Må man græde på arbejdet?

Foreningen af Ufrivilligt Grædende Medarbejdere. Det er navnet på en forening jeg overvejer at stifte. Det viser sig at der er et vist rekrutteringsgrundlag.

Historien er sådan set kort for os alle: Vi græd på arbejdet en dag. Der var en god grund. Vi ville nok helst have undgået at vores kolleger så os græde. Ak, det lykkedes ikke.

I et blogindlæg på Harvard Business Review med titlen How not to Cry at Work holder den tidligere Wall Street-leder og nu kommunikationsrådgiver Jodi Glickman pegefingeren højt løftet: NIKSENBIKSEN, siger ms. Glickman, DET MÅ MAN IKKE! Hun er ikke idiot, langt fra. Hendes budskab er at alle oplever på et eller andet tidspunkt i deres karriere at de ikke kan holde tårerne tilbage. Det er vældig naturligt, I skulle bare vide hvor mange gange om dagen vi tuder på Wall Street. Men, formaner stramme Glickman, så er det bare om at komme ud af vagten som om der var ild i kontorstolen. Find på en undskyldning hvis du kan nå det. Hvis ikke: Tag benene på nakken og giv en forklaring når du kommer tilbage.

Allright. De fleste af os der opfylder optagelseskriterierne, har den fornemmelse som Jodi Glickman sætter ord på, nemlig at det er et no-go at græde på jobbet. Det gør man alt hvad man kan for at undgå. Jodi Glickman vil ovenikøbet have os til at gøre noget der kan forekomme meget opsigtsvækkende, nemlig for eksempel at spæne afsted midt i en samtale og så komme tilbage bagefter med en lam undskyldning.

Men hvorfor er det at vi synes at vi ikke må græde når vores kolleger – eller værre! – ledere ser det? Her er mine bud:

1. Den indlysende. Det er et tegn på svaghed. Som Jodi Glickman skriver: “We’d do whatever it took not to let them see us cry and then we’d march back inside the building with our heads held high: onwards and upwards.” Præcis. “Upwards”. En der græder, lader sine følelser stå i vejen for sine ambitioner. Hvis man er svag, kan man ikke også være stærk. Os der har gjort det, kan formodentlig alle nikke genkendende til følelsen af pludselig at være helt blottet, skrællet af, at have indrømmet sin sårbarhed og sin manglende evne til at kontrollere følelserne. Mon ikke kollegerne i deres stille sind tænker: Og hvad sker der så næste gang hun bliver presset lidt på et direktionsmøde? Eller af en utilfreds leverandør?
2. Det gør folk utrygge. På jobbet har vi en vis fernis, en overflade, også når vi er sammen med de kolleger som vi kender allerbedst og holder mest af. Vi er os selv, men alligevel ikke helt. Vi tager nogenlunde nydeligt tøj på, vi slår ikke store prutter, vi diskuterer ikke intime detaljer fra vores parforhold. Det kan godt være at vi har uudtalte “kontrakter” med enkelte kolleger som vi også er venner med, om at vi godt kan have sådan et tæt forhold hvor den slags intim information er ok. Men som hovedregel er arbejdspladsen en kontekst hvor vi ikke slipper dyret løs. Så når nogle af os kommer til at græde foran de andre, ryster vi ved hele vores forestilling om hvad arbejdspladsen er for en størrelse og hvad den kan kræve af os. For den der fernis skjuler noget af os – men vi kan også gemme os bag den, og det er dejlig trygt. Men lige så snart en du kender overfladisk, står og græder foran dig, er du nødt til at tage stilling til vedkommende på et helt andet niveau – og pludselig så hele din arbejdsplads lidt anderledes ud, dén dag. Hvordan reagerer kollegerne omkring jer? Hvad gør chefen? Det er ikke rart.
3. Gråd kan opfattes som følelsesmæssig afpresning. Jeg har lige været en tur ovenpå for at putte dynen om min datter i tremmesengen. Hun græd nok fordi hosten vækkede hende. Men nok også lidt fordi hun trods sin meget unge alder allerede er helt skarp på systemet: Hvis jeg græder, så kommer mor og putter mig og hvisker lidt og finder sutten for mig, og det er bare så HYG-geligt og SÅ kan jeg sove. De færreste af os kunne drømme om at sige det højt på vores arbejde – og det er langt fra altid tilfældet at der bare i teorien var et mål med tårerne – men mon ikke der af og til er nogen der tænker om nogen der græder: “Dét der, det er bare for at få sin vilje.”? Og selv om der ikke er, så er det nok at os der kommer til at græde, skammer os, for tænk nu hvis nogen troede at der var et formål, at det faktisk var med vilje? Og jeg ved hvad jeg snakker om, for jeg er lige blevet fritstillet efter en episode hvor jeg blev ked af det på mit arbejde. Mit eneste brændende ønske var at jeg kunne få kroppen til at makke ret. Men det er sgu lidt svært at forklare.

