Ti, ni, otte, syv….

Jeg ved at I følger med. Men jeg har været en uge i sommerhus for at få sand i ørerne og lirke mig ud af det røde felt igen.

Nu skal afhandlingen nørkles færdig.  Jeg er ved at læse hele teksten igennem og markere de sidste rettelser. Det ser fint ud, synes jeg. Det ville som sagt være vældig godt med en revidering af kapitel 1. Og et af teorikapitlerne kunne også have glæde af en overhaling, men det fungerer nogenlunde som det er. Hele næste uge kommer til at gå med at bakse mig igennem siderne og få styr på de sidste formaliteter. Så har jeg Danmarks bedste korrekturlæser siddende parat. Hun får det efter planen på fredag. Og så får jeg det tilbage i klumper så jeg kan gennemføre korrekturen. Så er der også liige et abstract, det bliver nok noget med de sene nattetimer.

Og så har jeg faktisk en konklusion som ingen andre end jeg selv har læst. Det giver lidt ondt i maven. Der er nemlig en model i den. Hvem sagde anvendelsesorienteret? Hm. Den skal jeg lige holde weekend på. Måske trækker jeg vejlederkortet. Min bivejleder har konklusionen liggende, men har gode grunde til ikke at kunne læse det. Så er der jo kun en tilbage. Midt i semesterstart. Det skal jeg nok gøre mig populær på.

Well, lokalpolitikken er onduleret – nu venter vi på hvad instituttet må bringe os af ændrede lokaleplaner. Som ikke kommer til at berøre mig. Jeg har fået job uden for universitetet. I en større organisation hvor jeg hvis alt går vel, kan arbejde videre med den praksislæring af kommunikation som jeg har forsket i og mener en hel del om i en større tekst hvis proces I efterhånden er nært bekendt med. Det er superdeluper. Der er et liv efter en ph.d.

Men jeg er ikke færdig her. Kun lige begyndt. I’ll keep you posted om de sidste afhandlingskrampetrækninger. Og derefter om alt det andet skriveri.

Read Full Post »

En uge i lokalpolitikkens tegn

Jeg skylder en opdatering.

• I mandags kopierede jeg omtrent 1.500 sider, satte dem i spiralryg og sendte dem afsted til mine samarbejdspartnere i den organisation jeg har lavet feltarbejde i. Delmål nået! Hurra for mig! Nu venter jeg på at høre dem, mens jeg skal lave de sidste rettelser der ingen betydning har for dem. Nå ja, jeg vil også gerne liige skrive kapitel 1 om, men det går nok.
• I tirsdags forsvandt min dag i en lang personalefrokost om tilrettelæggelse af en ny kandidatuddannelse og ophedede gangdiskussioner om en ny lokaleplan på instituttet der vil putte de ph.d.-studerende og post doc’erne i storrumskontorer (5-10 personer i hvert lokale).
• I onsdags holdt jeg fri og spiste sushi.
• I torsdags deltog jeg i to møder om ph.d.-politik, herunder en såkaldt ‘drøftelse’ af føromtalte lokaleplan. Jeg må blogge om det for sig, for min harme er kolossal og denne post risikerer at ekslodere.
• I fredags skrev jeg sammen med en ph.d.-kollega på et notat der skal overbevise institutledelsen om at lokaleplanen [tilkæmpet ro] må og skal droppes. Vi har ovenikøbet et smukt og godt alternativ der frigører en masse kvadratmeter og giver bedre tværfaglighed – vupti!

Så. Min uge gik faktisk i det store og hele op i lokalpolitik. Er det godt? Mange af mine ph.d.-kolleger er væsentligt bedre til at sidde på deres hænder end mig. Jeg har aldrig været ret god til at sidde på mine hænder. Og det er et mærkeligt tidspunkt at bruge tid på noget andet på.

Men det er godt. For det første fordi det er så hamrende vigtigt. Jeg har før skrevet om holdningen til ph.d.-studerende (og nu også  post doc’ere) her. Bortset fra at jeg snart fylder 35 og ikke længere vil finde mig i at blive behandlet som om jeg ikke eksisterer, har jeg jo opdaget at jeg faktisk elsker universitetet. Og den praksispolitik som udføres her hvor jeg er, er på det nærmeste selvmorderisk. Man er i færd med at sabotere de unge forskeres mulighed for at lave god forskning; i færd med at reproducere celle-kulturen hvor det fineste er at sidde i enmandskontorer (alle fastansatte tildeles naturligvis et enmandskontor i udkastet til lokaleplanen); og allerværst: i færd med at cementere et hierarki som 68-generationen kæmpede for at gøre op med, hvor fastansatte er i øverste kaste og vi andre flere hakker nede, nedenunder det administrative personale og de studerende. Jeg siger ikke at vi burde være i kaste nr. 2, jeg siger at organisationen universitetet skal gøre op med kastesystemet hurtigere end Helge Sander kan sige øf.

