- Den indlysende. Det er et tegn på svaghed. Som Jodi Glickman skriver: “We’d do whatever it took not to let them see us cry and then we’d march back inside the building with our heads held high: onwards and upwards.” Præcis. “Upwards”. En der græder, lader sine følelser stå i vejen for sine ambitioner. Hvis man er svag, kan man ikke også være stærk. Os der har gjort det, kan formodentlig alle nikke genkendende til følelsen af pludselig at være helt blottet, skrællet af, at have indrømmet sin sårbarhed og sin manglende evne til at kontrollere følelserne. Mon ikke kollegerne i deres stille sind tænker: Og hvad sker der så næste gang hun bliver presset lidt på et direktionsmøde? Eller af en utilfreds leverandør?
- Det gør folk utrygge. På jobbet har vi en vis fernis, en overflade, også når vi er sammen med de kolleger som vi kender allerbedst og holder mest af. Vi er os selv, men alligevel ikke helt. Vi tager nogenlunde nydeligt tøj på, vi slår ikke store prutter, vi diskuterer ikke intime detaljer fra vores parforhold. Det kan godt være at vi har uudtalte “kontrakter” med enkelte kolleger som vi også er venner med, om at vi godt kan have sådan et tæt forhold hvor den slags intim information er ok. Men som hovedregel er arbejdspladsen en kontekst hvor vi ikke slipper dyret løs. Så når nogle af os kommer til at græde foran de andre, ryster vi ved hele vores forestilling om hvad arbejdspladsen er for en størrelse og hvad den kan kræve af os. For den der fernis skjuler noget af os – men vi kan også gemme os bag den, og det er dejlig trygt. Men lige så snart en du kender overfladisk, står og græder foran dig, er du nødt til at tage stilling til vedkommende på et helt andet niveau – og pludselig så hele din arbejdsplads lidt anderledes ud, dén dag. Hvordan reagerer kollegerne omkring jer? Hvad gør chefen? Det er ikke rart.
- Gråd kan opfattes som følelsesmæssig afpresning. Jeg har lige været en tur ovenpå for at putte dynen om min datter i tremmesengen. Hun græd nok fordi hosten vækkede hende. Men nok også lidt fordi hun trods sin meget unge alder allerede er helt skarp på systemet: Hvis jeg græder, så kommer mor og putter mig og hvisker lidt og finder sutten for mig, og det er bare så HYG-geligt og SÅ kan jeg sove. De færreste af os kunne drømme om at sige det højt på vores arbejde – og det er langt fra altid tilfældet at der bare i teorien var et mål med tårerne – men mon ikke der af og til er nogen der tænker om nogen der græder: “Dét der, det er bare for at få sin vilje.”? Og selv om der ikke er, så er det nok at os der kommer til at græde, skammer os, for tænk nu hvis nogen troede at der var et formål, at det faktisk var med vilje? Og jeg ved hvad jeg snakker om, for jeg er lige blevet fritstillet efter en episode hvor jeg blev ked af det på mit arbejde. Mit eneste brændende ønske var at jeg kunne få kroppen til at makke ret. Men det er sgu lidt svært at forklare.
- At vise sine følelser er et tegn på menneskelig styrke. Styrke forstået som selv-stolthed og indsigt, ikke som gorillabrøl og bank-på-brystet. Vi skal blive inde på det kontor med hovedet højt hævet, for nu at parafrasere Jodi Glickman. Jeg siger ikke at arbejdspladsen skal være et stormende hav af menneskelige følelser. Men det er min klare overbevisning at vi bliver klogere og mere kompetente kolleger og medarbejdere hvis vi kender os selv rigtig godt, og det kræver altså at vi er i kontakt med vores følelser, hvis I lige vil bære over med terapeut-sproget i et sekund.
- Hvis vi slapper af når vores kolleger lader tårerne trille, og behandler dem som vi ville en ven eller et familiemedlem der gav sig til at græde (hvilket de fleste faktisk gør – det er ikke så svært!) forsvinder utrygheden som dug for solen. Værre er det heller ikke. Hey, det er bare nogen der lige græder lidt. Det går over. Og her er bonusinformationen så: Vi kender hinanden lidt bedre bagefter! Det behøver ikke at være starten på en helt ny arbejdskultur, og vi behøver ikke at blive venner for livet, eller bare venner. Men mit bud er at vi bliver bedre kolleger, og bedre til at løse vores opgaver bagefter, fordi vi lige lærte noget nyt om hinanden den dag. Altså, faktisk er mit bud at arbejdspladsen bliver et rarere sted at være hvis vi kan håndtere en kollega der græder, på en god måde. En rarere kultur giver mere effektive medarbejdere.
- Den kan vi tage helt kort. Tro mig når jeg, som potentielt æresmedlem af Foreningen af Ufrivilligt Grædende Medarbejdere, siger: Vi græder ikke for at opnå noget, jf. pkt 1 og 2. Det er alt, alt for tæt forbundet med noget skamfuldt. I de sjældne tilfælde hvor det faktisk er tilfældet at der er tale om afpresning, så gætter jeg på at man VED det, man har ikke EN MISTANKE om det. Og til os der er bange for at andre skal tro at vi afpresser: Let it go. Hvis de gør, er det dem der er nogle fjolser.
- Og et bonusargument. Jeg kender en vældig dygtig terapeut der har lært mig noget meget vigtigt. Det hedder “at græde.” Det hedder IKKE at hyle, at tude, at flæbe, at vræle, at pive, at klynke, at vande høns, fortsæt selv. Hav lige lidt respekt for dig selv og dine egne følelser i situationen. Hvis du nedgør dig selv og dine reaktioner, hvordan skal andre så kunne tage dem alvorligt? En fyring er fx en ret god grund til at græde. For nu at lukke den dér.
Der er undtagelse der bekræfter reglen. Nemlig når man har et problematisk forhold til en kollega eller måske især ens leder. Noget der lugter af magtkamp, noget hvor man bliver presset og vedkommende måske ikke er det sødeste menneske i verden, og hvor det virkelig ikke er smart at vise svaghed fordi det virkelig vil blive tolket helt forkert. Her er jeg ret sikker på at Glickman har ret: Væk! I en fart.
Men ellers: Man skal ikke skamme sig eller fortryde at man græder på arbejdet. Sådan er det, værre var det ikke, måske er det ligefrem en god ting.