Med 1½ uges forsinkelse kan jeg fortælle at jeg er blevet fritstillet.
Jeg forsøgte virkelig at gå på arbejde. Virkelig. Og jeg vidste godt at det ikke var det bedste for mig at være der – det var jo derfor at jeg havde bedt om at blive fritstillet i første omgang. Men alligevel tænkte jeg at det da ikke var så slemt. Jeg har jo guldkolleger, søde og kloge. Og sjove arbejdsopgaver som jeg er glad for.
Så jeg dukkede op når jeg ikke havde aftaler om hjemmearbejde. Med sygdom (januar!) blev det ikke til megamange dage, men dog noget. Og det var drænende. Fuldstændig.
Og endelig kom der en dag – og jeg skal ikke kede jer med detaljerne andet end at sige at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage selv om Jodi Glickman hævder at det skal man gøre alt for at undgå at gøre på sit arbejde. (Jeg kan følge hendes argument langt, men er ikke absolut enig, men den kan vi jo tage en anden dag. Lige nu vil jeg nøjes med at sige at så er vi mange der har pisset ved siden af et par gange i årenes løb).
Hvorom alting er: Heureka! Både for mig og mine kolleger stod det pludselig soleklart at den der fritstilling gav mening og var nødvendig. To dage senere fik jeg opkaldet fra min daglige leder om at beslutningen var truffet om at fritstille mig alligevel. En kæmpelettelse. Jeg er blevet “fritstillet med modregning,” hvilket vil sige at så snart jeg får et andet job, ophører min løn. Med lidt held og et nyt job til mig i sigte vil det sige at også min arbejdsplads får noget ud af den aftale, idet de undgår at betale løn til mig i hele min tremåneders opsigelsesperiode.
Hvis Glickman har en pointe, er det at det slider at være åbenlyst ked af det på sit arbejde, både på den enkelte og på kollegerne. Og derfor er omkostningerne ved at bide tænderne sammen og fortsætte større end omkostningerne ved at sige tak for nu, også selv om det umiddelbart ser ud til at være en gevinst for mig. “Nååårh, hvad får du så tiden til at gå med?” har folk spurgt mig lige siden, nogle med slet skjult misundelse.
Ja, altså. Gevinst og gevinst. Det er jo så meget sagt. Jeg er jo blevet afskediget. Min arbejdsplads har sikret sit budget, mens mit og min families er blevet bragt i overhængende fare. Så jeg får tiden til at gå med at knokle for at sikre at vi ikke sidder grå i hovederne om 3/4 år og er nødt til at beslutte at sælge vores dejlige hus før det er for sent.
Og DÉT knokleri er der så nogle vældig dejlige gevinster ved, for eksempel at jeg styrer imod at arbejde freelance på deltid og tjene penge på at lave nogle af de ting jeg har mere forstand på end de fleste. Retorik, skrivning, feedback. Kurser og artikler. Rådgivning, måske. Sweet. Så kan man for eksempel arbejde med drengen som sidemand mens han spiller et eller andet på friv.com jeg er for gammel til at forstå.
kære Katrine
Jeg er en af dem der har pisset ved siden af !
Det er ikke rart at græde på arbejdet, men der er øjeblikke hvor det er det eneste mulige og rigtige at gøre.
Tillykke med din fritstilling, og god arbejdslyst med alt det der nu kan og skal gøres.
MB
Ja, jeg ved det. Vi er en dejlig klub med mange fantastiske medlemmer. Jeg var skam også med i den før forrige fredag… 🙂
Jeg har også grædt i Netto og på Det Kongelige Bibliotek, men det tæller nok ikke helt med som adgangsgivende til klubben.
Og tak. Det bliver godt.