 Nå, nu eksploderede jeg alligevel. You know, det er VIGTIGT!

Den anden grund til at det er godt, er at jeg faktisk har følt det som en ferie fra min afhandling. Jeg har slet ikke tænkt på den hele ugen. Nu er jeg klar til at give den fuld skrue igen. Altså, når vi lige er blevet færdige med det der notat.

Read Full Post »

Hvad laver en post doc?

Til dig der kom herind via disse søgeord: Fortæl os hvad du fandt derude! Jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe – men jeg kender mange der leder lissom dig. Lad os dele!

Read Full Post »

Hold så op

Tror du ikke bare at du skal holde op med at skrive? spurgte min søster (på mobilen mens hun sad i s-toget på vej til lufthavnen og en måneds eventyr i Australien med sin mand og deres to voksne børn + kærester – hvem sagde friværdi??).

Godt spørgsmål. Faktisk et rigtig godt spørgsmål. For på et tidspunkt skal man holde op med at skrive. Og gå i gang med at arbejde med det skrevne.

Desværre er det ikke endnu. Dagen nærmer sig, gudsketakoglov med hast. Men der er stadig et halvt kapitel hvor der i det mindste skal produceres et eller andet. Og vildvejene er mange. Det ligger i min natur (eller i mit manglende overblik) at jeg skal helt ud og miste orienteringen før jeg kan komme tilbage.

Først da kommer redigering, færdigskrivning af forladte afsnit, omstrukturering, kontrollering og detaljebesættelse. Kreative og knivskarpe venner står klar til at læse og give respons. I skrivende stund er de første fem kapitler i sommerhus i det nordsjællandske. Fra Læsø lyder opfordringer til at sende en tyk kuvert med udskrifter. Tænk, en gave jeg har fået i den slags venner. Det er kolossalt.

Angsten for at skuffe er stor. De der første fem kapitler er fulde af huller. Burde jeg ikke have skrevet lidt mere på dem?

Sikkert. Men bevægelse er, som vi ved, nøglen. Også i teksten. En færdigsamlet og efterspændt tekst har det med at stivne. Hvad skal læseren mene hvis alt er lukket for kritik, alle modargumenter afvist?

Kunsten er at åbne sig for dialog og potentiel kritik før man holder op med at skrive. I princippet gælder det også i det lange tidsperspektiv. En karriere er ikke en logisk argumentkæde hvor noget endegyldigt følger af noget andet og ingen kan bevise at man har taget fejl.

Well, jeg væver. Jeg vil fortsætte med at skrive så jeg snart kan holde op.

Read Full Post »

Medarbejder-branding

Denne email tikkede ind forleden fra mit institut:

Til orientering kan proceduren vedr. ansøgning om tilknytning til instituttet ses på hjemmesiden på følgende adresse: http://mef.ku.dk/procedure_postdoc_ansoegninger/ 

 That’s it. Der står ikke andet derudover end et kort hej fra den administrative medarbejder der har sendt den ud. Den er sendt bcc, så jeg kan ikke se hvem der ellers har fået den.

Nu ved jeg da hvad jeg skal gøre hvis jeg vil søge om tilknytning til instituttet. Og det glæder mig da at der er styr på budgetter og vigtige sager som anciennitet og løn.

Jeg kunne bare godt tænke mig at vide om der er nogen her på instituttet der synes at det kunne være fedt hvis jeg blev som post.doc. At jeg laver noget der er spændende og værdifuldt. At jeg ville være en skattet kollega. At jeg kunne tilføre instituttet og universitetet noget som ingen andre kunne. At vi kunne have det skægt og gøre noget godt for verden samtidig.

Begejstring. Samarbejde. Krudt. På tværs. Arbejdsglæde.

For ellers kan jeg sådan set ikke se hvorfor jeg ikke skulle søge et andet sted hen. Om jeg så blev betalt med valsede havregryn og matadorpenge.

Read Full Post »

Allerallerallersidste pip inden palmer og parasoller

Jeg har glemt noget meget vigtigt.