Nå. Jeg har grundet temmelig meget over det her. Så her er mine bud på hvorfor vi alligevel godt må græde på arbejdet. (Ja, det anede jer forhåbentligt):

1. At vise sine følelser er et tegn på menneskelig styrke. Styrke forstået som selv-stolthed og indsigt, ikke som gorillabrøl og bank-på-brystet. Vi skal blive inde på det kontor med hovedet højt hævet, for nu at parafrasere Jodi Glickman. Jeg siger ikke at arbejdspladsen skal være et stormende hav af menneskelige følelser. Men det er min klare overbevisning at vi bliver klogere og mere kompetente kolleger og medarbejdere hvis vi kender os selv rigtig godt, og det kræver altså at vi er i kontakt med vores følelser, hvis I lige vil bære over med terapeut-sproget i et sekund.
2. Hvis vi slapper af når vores kolleger lader tårerne trille, og behandler dem som vi ville en ven eller et familiemedlem der gav sig til at græde (hvilket de fleste faktisk gør – det er ikke så svært!) forsvinder utrygheden som dug for solen. Værre er det heller ikke. Hey, det er bare nogen der lige græder lidt. Det går over. Og her er bonusinformationen så: Vi kender hinanden lidt bedre bagefter! Det behøver ikke at være starten på en helt ny arbejdskultur, og vi behøver ikke at blive venner for livet, eller bare venner. Men mit bud er at vi bliver bedre kolleger, og bedre til at løse vores opgaver bagefter, fordi vi lige lærte noget nyt om hinanden den dag. Altså, faktisk er mit bud at arbejdspladsen bliver et rarere sted at være hvis vi kan håndtere en kollega der græder, på en god måde. En rarere kultur giver mere effektive medarbejdere.
3. Den kan vi tage helt kort. Tro mig når jeg, som potentielt æresmedlem af Foreningen af Ufrivilligt Grædende Medarbejdere, siger: Vi græder ikke for at opnå noget, jf. pkt 1 og 2. Det er alt, alt for tæt forbundet med noget skamfuldt. I de sjældne tilfælde hvor det faktisk er tilfældet at der er tale om afpresning, så gætter jeg på at man VED det, man har ikke EN MISTANKE om det. Og til os der er bange for at andre skal tro at vi afpresser: Let it go. Hvis de gør, er det dem der er nogle fjolser.
4. Og et bonusargument. Jeg kender en vældig dygtig terapeut der har lært mig noget meget vigtigt. Det hedder “at græde.” Det hedder IKKE at hyle, at tude, at flæbe, at vræle, at pive, at klynke, at vande høns, fortsæt selv. Hav lige lidt respekt for dig selv og dine egne følelser i situationen. Hvis du nedgør dig selv og dine reaktioner, hvordan skal andre så kunne tage dem alvorligt? En fyring er fx en ret god grund til at græde. For nu at lukke den dér.