/K
… Du gør fantastiske fremskridt, må jeg sige! – og hvor lyder det, som en fænomenal retning, du har valgt at “køre ud af…”
Uden at kende dig – for andet end dine sublime ord, hér på bloggen – fornemmer jeg en ægte “hånden-på-hjerte-handling” du dér har gang i…
“Een af dem der pisser ved siden af..” hmm – tja dén klub er jeg altså også medlem af!!!
Og for at gøre en laaaang historie, kort – er jeg NU fyret!!
Jodi Glickman, er IKKE helt galt på den…. (ser jeg nu, migselv skrive)!! Dette udsagn ligger endda SÅ langt fra mine indre overbevisninger, men er ikke desdo mindre en stærk medvirkende årsag til, at jeg ikke længere er på, denne ellers [hér kunne tidligere ha’ stået et flot tillægsord..] arbejdsplads.
Nåh, men hvorom alting er – du, Katrine, er rigtig god, at have stiftet bekendtskab med… du er en inspirator og en stifinder, tror jeg!!
Glæder mig til at læse din fortsættelse…;)
Kære Jonna, tak igen. 🙂 Ja, jeg håber at jeg har fat i den lange ende. Det vil vise sig. Lige gyldigt hvad, er det lige præcis de indre overbevisninger, fantastisk udtryk, som vi skal have fat i. Jeg tænker rigtig meget over hvad der driver mig på den gode måde. Det må være nøglen. Jeg regner ikke med at kunne beskytte mig mod dårlige oplevelser fremover, for det kan man lissom ikke, og jeg kan i hvert fald godt regne ud at superpolstring er spild af tid og måske gør mere ondt end godt. Men jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at jeg undervejs træffer de beslutninger som jeg kan stå inde for på det tidspunkt jeg træffer dem. Giver det mening? Det håber jeg! 🙂 Vi høres ved herinde – hold fast og fortæl mig hvordan det går med dig, jeg vil meget gerne høre!
Kærlig hilsen Katrine
Tillykke med fritstillelsen. Jeg glæder mig til at følge med – både her og irl.
Hej igen Katrine,
Jo, det giver RIGTIG go’ mening dét du skriver!!
Du tænker rigtig meget over hvad der driver dig PÅ DEN GODE MÅDE !!! …. Dét du giver energi vokser – har jeg hørt. Når du tænker i hvad der gør dig godt… får du mere af dét… altså mere godt!! Det er en positiv spiral…
– Og du har nemlig ret i, at du selvfølgelig møder modvind, hér og dér, på din vej, men det er MÅDEN du takler modvinden, der er den afgørende for om udfaldet af “mødet” bliver positivt.
Dét tror jeg i hvert fald på.
Så ER der bare lige dét, at jeg VED eet med mit intellekt…. men oplever noget andet med mine følelser !!!! De to ting er straks lidt sværere at få til at enes.. kender du det?
Piet Hein har engang udtalt; “slid men vid, ting ta’r tid…” Vi skal jo nok bare vide, at hvis vi starter “bølgen” (den positive holdning) så vender resultatet vel positivt tilbage en dag.. især hvis vi skal tro på “det store universelle karma..” (dét du sender ud – får du tilbage).
Du har et super godt udgangspunkt, i dén indstilling du beskriver hérinde – det er i hvert fald MIN opfattelse af dine ord.
Tak for din interesse i mine ord – det betyder faktisk rigtig meget for mig, i min sårbare situation.
Lige nu – snart en uge efter min “frigivelse” har jeg kørt meget i rutchebane… snart oppe (go’e udsigter), hurtigt nede (gevaldigt sug i maven), så -med loop- på hovedet og snart fortvivlet og forvirret rundt og rundt i en spiral, med angst for at turen aldrig ender!!! Stille og vildt, i det fjerne øjner jeg, at turen stilner lidt af, og forhåbentlig slutter, så jeg kan bevæge mig over i forlystelse som jeg kan nyde lidt mere 😉
Vil du med????
Bra skrivet! Intressant att läsa 🙂
nice!
Really nice to read! 🙂
Tak! 🙂