I sidste uge havde jeg nemlig mit hold studerende i faget Skrivning i organisationer oppe til mundtlig eksamen. Og den begivenhed skal ikke gå ubemærket hen her. For de var bare SÅ fantastiske alle sammen. Jeg har været kæk og kæphøj lige siden. Det er klart at der blev uddelt forskellige karakterer, men samtlige af de ni samtaler som vi havde i det lille beklumrede lokale i den fjerneste afkrog af Ny-KUA, var berigende: indsigtsfulde og tankevækkende. Teorier vendt på hovedet og rundt igen, jordnære observationer i tæt tango med faglige kontekster, platheder der fik tæsk, og 10 (jeg tæller mig selv med) erkendelsesprocesser med fuld fart frem.

Som Christine havde mindet mig om i de sidste nervøse dage op til eksamen (troede I at det kun var de studerende der blev nervøse?): Dette er sidste chance for at få diskuteret det du synes er mest spændende, med fagfæller der kender næsten lige så meget til det som dig selv.

De skriftlige opgaver skal også bedømmes. Det bliver fedt. Den første er undervejs.

Kollaborativ vidensproduktion. Vi vil have mere af det, ja vi vil.

Read Full Post »

Forskulenten

Min dejlige kæreste, der er et visuelt begavet menneske, og ikke sprogfetischist som jeg, havde et gudsbenådet sprogligt inspirationsglimt i går. “Forskulent,” råbte han triumferende da vi sad og snakkede om min rolle i min projektorganisation, og jeg fortalte at de er helt med på at jeg er lidt anderledes og forskeragtig, men samtidig har et stort ønske om at jeg kan redegøre for resultater uden det store akademiske flimflam.

At være aktionsforsker er at være en slags forskulent. Forskningen er i højsædet, men hvis ikke der er en gedigen og reel forbindelse til organisationens hverdag og især en skarp opmærksomhed på det organisationen oplever som sine behov og problemer, kan det være lige meget.

Read Full Post »

Gentagelsesguld

Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.

Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard – og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.

I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles’ vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.

Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.

Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.

Read Full Post »

Sommer summarum

Semesterstart. I denne uge myldrer KUAs gange og kantiner med på en gang coole og generte førsteårsstuderende i deres fineste firsertøj (ikke en eneste detalje overladt til tilfældigheden). Og i næste uge kommer så alle de garvede; og undervisningen går i gang.

Sidste hånd skal lægges på semesterplanen til mit overbygningskursus, “Skrivning i organisationer”, gæsteforelæsere skal lokkes og trækkes over Langebro – og jeg har opdaget noget fantastisk.

Det skete sådan her.

Jeg sad og skrev på afhandlingen (jo!) og kom så til den firkantede klamamse (vist nok omtalt i dette medie tidligere) hvor der står [find lækkert antropologisk citat]. Ret problematisk, eftersom jeg blot 15 minutter tidligere havde lovet mig selv at jeg ville springe ud fra Lillebæltsbroen på sekundet (en logistisk udfordring), hvis ikke jeg tog de lede firkanter ved hornene, nu skulle det være.

Men så.

På semesterplanen står der, og det bliver der ikke lavet om på, at vi onsdag d. 8. november fra kl. 9-14 skal beskæftige os med kvalitativ metode i skriveforskning. Der står også – jeg har selv skrevet det – at vi skal læse spændende tekster om bl.a. antropologisk metode. Det er, ikke overraskende, de samme tekster som jeg netop skulle til at rode i, på den desperate måde, for at finde det lækre citat.

Ikke nok med at jeg skal læse alle de tekster igen, i sammenhæng. Jeg har også givet mig selv en hel dag at diskutere dem i, sammen med en flok kloge og kritiske overbygningsstuderende.

Jeg behøver altså ikke engang at have dårlig samvittighed (jeg er regerende stormester) over at springe noget over, for afhandling og undervisning smelter sammen. Måske ender det med noget helt andet, og meget bedre, end bare et lækkert citat.

På CBS hedder den slags vel ‘synergieffekt’. Jeg synes det er dødsmart.

Read Full Post »

Elvis lever

Så er vi i Memphis til Rhetoric Society of America 2006. Jeg ville linke hvis konferencesitet på nogen måde var noget at råbe hurra for. Her er kanoner, giraffer, kameler og kändisser på den retoriske måde. Jeg nævner i flæng: Miller, Hauser, Leff, Warnick, Ceccarelli, Swearingen. Her er også forbandet varmt – over 30 grader – men vi er blå om læberne fordi airconditionen kører på fuld hammer så isvinde suser igennem lokalerne.

Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt…) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.

Read Full Post »