Der er undtagelse der bekræfter reglen. Nemlig når man har et problematisk forhold til en kollega eller måske især ens leder. Noget der lugter af magtkamp, noget hvor man bliver presset og vedkommende måske ikke er det sødeste menneske i verden, og hvor det virkelig ikke er smart at vise svaghed fordi det virkelig vil blive tolket helt forkert. Her er jeg ret sikker på at Glickman har ret: Væk! I en fart.

 

Men ellers: Man skal ikke skamme sig eller fortryde at man græder på arbejdet. Sådan er det, værre var det ikke, måske er det ligefrem en god ting.

Read Full Post »

Fritstillet

Med 1½ uges forsinkelse kan jeg fortælle at jeg er blevet fritstillet.

Jeg forsøgte virkelig at gå på arbejde. Virkelig. Og jeg vidste godt at det ikke var det bedste for mig at være der – det var jo derfor at jeg havde bedt om at blive fritstillet i første omgang. Men alligevel tænkte jeg at det da ikke var så slemt. Jeg har jo guldkolleger,  søde og kloge. Og sjove arbejdsopgaver som jeg er glad for.

Så jeg dukkede op når jeg ikke havde aftaler om hjemmearbejde. Med sygdom (januar!) blev det ikke til megamange dage, men dog noget. Og det var drænende. Fuldstændig.

Og endelig kom der en dag – og jeg skal ikke kede jer med detaljerne andet end at sige at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage selv om Jodi Glickman hævder at det skal man gøre alt for at undgå at gøre på sit arbejde. (Jeg kan følge hendes argument langt, men er ikke absolut enig, men den kan vi jo tage en anden dag. Lige nu vil jeg nøjes med at sige at så er vi mange der har pisset ved siden af et par gange i årenes løb).

Hvorom alting er: Heureka! Både for mig og mine kolleger stod det pludselig soleklart at den der fritstilling gav mening og var nødvendig. To dage senere fik jeg opkaldet fra min daglige leder om at beslutningen var truffet om at fritstille mig alligevel. En kæmpelettelse. Jeg er blevet “fritstillet med modregning,” hvilket vil sige at så snart jeg får et andet job, ophører min løn. Med lidt held og et nyt job til mig i sigte vil det sige at også min arbejdsplads får noget ud af den aftale, idet de undgår at betale løn til mig i hele min tremåneders opsigelsesperiode.

Hvis Glickman har en pointe, er det at det slider at være åbenlyst ked af det på sit arbejde, både på den enkelte og på kollegerne. Og derfor er omkostningerne ved at bide tænderne sammen og fortsætte større end omkostningerne ved at sige tak for nu, også selv om det umiddelbart ser ud til at være en gevinst for mig. “Nååårh, hvad får du så tiden til at gå med?” har folk spurgt mig lige siden, nogle med slet skjult misundelse.

Ja, altså. Gevinst og gevinst. Det er jo så meget sagt. Jeg er jo blevet afskediget. Min arbejdsplads har sikret sit budget, mens mit og min families er blevet bragt i overhængende fare.  Så jeg får tiden til at gå med at knokle for at sikre at vi ikke sidder grå i hovederne om 3/4 år og er nødt til at beslutte at sælge vores dejlige hus før det er for sent.

Og DÉT knokleri er der så nogle vældig dejlige gevinster ved, for eksempel at jeg styrer imod at arbejde freelance på deltid og tjene penge på at lave nogle af de ting jeg har mere forstand på end de fleste. Retorik, skrivning, feedback. Kurser og artikler. Rådgivning, måske. Sweet. Så kan man for eksempel arbejde med drengen som sidemand mens han spiller et eller andet på friv.com jeg er for gammel til at forstå.

Read Full Post »

Fyret – så hvad ka du, egentlig? Ikke alt, men noget. Og det er godt!

Tips og tricks, staldkneb, bulletlister. Stærkt vanedannende. Jeg får efterhånden tre-fire daglige 3-punktslister fra Harvard Business Review. Det er lissom slik, men som regel vældig godt slik (tænk Johan Bülow-lakrids).

 

Så. En fyring er et følelsesmæssigt los i røven. Ikke mindst fordi ens faglige selvværd uundgåeligt kommer under pres – og det gør ondt. Der ryger en del flere “ikke” ind i sætninger af denne karakter: “Jeg er [] god til at….” Den nærliggende konklusion, dagligt, er at man skal opgradere ditten-dutten-datten kompetence, bliver bedre til xyz, anskaffe sig dette eller hint eksamensbevis. Eller værre: Lægge karrieren helt-helt-helt om. Blive hestehvisker, dagplejemor eller surdejsbrødsbager.

 

Oh no, you don’t. Mandagens Management Tip of the Day: Focus on Your Company’s Capabilities.

1. Put Your Capabilities First. I stedet for at lægge en strategi – fx planen for næste job – og så se på hvad du mangler for at nå derhen, skal du se på hvad du er rigtig god til, hvad er dine kernekompetencer. Og lad så det drive dine fremtidsplaner. Hvad kan du bruge dine styrker til? Hvilke jobs vil give dig muligheden for at kunne levere varen som ingen andre? For at stråle og blive værdsat?
2. Identify Differentiating Capabilities. Hvad adskiller dig fra andre der kan nogenlunde det samme? Tænk ikke, pokkers, der er 400 ansøgere til kommunikationsjobs. Men tænk: Hvad kan jeg som er unikt, eller næsten? Og hvem har VIRKELIG brug for de unikke kompetencer?
3. Focus on Capabilities, not Fixed Assets. OK, det er rimelig virksomhedsagtigt. Men som individ bor du et bestemt sted. Du har en bestemt alder, har måske børn, måske har du ingen bil. Og du har eksamensbeviser og erfaringer. Det er fantastisk, hold fast i det. Men tænk også over hvad mulighederne er i disse erfaringer. Hvad sætter de dig i stand til at gøre? Hvilke nye opgaver kan du løse med lige netop din kombination? Hvilke muligheder har du nu som du ikke havde for bare to år siden? Tænk på hvad dit CV og dit liv siger om dig som person og om dine processer og motivationer.

Ja, det er lidt søgt. Der er forskel på virksomheder og mennesker.

Men det virker for mig. Det virker fordi der virkelig var brug for at tænke indad og granske mine egne kompetencer og styrker i stedet for at gribe efter mærkelige halmstrå. Den proces foregår også i tre trin:

1. Få øje på styrker og kompetencer igen (jf. los i røven/jeg kan ikke noget/surdejs-problematik)
2. Blive klar over hvad jeg gør allerbedst – og så det sjoveste:
3. Indse hvor langt mine kernekompetencer kan tage mig. Langt.

Så har man fortjent en lakrids.

Read Full Post »

Ikke det store

Det er gråt, og i dag måtte jeg lige gå rask ned i den anden ende af en isglat og gruset perron for at have et lille tudeøjeblik for mig selv.

Jeg blev ikke fritstillet eller det der ligner. Jeg skal passe mit arbejde som sædvanligt frem til jeg forlader min arbejdsplads om tre måneder.  Ingen fast aftale om hjemmearbejde eller om opgaver som jeg skal løse for så at bruge resten af tiden på at komme videre. Jeg har dog fået tilsagn om at jeg kan fratræde med kort varsel hvis jeg finder et andet job i mellemtiden. Så det arbejder jeg på, og der ser heldigvis lyst ud.

Efter tre dage på arbejde er jeg helt færdig. Som en ballon med et lillebitte nåleprik der gradvis tømmes for luft. Jeg er ok hjemme, bare træt som et alderdomshjem. Men pludselig og i glimt mere sårbar på arbejdet end jeg selv forventer. Jeg føler mig mærkelig vanartet, min arbejdsplads er nu en parallelverden, et afsnit i en tv-serie hvor jeg er den fallerede skuespiller der optræder i løjerne som special guest star, jaa bare fordi, ikke fordi der er nogen speciel grund, bare fordi.

Onsdag arbejder jeg hjemme.

Read Full Post »

Tre ting du skal tage med fra dit gamle job

Min dejlige kollega L sendte mig dette geniale tip fra Harvard Business Review om tre ting man skal tage med sig, når man forlader et job, uanset om man så er vred, ked af det eller bare færdig med at være der:

1. Relationships. Say thank you to anyone who treated you well or had a hand in helping you get ahead. Offer to keep in touch. You never know when those people may be able to help you.
2. Samples of your work. Chances are you’ve produced work that could be useful when you are looking for your next job. Avoid strategic documents or trade secrets, of course.
3. A smile file. This file should include emails from bosses or peers complimenting your work, thank you notes from customers, and any glowing reviews.

Den lange version står i artiklen Leave Your Job the Classy Way. Den er 10 gode læseminutter værd for alle os der skal eller vil videre.

Read Full Post »

På vej til arbejde

Så sidder jeg i toget.

Siden jeg blev varslet fyret, har jeg

– været hjemme en dag (dagen efter varslet)
– været på arbejde to dage
– været fritaget for tjeneste frem t høringsfristen, dvs at jeg har siddet hjemme og skrevet partssvaret om den varslede afskedigelse. Det kostede sgu en del energi.
– haft en sygedag
– holdt tidlig juleferie og brugt en masse feriedage på det. Ved ikke om det kan anbefales, men jeg havde virkelig brug for ikke at skulle tænke på det arbejde.
– haft en dag m jobsamtale. Det er aftalen at det får jeg fri til
– været syg i tre dage.

Jeg hoster stadig som en søløve, og der er ting jeg hellere vil end hen at sidde ved det skrivebord, men nuvel.

I dag forhandler min fagforening med min arbejdsplads om vilkårene i opsigelsesperioden. Altså hvad de forventer af mig. I mange organisationer er fritstilling en selvfølge. Ikke i kommunerne i sparetider. Jeg venter og krydser fingre.

Read Full Post »

Hvorfor blev jeg fyret og hvad sker der nu?

Jeg er ikke altid så god til at fortælle de kedelige, praktiske ting. Her kommer et par af dem.

Hvorfor er jeg blevet fyret?

Jeg er blevet varslet afskediget som led i en sparerunde i den kommune jeg arbejder i. Sparerunden er dels en konsekvens af generelle besparelser, dels af et overforbrug på administrationens lønkonti der nu skal nedbringes. Det overordnede kriterium for afsked er kompetencer i bred forstand i forhold til opgaver. Det vil sige et meget meget bredt kriterium. Jeg har ikke fået en begrundelse for hvorfor jeg er valgt ud, andet end at de kommunikationsopgaver, der udgør halvdelen af min stilling, kan løses bredt i organisationen.

Hvordan har jeg det så med det, sådan helt rationelt?

OK, på spejderære. Det er en ledelsesprioritering hvordan man gennemfører besparelser, og hvilke opgaver man skærer fra. Jeg tror på at kommunikation er en faglighed og ikke et knips med fingrene. Jeg ser strategisk og velkoordineret kommunikation som en nødvendighed i organisationer i krise, og derfor er jeg naturligvis ikke enig i at kommunikation er en opgave der uden videre kan bredes ud i organisationen. Og jeg ærgrer mig over at der bliver skåret i udvikling – jeg tror ikke det er hensigtsmæssigt på længere sigt. Men som sagt: Det er en ledelsesprioritering – og jeg kunne lige så godt være den der var ansat til at skulle hjælpe organisationen til at finde meningen igen efter at nogle andre var blevet fyret. Rent faktisk skrev jeg for en lille måneds tid siden et løst idéudkast til lederen i medarbejderbladet – det blad der skulle komme efter prikkerunden og give håb i en svær tid.

Hvordan har jeg det følelsesmæssigt med at være blevet fyret?

Det er så svært at svare på. Som man kan læse af mine tidligere indlæg, er det en følelsesmæssig rutschebane. Jeg har været superglad og meget ked af det. Meget vred og til tider hævntørstig. Fra de andre fyrede jeg har talt med i ugernes løb, ved jeg nu at alle de følelser er almindelige. Jeg kan mærke at fyringen sætter sig spor i mit faglige selvværd, også selv om det er min opfattelse at de der har truffet beslutningen om min afskedigelse, ikke har kendskab til mine faglige kompetencer (det er blot fire måneder siden jeg vendte tilbage fra barsel, og i mellemtiden har jeg fået ny leder). Alligevel kommer det til at fylde en del i årene fremover, kan jeg mærke. Det er barsk. Men jeg tror også at det er lærerigt. Hvis jeg en dag skal være leder, tror jeg at det vil hjælpe mig at have oplevet det her.

Hvordan ser forløbet ud?

Indtil videre sådan her:

Jeg modtog et varsel om påtænkt afsked. Det skete ved en personlig samtale med min leder d. 2. december.

Jeg fik 14 dage til at skrive et såkaldt ‘partssvar’ hvor jeg svarer på den påtænkte afsked. Sagt med andre ord: Jeg prøver på at overbevise min arbejdsgiver om at de skal lade være med at fyre mig.

Varslet udløb torsdag den 16. december.

Den 21. december modtog jeg i min postkasse det officielle brev om min afskedigelse.

Her efter nytår går forhandlingen om vilkårene i opsigelsesperioden i gang. Det bliver varetaget af fagforeningen, i mit tilfælde DJØF, der også har givet mig sparring på partssvaret.

Hvad forhandler fagforeningen og arbejdspladsen om?

Det man forhandler om, er i hvilket omfang jeg skal fortsætte på mit arbejde og evt. også om kompensation. I udgangspunktet er mine rettigheder mit opsigelsesvarsel. Eller sagt med andre ord: Det eneste jeg har krav på uden forhandling, er at arbejde som sædvanligt (og modtage løn for det) i opsigelsesperioden.

SKAL man virkelig gå på arbejde?

Jeps. Det kommer bag på mange mennesker når jeg fortæller det – mange tror at en person der er blevet fyret, også skal forlade arbejdspladsen med det samme. Et ofte stillet spørgsmål til en fyret, har jeg fundet ud af, er derfor: Hvad får du så tiden til at gå med? Svaret er: De fleste får tiden til at gå med at arbejde. For det har man pligt til med mindre fagforeningen og arbejdspladsen forhandler sig frem til noget andet, eller med mindre arbejdspladsen i udgangspunktet giver den eller de fyrede andre vilkår. Som for eksempel min gode venindes arbejdsplads, en statslig organisation, der fornylig gennemgik en omfattende fyringsrunde. Her blev alle afskedigede medarbejdere fritstillet med det samme, det vil sige at de kunne gå hjem umiddelbart efter at have modtaget fyringsvarslet uden at have pligt til at vende tilbage på arbejde. OG de fik x antal måneders ekstra løn oveni deres opsigelsesvarsel. For min veninde ville det have betydet, hvis hun var blevet afskediget, knapt et år med fuld løn.

Well, hvordan mine vilkår bliver, finder vi altså ud af i den kommende uge, forhåbentligt. Jeg ønsker mig de bedste muligheder for at komme videre i min karriere, altså så meget tid som muligt til at søge arbejde og nye muligheder i mit arbejdsliv. Jeg er spændt på hvad min arbejdsplads vil forlange af mig.

Read Full Post »