nu sner det igen.

 

For nedadgående

10 dage i dag. Humørkurven er nu for nedadgående, men jeg håber på at den rammer bunden snart og så begynder at stige igen: